tirsdag den 4. april 2017

Martinsen om grafikken

Søren Martinsen bruger blandt andet dette håndkolorerede træsnit af Palle Nielsen til at illustrere debatindlægget om grafik: 'Soldaten og Barnet - det nytter ikke' fra 1954. Courtesy: Clausens Kunsthandel.

 "Dette forekommer at stå i en kolossal kontrast til en samtidskunst, hvor bevidst kalkulation og et køligt overblik hører til de vigtigste redskaber i fagets værktøjskasse. Indhold, stil, mængde og virkemidler bliver så præcist afmålt som guldstøv på en atomvægt i en kunst, der perfekt tilfredsstiller galleriernes behov for en ensartet, kvalitetsstyret vare"

Det "dette", som Søren Martinsen refererer til i citatet herover, er såmænd noget så umoderne som grafik. 

Teksten er et uddrag af et debatindlæg, som Martinsen har skrevet til kunstportalen Kunsten.nu, og baggrunden er faktisk nogle genvordigheder, som Martinsen har haft i forbindelse med udarbejdelsen af et linoleumssnit. 

Han kommer vidt omkring i sin beskrivelse af grafikken som kunstnerisk metode, og konkluderer, at fotogravuren er den populæreste grafiske teknik for tiden.

Tilbage i Berlin




I skrivende stund har jeg netop tilbragt min første hele dag i et ugelangt ophold i den tyske hovedstad Berlin. 

Jeg besøgte forstaden Köpenick, som faktisk udgør en selvstændig enhed i forhold til den vestligere beliggende metropol. 

Senere på dagen besøgte jeg Deutche Banks kunsthal, som er beliggende i forbindelse med bankens hovedkvarter på gaden Unter den Linden. 

Hvert år udnævner kunsthallens kuratorer "årets kunstner", og denne er i år den sydafrikanske kunstner Kemang Wa Lehulere, som er født i 1984. 

Udstillingen 'Bird Song' som også inkluderer mindre værker af en anden - og noget ældre - sydafrikansk kunstner Gladis Mgudlandlu (1919-1973), varer frem til d. 18. juni.

lørdag den 1. april 2017

KP 2017 åbnet
















Den 1. april (jo, såmænd!) var jeg til åbning af Kunstnernes Påskeudstilling anno 2017 i Kunsthal Aarhus, og det var faktisk meget hyggeligt.

Jeg savnede måske et kunstværk, der fik mig til at falde om af begejstring og forundring, men jeg skal ikke anmelde udstillingen i år, så det går nok...

Ondak i Weekendavisen


"En skov af specialbyggede montrer understøtter denne analoge følelse: her vises et stort antal teenageværker af Ondák, som hans forældre har gemt. Det er smukke enkle tegninger og akvareller af ting: en lerkrukke, en stol, en petroleumslampe, et tinkrus, et reb. Det hele ligner noget fra meget gamle dage, men flere af værkerne er dateret til en gang tidligt i 1980erne"


Citatet herover stammer fra Maria Kjær Themsens anmeldelse i Weekendavisen af Roman Ondaks udstilling 'History Repeats Itself', som for tiden kan ses på museet Kunsten i Aalborg. 

Anmelderen har blandt andet i sin beskrivelse af udstillingen, som det fremgår, lagt vægt på en serie værker, som på sin vis tager udgangspunkt i den klassiske disciplin opstillingen eller "nature morte", hvis det skal være på fransk. 

Her har Ondak skabt en tre-dimensionel verden, hvor både værkerne og de oprindelige genstande optræder i disse tableauer, som kan findes i de omtalte monterer på udstillingen. 

Jeg har selv anmeldt udstillingen, og denne anmeldelse ligger lige nu i anmelderkøen hos redaktionen på et større dansk dagblad, men jeg vender naturligvis tilbage til denne anmeldelse og Roman Ondak nogle dage efter, at avisen har lanceret den. 

'History Repeats Itself' kan i øvrigt ses på Kunsten helt frem til d. 17. september.

torsdag den 30. marts 2017

Moseholm på falderebet





Når man ser mange kunstudstillinger, er der ofte udstillinger man enten ikke får set eller nogle, som man først får oplevet, når de kører på sidste vers.

Ofte er det besynderligt nok de udstillinger, der finder sted i nabolaget, som nedprioriteres i denne proces, og således fik jeg først set 'Livsværker - Keld Moseholm' på KunstCentret Silkeborg Bad her få dage inden udstillingen lukker den 2. april.

Der er, som titlen antyder, tale om en retrospektiv udstilling af billedhuggeren Keld Moseholm, og jeg har valgt blandt de billeder, jeg tog på udstillingen, at fokusere på Moseholms tidligere værker.

Den fynske billedhugger har ganske vist i de senere mange år udviklet, hvad man næsten kan kalde en signaturfigur - nemlig et større antal meget runde og kraftige personer, som indgår i diverse mere eller mindre morsomme sammenhænge; men dem har jeg det lidt svært med, så derfor har jeg lagt den illustrative hovedvægt på de mere klassiske eksempler på Moseholms store produktion.

tirsdag den 28. marts 2017

Danske auktionshuse som hælere

Foto: Golden Squared 

Ifølge dagbladet Politiken har auktionshuset Lauritz.com på en netauktion solgt et maleri (billedet) af Carl Vilhelm Holsøe. 

Maleriet viste sig at være stjålet tilbage i 2000, og efterfølgende har det været gemt i et hus i Kolding. 

Da billedet blev fundet, var den oprindelige ejer død, og derfor overgik maleriet til forsikringsselskabet, og blev efterfølgende sat til salg hos Lauritz.com i 2016. 

Det hele kommer i stand, da en ven af nedrivningsfirmaet, der skal rive huset ned, hvor maleriet - sammen med syv andre - er gemt i hulrummet af en skillevæg, køber de ialt otte kunstværker og efterfølgende altså sætter det omtalte maleri til salg hos Lauritz.com. Her sælges varen for kr. 74.000, hvorefter det bliver sat til salg hos Christie's i New York. Her bliver det solgt for knapt kr. 200.000 på vegne af Tryg Forsikring. 

The Art Loss Register, som er en virksomhed, der registrerer stjålne kunstværker, bliver opmærksom på maleriet via et rutinecheck i Christie's katalog. 

Efterfølgende bliver en efterforskning iværksat og politiet finder de syv resterende billeder hos manden, der købte dem af nedrivningsfirmaet. Hvem der stjal malerierne tilbage i 2000, er stadig uopklaret. 

Lauritz.com solgte for fem år siden et stjålet maleri af den danske samtidskunstner Anders Moseholm, og også Bruun Rasmussen Kunstauktioner har haft hælervarer under hammeren. Her drejede det sig om et antal Salto-krukker, som var stjålet fra kunstmuseet Trapholt i Kolding. 

Ingen af de danske auktionshuse abonnerer på The Art Loss Register, som styrer databasen over stjålne kunstgenstande.

mandag den 27. marts 2017

Aalto og Kunsten







På kunstmuseet Kunsten i Aalborg kan man for tiden - og frem til d. 17. april - se udstillingen 'Second Nature', der rummer design og arkitektur af Alvar Aalto (1898-1976). 

At udstillingen netop finder sted på museet i Aalborg, skal naturligvis ses i lyset af, at det netop var Aalto, der tegnede museet, da det i sin tid blev opført og åbnet under navnet Nordjyllands Kunstmuseum. 

Jeg tror, museet eksisterer under det navn stadigvæk i manges bevidsthed.