Det er en meget pudsig oplevelse, at foretage en censurering af en kunstudstilling – og ikke nok med dét. Når censurering og udvælgelse af værker foregår i et offentligt rum, hvor de indsendende kunstnere i sagens natur sidder og følger processen, kan man muligvis med en vis ret kalde oplevelsen ”grænseoverskridende”?Der er flere parametre, som er i spil i forbindelse med et sådant arrangement. For det første er det naturligvis væsentligt for censorerne (Camilla Rohde, Linda Bjørnskov og undertegnede) at skabe et kvalificeret rum til udvælgelse. Her er den indbyrdes kommunikation vigtig – og når så hele segmentet af spændte kunstnere sidder i nakken af én og beskuer seancen, føler man en vis forpligtigelse til at skabe en kommunikation ud i rummet i samme moment som man skal koncentrere sig om det væsentlige – nemlig censureringen. Det er betingelserne! Og dem har jeg og mine medcensorer valgt at gå ind på.
Nu er udstillingen InSide 2010 åbnet – og jeg vil sige, at de tilkendegivelser, jeg modtog i forbindelse med ferniseringen, har bekræftet, at vi ikke kunne gøre det meget anderledes, end vi gjorde. Jeg var til stede i min egenskab af åbningstaler. Her fabulerede jeg i nogen grad over fænomenet ”censur”, og i forlængelse heraf, offentliggjorde jeg navnet på de to arbejder, der henholdsvis var blevet udpeget af os censorer som bedste værk og som dét, der fortjente en ”hædrende omtale”.
Førstnævnte er en fin skulptur af Jacob Langborg og sidstnævnte et iøjnefaldende maleri af Bill Bach.
Udstillingen kan ses i Kunstpakhuset ved Ikast Station indtil den 21. november.
