lørdag den 13. oktober 2018

Kunst på gavlene i 50 år

Man har valgt en grafisk version af Kai Führers gavlrelief fra 1968 til bogens forside

Ved en reception i Remisen i Brande blev det for nyligt markeret, at det i disse dage er 50 år siden, Brande så at sige indskrev sig i kulturbevidstheden i kraft af, at man havde inviteret et antal kunstnere til at lave et tilsvarende antal gavlmalerier på nogle af byens husmure. 

I begyndelsen blev der set en anelse skævt til projektet af indbyggerne i den lidt søvnige stationsby, men efterhånden lærte borgerne, at holde af initiativet, som er levende og i konstant udvikling. 

Således er der kommet adskillige nye værker til, og de oprindelige er blevet restaureret, således der er sammenhæng mellem de oprindelige værker og de nye. 

Ved receptionen deltog tre af de overlevende kunstnere, og der blev fortalt adskillige anekdoter fra 1968, og ved samme lejlighed blev bogen 'Kunsten på gavlen' publiceret. 

Det er en historisk beskrivelse af hele processen om Brande som gavludsmykningernes hjemsted. 

Bogen er illustreret med historiske billeder samt nye fotografier af Lars Bay. 

Teksterne i bogen står - primært - Lene Bilgrav-Nielsen, Bente Jensen og Kurt H. Jørgensen for.