søndag den 5. april 2015

to, tre, fire, fem...

"Presenningerne er foldet helt ud, og de tydelige kvadratiske spor efter materialets sammenfoldning er nærmest den eneste struktur i billedet. Det oprindelige maleri anes kun i kanten eller periferien som resterne af en proces, der måske ikke længere er relevant. Er maleriet da også afgået ved døden efter flere tusind års tjeneste? Og er dette dødsfald det egentlige tema for Einarssons udstilling?"

Kunstanmelder Peter Michael Hornung stiller relevante spørgsmål i sin anmeldelse af udstillingen med den afsindige titel 'A Madman, a Patient, a Condemned Man, a Worker or a Schoolboy' på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Som jeg tidligere har  nævnt på siden her, er manden bag udstillingen Gardar Eide Einarsson, og pudsigt nok giver Hornung tre ud af seks hjerter til udstillingen. 

Årsagen til, at dette er morsomt, er, at en meget tolerant anmelder på Kristeligt Dagblad gav udstillingen fem stjerner, Århus Stiftstidende gav fire, Hornungs Politiken tre hjerter og Jyllands-Posten - og det er såmænd denne blogs redaktør - beskedne to ud af seks stjerner. 

To, tre, fire og fem stjerner/hjerter er udstillingen altså blevet begavet med, og dermed kan man sige, at det er en udstilling, der deler meningerne blandt anmelderne.