tirsdag den 6. maj 2025
Krøyer og Ancher - for millioner?
søndag den 4. maj 2025
Nye anmeldelser (9)
Digteren Peter Laugesen har i
årtier levende skrevet sig ind i billedkunstens råstof, og en stor del af disse
tekster er nu samlet i bogen ’Billedskrivninger’. ⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Kunstnernes Påskeudstilling hører
til blandt censurerede udstillinger, der udgør et traditionsbundet element i det
danske kunstlandskab. ⭐⭐⭐⭐
Anmeldelse af Kinga Bartis-udstilling på Kunstmuseum Brandts publiceret
Alt imens redaktør Hillestrøm, KULTURINFORMATION, har travlt med at producere sommerudgaven af magasinet, finder han heldigvis også tid til at få udgivet nyt materiale på tidsskriftets webportal.
Således er min anmeldelse af udstillingen ’Closelings’ med værker af Kinga Bartis netop blevet publiceret.
Udstillingen giver næring – også blandt mine anmelderkollegaer – til diskussionen vedrørende maleriets rolle på samtidskunstscenen, men jeg vælger at beskrive og forholde mig til det personlige aspekt i Bartis’ produktion, og anmeldelsen af udstillingen kan læses HER>
lørdag den 3. maj 2025
Laugesen om Jorn - blandt andet
»Jorn er, og rejs nu selv til Silkeborg og se det, i sin vulgære og dumdristige uforskammethed, en læremester og vejviser for alt, hvad der senere fortsat har skræmt snævre små kræmmersjæle med hårdrejsende og forfærdeligt øjeblikkeligt håndgribelige, stadig skiftende og uforudsigelige konstante kortslutninger af sandhed og skønhed«
Opfordringen til at besøge Silkeborg og købstadens kunstmuseum skal vi helt tilbage til 2009 for at finde i en anmeldelse af udstillingen ’Jorn komplet – det grafiske værk’, som forfatteren Peter Laugesen skrev til dagbladet Information.
Anmeldelsen udgør samtidigt et afsnit i en relativt nyudgivet bog med titlen ’Billedskrivninger’ indeholdende tekster om billedkunst af netop Laugesen foretaget over adskillige årtier.
Jeg har selv forfattet en anmeldelse af bogen, og denne er netop blevet publiceret på KULTURINFORMATION, hvor den kan læses HER>
torsdag den 1. maj 2025
AI-genereret kunst var ikke opfundet på Jens Juels tid; men ellers....?
»Faktisk er Juels portrætter som AI-genererede billeder: Knapperne skinner overbevisende, kalvekrøset sløjfer sig selv, som det skal, og den røde krave står rank og markerer rumligheden. Men ansigtets træk er slørede, og der er noget, der hele tiden råber: Illusion!«
Politikens kunstanmelder Trine Ross har været på besøg på Kunstmuseum Brandts i Odense med henblik på at forfatte en anmeldelse af Jens Juel-udstillingen ’Under huden’, og hun har faktisk adskillige glimrende pointer i forhold til Juels portræt kunst.
Jeg har netop selv set udstillingen, og får bekræftet mine fordomme om Jens Juel og hans ret parfumerede portrætværker hvori, man skal anstrenge sig voldsomt, hvis man vi se et penselstrøg på lærrederne.
Jeg er langt mere fascineret af kunstnerens landskabsbilleder, og her synes det, som tager han forskud på 1800-tallets naturalisme, berømmet som Guldalderen i dansk malerkunst.
Juel levede fra 1745 til 1802, og udstillingen på Brandts kan opleves frem til d. 24. august, hvorefter den flytter til Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum.
onsdag den 30. april 2025
Stjerner til Kinga Bartis
»Oprindeligt voksede hun op i Transsylvanien som en del af det ungarske mindretal i den rumænske provins, og måske mærker man den længselsfulde fremmedhed gennem hendes billedsprog«
Det bør ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været relativt optaget af udstillingen ’Closelings’ med værker af Kinga Bartis, som gav mig en mulighed for at genbesøge Kunstmuseum Brandts i Odense efter adskillige år.
Citatet herover stammer dog fra Erik Steffensens 5-stjernede anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og det er glimrende, at udstillingen får en vis bevågenhed – også i dagbladene.
Jeg har også selv forfattet en anmeldelse af udstillingen, og den er netop blevet fremsendt til redaktionen af KULTURINFORMATION, som arbejder hårdt med henblik på at få mine og andre skribenters budskaber ud.
tirsdag den 29. april 2025
Fra fortiden til en nutid med mytologiske fortællinger
Der er sikkert ikke mange, der vil påstå nogen som helst lighed mellem den danske 1700-tals-maler Jens Juel og den dansk-rumænske samtidskunstner Kinga Bartis (f. 1984).























