Skynd jer!

 

Søndag d. 14. juli slutter Chaïm Soutine-udstillingen på Louisiana i Humlebæk. I kan altså lige nå det! 

Fruen og jeg besøgte museet i Humlebæk forleden dag og fik altså Soutine med blandt en masse andre fine oplevelser. 

Alt det vender jeg tilbage til senere på blog'en her.

Kunsten og Louisiana - måske er det tid for evaluering?

 

Anselm Kiefers bidrag til udstillingen 'NEU' står stærkt i helheden på udstillingen med Kiefer, Georg Baselitz og Sigmar Polke på Kunsten i Aalborg.

Hvis man ofte besøger kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, bør man besidde et pålideligt kendskab til museets samling, og derfor virker det en anelse skudt over målet, når man præsenterer tre tyske kunstnere fra samlingen på Kunsten i Aalborg. 

Især da Anselm Kiefer, Sigmar Polke og Georg Baselitz har sat hver deres tydelige aftryk på Louisianas udstillingsprofil igennem flere år. 

Bevares: Det kan såmænd være ganske interessant at se værker fra Louisianas samling i et nyt miljø, men den aktuelle udstilling ’NEU’, som kan ses på Kunsten frem til d. 15. september bibringer udelukkende, i kraft af en grundig tidslinie, kun et historisk aspekt til de tre kunstneres betydning på den moderne kunstscene. 

Måske er det på tide at evaluere samarbejdet Kunsten og Louisiana imellem og satse på mindre forudsigelige kurateringer fremadrettet. 

Anyway: Hvad ved jeg? De fleste vil nok sige ”ikke en pind!”

Per Arnoldis mindeord over Anders Kirkegaard

 

For nylig døde maleren Anders Kirkegaard, og i den forbindelse skrev billedkunstneren Per Arnoldi mindeord om Kirkegaard.

Imidlertid var dagbladet Jyllands-Posten kun i stand til at bringe teksten mod et honorar fra Arnoldi til avisen. Udgangspunktet lyder på kr. 2500,- plus moms, som Arnoldi således skulle afregne med avisen!

Det kan man dog kalde "omvendt" honorering... 

De, kære læser af denne blog, skal dog ikke snydes for Arnoldis veloplagte tekst, så jeg bringer den her:

Mindeord for maleren Anders Kirkegaard.

For længe siden, en gang i firserne, optog vi for DR en Kunstquiz på Statens Museum for Kunst.

På et af holdene sad en lidt bister Anders Kirkegaard, der så sandelig ikke var nogen TV-show-basse.

Nu vi var på museet var det vigtig at vise nogle af de værker, vi ikke kunne få lov at flytte til optagelser f.eks. i TV studiet.

Et hovedværk i museets samling er Andrea Mantegnas: 'Kristus som den lidende frelser' fra 1495.

Det var oplagt at køre det ind foran det hold Anders sad på.

Vi kunne jo hverken klippe eller efterredigere, men kørte beskedent med to kameraer.

Jeg satsede derfor på, at Anders ikke alene ville vide alt om maleriet men også ville reagere på det og bidrage med væsentlige meninger og analyser og bad derfor det ene kamera om at holde Anders ansigt i fuld fokus, når maleriet blev kørt ind.

Da billedet svinger rundt foran holdet får Anders tårer i øjnene. Ægte... som alt hvad han gjorde.

Et meget stærkt øjeblik og uforglemmelig stærkt TV, for øvrigt.

Så sagde han, lidt tyk i stemmen: »Når jeg mister troen på kunsten, er det det her maleri der giver mig den tilbage!!!«

Utroligt. Ægte tårer... og så Mantegnas meget stærke maleri.

Klip, var jeg ved at råbe, Slut...tak for idag! Vi kunne ikke drømme om at få bedre udsagn eller en mere meningsfyldt reaktion den eftermiddag.

Jeg glemmer det aldrig!

Tak Anders!

Per Arnoldi

(Billederne, der ledsager dette blogindlæg er fra en udstilling, der blev afholdt i 2016 på Vejle Kunstmuseum i anledning af Ander Kirkegaards 70 års fødselsdag)

Crazy Kørner

 

»Synes du ikke, det er frækt med de aubergine-farvede vægge i John Kørner-udstillingen?« 

Således blev jeg spurgt af en museumsinspektør, som dog ikke var kurator på udstillingen ’Crazy Awake’ med installationer og enkeltværker af John Kørner, og jeg må tilstå, at jeg ikke havde opdaget den omtalte vægfarve i udstillingen. 

Dette bør sandsynligvis tilskrives, at når jeg betræder et mørkt rum optræder alle farver som kulsorte. 

De væsentlige enheder i den pågældende udstilling er dog overbelyste i en grad som næsten fungerer som blændende. 

Det med lys i kunstudstillinger kan være kompliceret, må jeg erkende; men ’Crazy Awake’ udgør i sig selv et labyrintisk forløb, der dog mellem alle de rumlige enheder viser John Kørner som slet og ret maler, og det er godt, da det er her, han besidder sine styrker. 

Især oplever man, at kunstneren i de nyeste malerier har fraveget signaturfarven gul, og måske giver dette greb en ny intensitet til værkerne, der dog stadig fremstår lette og næsten vægtløse. 

Udstillingen kan ses på kunstmuseet Kunsten i Aalborg frem til d. 18. august.

Barnepigens hemmelighed på Kunsten i Aalborg

 

Jeg tror, at mange føler en vis fascination ved kunstnere - i det aktuelle tilfælde en fotograf - der har en stor produktion og først bliver opdaget, efter de er døde. 

Hvis ikke John Maloof havde købt i kassevis af fotos og negativer af Vivian Maier, er det ikke sikkert, at de mange fotografier nogensinde var blevet opdaget og udstillet rundt i verden. 

Vivian Maier blev født i 1926 og døde i 2009, og levede primært af at være barnepige hos forskellige familier i Chicago. 

Hendes eftermæle beskriver et kompromisløst individ begavet med et kæmpetalent for at fotografere; men hun havde også mørke sider, hvilket bliver beskrevet i dokumentarfilmen ’Finding Vivian Maier’, der nemt kan findes på filmstriben.dk. 

For nylig så jeg en aldeles fremragende udstilling med adskillige værker af Maier på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, men på trods af, at udstillingen, som kan ses frem til d. 22. september, rummer mere end 140 fotografier, er det kun en lille brøkdel af et samlet livsværk på mere end 150.000 fotos produceret over fem årtier. 

Hun er posthumt blevet beskrevet som excentrisk, skarpsindet og enormt kreativ, men også som påståelig og i et enkelt tilfælde som decideret ”ond”. 

Se filmen og - om muligt - udstillingen. Begge dele giver strålende indblik i barnepigens hemmeligheder.