Man sidder og iagttager billedet, som står på staffeliet – næsten færdigt! Et enkelt element ude til højre skal afsluttes, inden maleriet står i sin færdige form.
Det burde være enkelt! Jeg ser, går ind til computeren og åbner min mail. Ingenting...! Jeg giver en kommentar på et blogsite ved navn 24.dk, går tilbage på værkstedet og foretager nogle justeringer. Den definitive detalje rører jeg ikke – endnu!
Jeg spadserer ned i haven. Ser med tilfredshed, at nye valmuer nu står i blomst. Farven er rødorange. Jeg overvejer om den sidste detalje i maleriet, måske kunne være rodfæstet i præcist denne farve. Tilbage på værkstedet konkluderer jeg, at det ville være forbundet med et kreativt suicidie at gøre det.
Jeg placerer noget glanslys i en cirkulær form – og får derved denne til at komme mig i møde. Formen træder frem som en ring, der er frigjort fra billedplanet. Jeg er tilfreds! Jeg går tilbage til computeren og forholdsvist omgående tilbage til min detalje. Nu har jeg fundet ud af, hvordan det skal løses. Det er ikke et problem; og har aldrig været det, men nogle gange skal man modarbejde sine egne rutiner og prøve at lave spændinger, der udelukkende fungerer i relation til de logiske handlinger, som er foretaget tidligere.
Jeg prøver, at sammestykke harmonien imod disharmonien. Komplimentære kollisioner contra den farveproportionelle orden. Der er tilsyneladende balance i regnskabet. Jeg kunne gøre billedet færdigt på under ét minut; men jeg udsætter lige endnu en gang, går ind og skriver denne blog og vil derefter gå tilbage og fædiggøre værket. Så vil jeg efterfølgende sidde krukket og fjollet og sole mig i selvtilfredshedens klare lys, før nye problemer dukker op. Jeg ved, det ikke varer længe.
Det burde være enkelt! Jeg ser, går ind til computeren og åbner min mail. Ingenting...! Jeg giver en kommentar på et blogsite ved navn 24.dk, går tilbage på værkstedet og foretager nogle justeringer. Den definitive detalje rører jeg ikke – endnu!
Jeg spadserer ned i haven. Ser med tilfredshed, at nye valmuer nu står i blomst. Farven er rødorange. Jeg overvejer om den sidste detalje i maleriet, måske kunne være rodfæstet i præcist denne farve. Tilbage på værkstedet konkluderer jeg, at det ville være forbundet med et kreativt suicidie at gøre det.
Jeg placerer noget glanslys i en cirkulær form – og får derved denne til at komme mig i møde. Formen træder frem som en ring, der er frigjort fra billedplanet. Jeg er tilfreds! Jeg går tilbage til computeren og forholdsvist omgående tilbage til min detalje. Nu har jeg fundet ud af, hvordan det skal løses. Det er ikke et problem; og har aldrig været det, men nogle gange skal man modarbejde sine egne rutiner og prøve at lave spændinger, der udelukkende fungerer i relation til de logiske handlinger, som er foretaget tidligere.
Jeg prøver, at sammestykke harmonien imod disharmonien. Komplimentære kollisioner contra den farveproportionelle orden. Der er tilsyneladende balance i regnskabet. Jeg kunne gøre billedet færdigt på under ét minut; men jeg udsætter lige endnu en gang, går ind og skriver denne blog og vil derefter gå tilbage og fædiggøre værket. Så vil jeg efterfølgende sidde krukket og fjollet og sole mig i selvtilfredshedens klare lys, før nye problemer dukker op. Jeg ved, det ikke varer længe.
