Videokunstens ulidelige sværhed

Jeg havde mulighed for at se den internationalt anerkendte videokunstner Shirin Neshat’s udstilling, der netop er åbnet på kunstmuseet ARoS i Århus. Det samlede koncept består af fem individuelle videoværker, der vises i hver sin, til lejligheden opbyggede, biografrum. ’Kvinder uden mænd’ (Women without men) har man kaldt udstillingen.

Jeg kommer ude fra dagslyset og finder hurtigt, stedkendt som jeg er, salen for skiftende udstillinger på niveau 1. På ARoS opererer man ikke med etager. Jeg går frem efter et tilfældighedspricip – og udvælger en film, som afspilles i et bælgravende mørkt rum. Når man kommer udefra er det som at stikke hovedet ned i en spand tjære. Jeg følte mig som blind.

I samme moment begynder forestillingen. Lyset fra lærredet gør mig i stand til at orientere mig sporadisk i det mørke lokale. Jeg opdager en række bænke midt i rummet, jeg sætter mig og finder ud af, at jeg befinder mig alt for tæt på lærredsoverfladen. Det levende billede fremstår sløret og uoverskueligt. Efter en tid åbner to tilsvarende overflader sig på hver side af det centrale lærred – og dermed fremstår handlingen i triptykonformat. Bænkerækken synes nu i endnu højere grad fejlanbragt. Jeg rejser mig og stiller mig ved bagvæggen. Nu åbner panoramaet sig for mig; men jeg havde gerne oplevet værket på større afstand.

Neshat er en blændende billedmager. Alle scener synes at fremstå gennemarbejdede og fantastisk smukke. Som maleri med levende billeder og skåret efter et klassisk princip. Jeg nyder, hvad jeg iagttager; men samtidigt begynder en underlig fornemmelse at snige sig ind i min underbevidsthed. I samme moment, som jeg registerer det lydproportionelle i værket, begynder de gennemgående spekulationer at trænge sig på. Det sker ganske ofte, når jeg prøver at opleve denne symbiose mellem det levende billede og det kunstneriske element. Hvad er det lige, jeg kan bruge dette til?

Jeg skifter imellem de fem rum. Handlingerne i værkerne er vidt forskellige. Jeg ser bl.a. et skræmmende forløb, hvor en mager, ung kvinde tilsyneladende er endt et sted, hvor det som kvinde ikke er rart at befinde sig. Måske et bordel? Jeg kommer ind midt i dét, der fremstår ret overordnet som en handling. Pigen flygter fra stedet og opsøger et badehus, hvor hun skrubber sin anorektiske krop til blods. Et skræmmende billede!

Tingene begynder nu at give mening. Handlingerne udspiller sig i mellemøstlige miljøer og rummer kommentarer og referencer til samfund, hvor religion er et livsgrundlag og hvor patriarkalismen er indiskutabel som familært fundament.

Shirin Neshat skaber smukke, skræmmende og fascinerende billeder af en verden, som i sig selv har sin egen æstetik. Hun viser virkeligheden på både godt og ondt. Hun viser en virkelighed, som er lysår fra denne blogskribents trygge arbejdsværelse. Hermed er ’Women without men’ anbefalet. Men giv jer god tid.