torsdag den 28. november 2013

I forsvar for Kluge

Britiske, amerikanske og canadiske medier citeres på nettet for at mene, at kongefamiliens medlemmer i Thomas Kluges portræt ”minder mere om dæmoner end om rigtige mennesker”. Hjemmesiderne Reddit og Buzzfeed har ”gjort opmærksom på ligheden mellem maleriet af kongefamilien og gyserfilmplakater”. Netavisen The Hoffington Post hæfter sig mest ved portrættet af Prins Christian: ”Stakkels Prins Christian, som normalt ser så sød og munter ud, står forrest og minder mest af alt om en af tvillingerne fra ’Ondskabens Hotel’”.
 
Preben Winther – skribent på Kunstavisen – er mildest talt fornærmet over de relativt negative anmeldelser af Thomas Kluges for nyligt afslørede maleri af den kongelige familie.
 
Han ser de kritiske kommentarer som et udslag af jantelov og priser nærmest Thomas Kluge som et af nutidens største genier på kunstscenen.
 
Hoffington Post, som der refereres til i citatet fra Kunstavisens hjemmeside herover, rammer dog ganske præcist – og under alle omstændigheder sætter kommentaren da fokus på Stanley Kubricks mesterværk.
 
På billedet, som er et beskedent udsnit af maleriet, ses kunstneren, der ubeskedent har implementeret sig selv i kompositionen.

søndag den 24. november 2013

Mattinens gavludsmykning på Nørrebrogade vandaliseret

En af de offentlige udsmykninger, jeg altid glæder mig over, når jeg besøger Nørrebro i København, er Seppo Mattinens gavlmaleri ved Fakta på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborgsgade.

Jeg synes altid, den har været der, men kunne læse på Politikens hjemmeside, at motivet med den cyklende pige er malet i begyndelsen af 90’erne.

Men det afholder ikke gadens røvhuller fra at ødelægge det fine gavlmaleri. Nu er den underste del af motivet blevet overmalet af disse vandaler, som ingen sandsynligvis vil røre end finger for at forsøge at pågribe?

Det kunne ellers være smukt om barbarerne selv fik lov at fjerne det blå maling fra Mattinens værk – eller betale de omkostninger, der måtte være forbundet med dette meningsløse og skandaløse hærværk.

Ifølge Politiken udtaler ejeren af ejendommen, at man ikke har tænkt sig at forfølge sagen – eller endsige få kunstværket renoveret. En repræsentant for den andelsforening, der ejer ejendommen og dermed gavlmaleriet har ingen intentioner om at søge midler til en restaurering. For som han siger: ”Det vil være omsonst, da området er et yndet mål for graffiti-malere”.

Havde det været et IC4-tog, var det nok en anden sag?

Tal R's 'Rumdi Rumdi Rumdi'

Hvor Tal R (som bekendt udstillingsaktuel på Kunstmuseet ARoS med udstillingen ’The Virgin’) har fået idéen til titlen på den store collage ’Rumdi Rumdi Rumdi’, er han selv dårligt klar over.

I kataloget til udstillingen ’The Virgin’ er værket således også berammet til at være skabt i perioden 1989-2013, og dét perspektiv forklarer nok kunstnerens svigtende hukommelse omkring titlen.

Ikke desto mindre står netop denne collage stærkt som et eksempel på Tal R’s metode – nemlig at udføre sin idé, og dermed i bund og grund miste interessen for den.

Jeg har produceret en lille film om netop det pågældende værk, og her forklarer Tal R om nogle af sine bevæggrunde for at lave præcist dén slags kunstværker – hvilket han så ikke gør længere…

fredag den 22. november 2013

Polak bliver leder af Documenta 14

Der er ingen tvivl om, at posten som kunstnerisk leder og chefkurator på kunstudstillingen Documenta, der afholdes i den tyske by Kassel hvert femte år, er en af de mest prestigefyldte på kunstscenen i dag.

Alene dét at lederen af den sidste udgave af Documenta, som fandt sted i 2012, blev kåret samme år som den mest indflydelsesrige person i det internationale kunstmiljø af tidsskriftet ArtReview, siger vel en del.

Næste udgave af Documenta finder sted i 2017 – og nu har man fra bestyrelsen valgt den person, der skal stå i spidsen for den store begivenhed til den tid. Man har valgt den 43-årige polske direktør og chefkurator fra Kunsthalle Basel, Adam Szymczyk, til den store opgave. 

Documenta 14 finder sted i perioden 10. juni-17. september 2017 i Kassel.

torsdag den 21. november 2013

Tal R med fuldt tryk på








Jeg har netop været til pressemøde på udstillingen ’The Virgin’ der viser den danske billedkunstner Tal R (født 1967) i fuld udfoldelse på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Og når jeg skriver ”med fuldt tryk på” i overskriften skal det tages i dén grad bogstaveligt.

Sjældent har jeg oplevet et bombardement, som det man har iscenesat på museet i forbindelse med denne udstilling. Man kunne måske godt antyde, at netop iscenesættelsen giver de enkelte værker en styrke, som er svært at vurdere, om de reelt besidder; men det er faktisk fuldstændigt ligegyldigt, da man bliver godt underholdt i rummet på ARoS’ Niveau 1.

Underholdt blev de fremmødte pressefolk på pressemødet også, da Tal R beskrev sin udstilling meget engageret.

Kunstneren er en blændende formidler – og jeg fik da også lige vekslet et par ord med ham om en opdagelse, jeg gjorde for et par år siden – nemlig at han og jeg samtidigt udstillede på Charlottenborgs Forårsudstilling for omkring 20 år siden.

”Verden er lille!” sagde kunstneren, inden jeg forlod ARoS efter at jeg havde studeret udstillingen grundigt med henblik på en længere beskrivelse, som er beregnet på et dansk kunsttidsskrift.

The Virgin - the movie

”Portrættet af Tal R indeholder helt bestemt en række basale informationer om hans arbejdsmetode, familiebaggrund, civilstand og berømmelse. Men alt fortælles i et overraskende, underholdende, stramt og poetisk filmsprog, hvori farvevalg, kompositioner, lyd og grafik alt sammen bruges til at tegne portrættet”
 
Det er ikke så ofte, jeg bringer uddrag fra filmanmeldelser på denne side; men når det drejer sig om filmen ’The Virgin’ af Daniel Dencik om og med billedkunstneren Tal R, gør jeg naturligvis en undtagelse.
 
Citatet herover stammer fra Dorte Hygum Sørensens anmeldelse i Politikens filmtillæg, og jeg har faktisk lige set filmen i forbindelse med mit besøg på kunstmuseet ARoS, hvor der netop har været pressemøde på den store Tal R-udstilling med samme titel som filmen.
 
Fire ud af seks hjerter til filmen i Politiken...

lørdag den 16. november 2013

Monsterportræt af kongefamilien


Maleren Thomas Kluge har for længst indskrevet sig i rækken af kongelige hofleverandører. Årsagen skal sandsynligvis findes i, at kunstneren besidder en klassisk teknik, som passer fint ind i, hvordan man forventer de kongelige gengivet.

Imidlertid kan man godt sætte spørgsmålstegn ved Kluges metode, når man ser et helt nyproduceret maleri, hvor hele den kongelige familie optræder på samme billede. Dette er angiveligt ikke sket, siden Klør Konge var knægt?

Maleriet af den kongelige familie er faktisk lidt uhyggeligt – og dét skal kunstneren såmænd ikke høre noget for; men kompositionen fremstår klart ubehjælpsom og personer i familien optræder nærmest gengivet som retarderede monstre.

Dette føjer sandsynligvis noget til den underholdningsværdi, der i de seneste år har været forbundet med Kongehuset? Ikke mindst eksemplificeret ved dronningens og prinsens udstilling af hobbykunst på kunstmuseet ARoS i Aarhus.