”A Bigger Bang”… Intet mindre kunne gøre det, da Rolling Stones udsendte deres sidste rigtige studie-cd. Den er da også indlagt i denne blogskribents iPod, da det er en fantastisk ”være-on-the-road-cd”. Den kan bruges på land, til søs og i luften til at skabe en afstand til den virkelige verdens støjhelvede.
Den efterfølgende turné blev et endnu større brag, hvilket man kan få bekræftet ved at se dén dvd-box, der er udgivet i forbindelse med turnéen. Koncerten på Copacobana-stranden i Rio, hvor angiveligt 1,5 mill. fans var til stede (måske endda flere) er et oplagt eksempel på, hvor stort et brag, man kan skabe inden for den skægge og besynderlige verden, der hedder rock and roll.
På dvd’en findes også en koncert fra Austin, Texas. Denne koncert blev afholdt den 22. oktober 2006, og hér oplever man et band fuldstændigt i sameksistens med publikum og backingmusikere – og ikke mindst indbyrdes! Det er som om, der er nogle naturlove, der er blevet en del af bandets energi. Der er også altid nogle uforudsigeligheder, at være opmærksom på, når det drejer sig om Stones. Mest vedrørende Keith Richards’ dagsform, der i nogle tilfælde kan være lidt svingende, efter at han styrtede ned fra en kokospalme og på den måde udsatte turnéstarten.
Visse ting er dog sikkert som amen i kirken. Mick Jagger’s dansespjæt er blevet et stensikkert(!) element i en Stones-koncert – og en anden detalje, som jeg ikke kunne lade være med at spekulere over, er Bobby Keys’ saxofon-solo i ’Brown Sugar’. Den lyder præcist som den gjorde på ’Sticky Fingers’ dér tilbage i ’71. Netop Keys er et besynderligt fænomen i Stones-historien. Angiveligt blev han fyret fra indspilningen af ’Exile on Main Street’, da han skulle have mistet kontrollen over sit stofmisbrug. Endnu mere pudsigt, at Keith på dét tidspunkt var at betragte som en rendyrket drug-addict.
Bobby Keys skulle efter sigene være rejst rundt på turné i diverse ”joints” i Staterne som ”Mr. Brown Sugar” for at tjene til dagen og vejen. Men uanset hvad der stete dengang, er han tilbage i folden – akkurat som han var, da jeg så Stones i den gamle Idrætspark på ’Urban Jungle’-turnéen i 1990. Efter dén turné forlod Bill Wyman – den hidtidige bassist – foretagendet.
Jeg ved ikke, hvor mange tusinde gange Bobby Keys har spillet sin ’Brown Sugar’-solo over seksten takter – og jeg ved heller ikke, hvor mange gange Jagger har ytret sympati for djævlen eller hvor mange gange Keith har hugget sig igennem forspillet til Honky Tonk Women. At dømme efter koncerterne i Rio og i Texas ser det ikke ud som det er noget The Glimmer Twins nogen sinde bliver trætte af.
Et andet træfsikkert og præcist element i Stones er Charlie Watts’ sikre trommespil. Han holder på stikkerne som en jazztrommeslager – og i princippeter det også dét, han er. Bortset fra, at han er en formiddabel rock-trommeslager. Han undlader tilsyneladende at bruge flere kræfter bag gryderne end højst nødvendigt. Derfor understøtter han heller ikke lilletrommeslaget på hi-hatten eller på bækkenet; men holder koket trommestikken oppe, når han rammer lilletrommen. Samtidigt holder han masken og bryder til tider ud i et bredt smil, når Keith misser en afslutning. Det er sjældent de to rammer den afsluttende tone helt samtidigt. Alligevel spiller de en underlig Holmes/Watson-rolle på scenen. Uden den ene er den anden ingenting – og de ved det begge.
Den efterfølgende turné blev et endnu større brag, hvilket man kan få bekræftet ved at se dén dvd-box, der er udgivet i forbindelse med turnéen. Koncerten på Copacobana-stranden i Rio, hvor angiveligt 1,5 mill. fans var til stede (måske endda flere) er et oplagt eksempel på, hvor stort et brag, man kan skabe inden for den skægge og besynderlige verden, der hedder rock and roll.
På dvd’en findes også en koncert fra Austin, Texas. Denne koncert blev afholdt den 22. oktober 2006, og hér oplever man et band fuldstændigt i sameksistens med publikum og backingmusikere – og ikke mindst indbyrdes! Det er som om, der er nogle naturlove, der er blevet en del af bandets energi. Der er også altid nogle uforudsigeligheder, at være opmærksom på, når det drejer sig om Stones. Mest vedrørende Keith Richards’ dagsform, der i nogle tilfælde kan være lidt svingende, efter at han styrtede ned fra en kokospalme og på den måde udsatte turnéstarten.
Visse ting er dog sikkert som amen i kirken. Mick Jagger’s dansespjæt er blevet et stensikkert(!) element i en Stones-koncert – og en anden detalje, som jeg ikke kunne lade være med at spekulere over, er Bobby Keys’ saxofon-solo i ’Brown Sugar’. Den lyder præcist som den gjorde på ’Sticky Fingers’ dér tilbage i ’71. Netop Keys er et besynderligt fænomen i Stones-historien. Angiveligt blev han fyret fra indspilningen af ’Exile on Main Street’, da han skulle have mistet kontrollen over sit stofmisbrug. Endnu mere pudsigt, at Keith på dét tidspunkt var at betragte som en rendyrket drug-addict.
Bobby Keys skulle efter sigene være rejst rundt på turné i diverse ”joints” i Staterne som ”Mr. Brown Sugar” for at tjene til dagen og vejen. Men uanset hvad der stete dengang, er han tilbage i folden – akkurat som han var, da jeg så Stones i den gamle Idrætspark på ’Urban Jungle’-turnéen i 1990. Efter dén turné forlod Bill Wyman – den hidtidige bassist – foretagendet.
Jeg ved ikke, hvor mange tusinde gange Bobby Keys har spillet sin ’Brown Sugar’-solo over seksten takter – og jeg ved heller ikke, hvor mange gange Jagger har ytret sympati for djævlen eller hvor mange gange Keith har hugget sig igennem forspillet til Honky Tonk Women. At dømme efter koncerterne i Rio og i Texas ser det ikke ud som det er noget The Glimmer Twins nogen sinde bliver trætte af.
Et andet træfsikkert og præcist element i Stones er Charlie Watts’ sikre trommespil. Han holder på stikkerne som en jazztrommeslager – og i princippeter det også dét, han er. Bortset fra, at han er en formiddabel rock-trommeslager. Han undlader tilsyneladende at bruge flere kræfter bag gryderne end højst nødvendigt. Derfor understøtter han heller ikke lilletrommeslaget på hi-hatten eller på bækkenet; men holder koket trommestikken oppe, når han rammer lilletrommen. Samtidigt holder han masken og bryder til tider ud i et bredt smil, når Keith misser en afslutning. Det er sjældent de to rammer den afsluttende tone helt samtidigt. Alligevel spiller de en underlig Holmes/Watson-rolle på scenen. Uden den ene er den anden ingenting – og de ved det begge.
.
Jeg har været Stones-fan i noget, der ligner 45 år. Jeg har været irriteret på dét orkester flere gange. Mest da de udgav katastrofen ’Their Stanic Majesties Request’ i ’67. Deres flirt med disco-musikken og et højst uklædeligt funk-tiltag i 70’erne var heller ikke noget, jeg bifaldte. I relation til førstnævnte, fik jeg håbet tilbage, da jeg første gang hørte ’Jumpin’ Jack Flash’ i radioen. Desværre forfalder de stadig til at spille den ganske forfædelige ’Miss You’ fra ’Some Girls’-pladen. Der er ellers numre fra samme LP (det var dengang), der kunne være nok så relevante at trykke af.
Noget, der er godt og sympatisk, er at de ældre numre fra 60’erne stadigt har en appeal over for publikum her i 2000-tallet. ’Get Off Of my Cloud’ og ’Under My Thumb’ (fra ’Aftermath’) tager stadig kegler hos et crowd, der for langt hovedpartens vedkommende endnu ikke var født dengang. ’Let’s Spend the Night Together’ måtte de ikke spille i Kina. Til dét sagde Mick Jagger storgrinende: ”Det er Ed Sullivan’s skyld!” Han forlangte teksten i omkvædet ændret fra sangens titel til ”let’s spend some time together”. Dét var i ’67 – samme år som samme Sullivan prøvede at censurere Doors’ ’Light my Fire’. Dét lykkedes ikke!
Joh, der er løbet meget vand igennem Themsen, siden Stones blev arresteret som repræsentanter for et stofmisbrugende Swinging London og siden Brian Jones blev fundet flydende rundt i sin svømmepøl. Jones VAR blevet kylet ud af bandet på dét tidspunkt, så gruppen, må man sige, når man ser Keith Richards’ furede ansigt, er en flok survivers.
Noget, der er godt og sympatisk, er at de ældre numre fra 60’erne stadigt har en appeal over for publikum her i 2000-tallet. ’Get Off Of my Cloud’ og ’Under My Thumb’ (fra ’Aftermath’) tager stadig kegler hos et crowd, der for langt hovedpartens vedkommende endnu ikke var født dengang. ’Let’s Spend the Night Together’ måtte de ikke spille i Kina. Til dét sagde Mick Jagger storgrinende: ”Det er Ed Sullivan’s skyld!” Han forlangte teksten i omkvædet ændret fra sangens titel til ”let’s spend some time together”. Dét var i ’67 – samme år som samme Sullivan prøvede at censurere Doors’ ’Light my Fire’. Dét lykkedes ikke!
Joh, der er løbet meget vand igennem Themsen, siden Stones blev arresteret som repræsentanter for et stofmisbrugende Swinging London og siden Brian Jones blev fundet flydende rundt i sin svømmepøl. Jones VAR blevet kylet ud af bandet på dét tidspunkt, så gruppen, må man sige, når man ser Keith Richards’ furede ansigt, er en flok survivers.
