mandag den 3. marts 2008

Ud ad huset

Jeg ved ikke, hvornår jeg vænner mig til det? I virkeligheden er det ikke nogen ”big deal”. Jeg læsser bilen med malerier og indrammede grafiske arbejder, hvorefter turen går til destinationen, hvor den potentielle udstilling skal finde sted.

Aktuelt bliver varerne læsset af og afleveret på et galleri i Valby. Indehaveren er rejst udenlands, så modtagelsen bliver klaret af assistenten. Hun er venlig og imødekommende, så dét er fint.

I samme moment, som jeg forlader lokalet og miljøet omkring det nedlagte fabriksområde, jeg er blevet så fascineret af i den fase fra jeg har foretaget de første sonderinger til en egentlig udstillingsaftale blev effektiviseret, har jeg så at sige ”givet slip” på værkerne. Jeg har nu i en naiv og blind tillid overladt mine arbejder til galleristen. Er dét et godt valg? Jeg er spændt!

Dagen før ferniseringen ringer telefonen. Jeg er i bad og ikke i stand til at nå at tage den. Min elektroniske ”sladrehank” fortæller mig, at det er galleristen, der forgæves har forsøgt at få mig i tale. Jeg ringer omgående op. Vi taler lidt frem og tilbage og på et tidspunkt MÅ jeg have udløst spændingen: ”Hvordan hænger jeg?” ”Du hænger skidegodt; du kan godt glæde dig!!”

Én ting er, hvad den ansvarlige for ophængningen mener – og en anden ting er, hvad jeg synes. For tiden finder en udstilling sted på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med Alberto Giacometti og Paul Cézanne. De er begge forlængst døde, så nogle kommentarer fra kunstnerne vedr. deres indstilling omkring dette samspil, får man aldrig. Eftertiden har sammensat dem og placeret deres værker på gulve og vægge. Sådan forholder det sig, når en kunstner tager billetten. Eftertidens udstillingsarrangører og kuratorer kan skalte og valte efter egen overbvisning og æstetisk logik. Jeg er trods alt levende og kan således iagttage og give min mening til kende. Sikke et privilegie.

Spændingen stiger og en kildrende nervøsitet indfinder sig på Køge Bugt motorvejen. Frokosten bliver indtaget på parkeringspladsen udenfor det nedlagte fabriksområde, hvor gallerier, glarmestre og gigantiske glaspartier med sprossede vinduer giver lys inde og skygge ude.

Jeg har skyllet en dåseøl – for at ”ta’ toppen”. Et udtryk én af mine venner bruger, når en vigtig telefonsamtale skal foretages eller et betydningsfuldt besøg skal afvikles. ”Lad os gå ind”…

Ophængningen er logisk og sammenhængende. Ingen uskrevne regler er brudt med mindre det har været med henblik på at skabe en overordnet harmoni. Jeg er begejstret! Galleristen er endnu ikke helt færdig med udstillingslisterne og er således en anelse stresset. ”Han dur ikke til multitasking”, siger hans søn overbærende. ”Det er på sådan et tidspunkt, man skal bede om at låne bilnøglerne”, fortsætter han storsmilende.

Det er nu, jeg skal se mine arbejder med en fremmeds øjne. Det er nu, jeg skal iagttage dem med turistens henkastede blik. Jeg har givet billederne fri og bør nu se dem – næsten – fuldstændigt objektivt. Jeg forstyrres af et par tyvstartere, der samtidigt er gode venner og kollegaer. Der skal krammes og udveksles erfaringer. ”Hvad er der sket siden sidst?”

Jeg prøver endnu en gang at se koncentreret på udstillingen. Der dukker flere op. Jeg drikker et glas Chardonnay. Endnu et fortvivlet forsøg på at tage toppen af de nerver, der ellers nu er ved at være 100% under kontrol. Jeg kan kun konstatere, at ophængningen af mine værker vel aldrig har været bedre. Galleristen er synligt glad over denne tilkendegivelse. Alt imens prøver han ihærdigt at gøre udstillingslisten færdig. Jeg har fundet en fejl i den og dén er ved at blive rettet, da der – ret overrumplende – er en kunde i kiosken. ”Hvad koster nummer 226?” ”Seks et halvt tusind, tror jeg!” Han er ganske forbavset over, at jeg ikke kan huske noget så væsentligt som priserne på mine egne malerier. Til gengæld kan jeg huske alle titlerne – næsten. Jeg husker i al fald, hvornår de er færdiggjort. Næsten på klokkeslæt! Nu irrationel viden.

Der kommer positive tilkendegivelser og jeg er glad. Især når det er andre kunstnere, der afleverer dem. Samtidigt tænker jeg over hvor blufærdig, jeg selv er med den slags.

Jeg prøver at forholde mig til tingene på væggene endnu en gang. ”Hvor er Kunstavisen?” Jeg ved, at der er et stort stykke i Kunstavisen om udstillingen. Galleristen, som i mellemtiden er faldet lidt til ro, går i postkassen og finder galleriets eksemplar af publikationen. ’Sanselighedens lys som åndens gave til livet’ hedder det i overskriften.

Jeg prøver at huske på disse syv ord mens jeg prøver at ”opleve” mine værker. Det synes umuligt nu. Jeg er kommet for tæt på; men nerverne er faldet til ro, alt imens jeg dulmer dem yderligt med et glas køligt hvidvin.