Jeg har netop set filmen ’Control’, der som bekendt omhandler forsangeren fra Joy Division Ian Curtis’ korte liv, inden han begik selvmord i 1980. Joy Division har aldrig rent musikalsk sagt mig det helt store; men jeg husker alligevel deres plader fra dengang. Dét, der slog mig, da jeg så filmen, som bl.a. fremstiller midtenglelsk tristesse anno slut-70’erne i sort-hvid, var Curtis’ stemmelighed med en anden af rockens afdøde, Jim Morrison.
Filmen er god og giver et kvalificeret billede af smerte og præstationsangst. Paradoksalt døde den epilepsiplagede Curtis på et tidspunkt, da bandet stod foran deres helt store gennembrud – lige før en større turné til USA. De tre tiloversblevne medlemmer gik popvejen med trioen New Order; men det er en helt anden og ret uinteressant historie i dén sammenhæng.
Filmen er god og giver et kvalificeret billede af smerte og præstationsangst. Paradoksalt døde den epilepsiplagede Curtis på et tidspunkt, da bandet stod foran deres helt store gennembrud – lige før en større turné til USA. De tre tiloversblevne medlemmer gik popvejen med trioen New Order; men det er en helt anden og ret uinteressant historie i dén sammenhæng.
