For nyligt åbnede en udstilling på kunstmuseet Kunsten i Aalborg med og om maleren, grafikeren og skulptøren Kurt Trampedach.
Jeg har netop modtaget udstillingens katalog, som samtidigt udgør en boglig beskrivelse af Trampedachs tidlige karriere.
Dette skal dog tages med et vist forbehold, da jeg endnu ikke har andet end foretaget en hurtig gennemgang af bogens indhold.
Dog synes den - som sagt - at beskæftige sig med kunstnerens tidlige værker, hvilket jeg finder interessant.
Man kan vel kalde Trampedach for vor tids mørkemaler, i hvert fald indtil han gik amok med skrigende og ofte pågående farver senere i karrieren.
Kurt Trampedach fik en ret omgående succes på kunstscenen og hans liv var i perioder ret stormombrust. Han fandt dog tilsyneladende en form for ro i et afsidesliggende hus i Pyrenæerne i Baskerlandet i grænselandet mellem Frankrig og Spanien.
Kurt Trampedach levede i tidsrummet 1943-2013, og jeg skrev en anmeldelse af en udstilling med værker af Trampedach på Randers Kunstmuseum for få år siden.
Af samme årsag har jeg valgt at springe udstillingen på Kunsten over, men bogen tegner under alle omstændigheder et vedkommende billede af kunstneren og udstillingen, som kan ses på Kunsten frem til d. 6. januar 2019.