”Og man bliver ikke skuffet. Det viser nemlig, at Yoko Ono ikke bare er god, hun har også været på forkant med adskillige af sine projekter. På et fotografi ser man hende således sidde i favnen på en af Trafalgar Squares løver, som hun i 1967 pakkede ind, hvilket bliver betragtet som en politisk gestus, hvor kolonimagten Storbritannien tvinges i skjul. Først to år senere udførte Christo og Jeanne-Claude det første af de indpakningsværker, der skulle gøre dem berømte”
Når man ser på kunstnerens legendariske status, er det ikke så mærkeligt, at Yoko Ono-udstillingen på Louisiana i den seneste uge er løbet med en del opmærksomhed.
Politikens kunstanmelder Trine Ross overkommer meget; men hun har ikke desto mindre haft mulighed for at anmelde udstillingen i dagbladet, hvor hun giver fem ud af seks stjerner.
Der er folk i min omgangskreds, der antyder, at Yoko Ono intet ville være, hvis ikke hun i sin tid havde scoret John Lennon, som hun dengang angiveligt ikke anede hvem var – ligesom hun har erklæret, at hun var totalt uvidende om The Beatles’ eksistens. Men nu fastslår Ross, at Ono længe nok har stået i skyggen af Lennon.
