Jeg var selv på cykel derud og på et tidspunkt så jeg et skilt, der bekendtgjorde at jeg var 1000 meter fra spurten. ”Ikke noget at snakke om”, tænkte jeg og satte cyklen ned i det laveste gear. Undervejs klappede og jublede nogle af de tilskuere, der allerede havde taget opstilling på bakken. Der var dog ikke nogle af dem, der løb ved siden af mig for at opildne mig yderligere – og det havde heller ikke hjulpet på benene. De var allerede belastet af turen fra Silkeborg. Men jeg nåede stregen på toppen af bakken, og tænke på, hvor udmarvende en bjergetape i f.eks. Tour’en må være.
Da rytterne ankom, var det naturligvis for fuld hammer. Alligevel nåede jeg at få taget en serie fotos. Et par af dem kan ses herover.