torsdag den 12. juni 2008

Et brag af en udstilling på "Badet"


KunstCentret Silkeborg Bad viser over sommeren et stort udvalg af kunstværker fra tyske Rik Reinkings samling af billedkunst. På pressemødet havde jeg hele tre kvarter sammen med den sympatiske samler, der faktisk fortalte mig om stort set hvert eneste værk på udstillingen. I en sådan situation er det blot at folde ørerne ud og slå alle sanser til. Et sådant privilegie oplever man sjældent.
Udstillingen har fået titlen ’Call it what you like’, så jeg vil blot kalde det imponerende. Rik Reinking er andet og mere end blot en kunstsamler, der investerer for sin egen skyld. Værkerne er til stadighed udstillet forskellige steder i verden – og nu altså på ”Badet”.
Det afbillede værk er blot ét af mange værker af en væsenlig samtidskunstner. Jon Kessler er aktuel på en udstilling på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk; men nu altså også på Silkeborg Bad som en del af 'Call it what you like'. Titel: 'Heart of a Man', 1998.