"Dårligt" er godt - for Louisiana

”Når det går dårligt, kommer der relativt flere gæster på Louisiana”

Dette lidt overraskende statement blev fremsat i Danmarks Radios P1 af kunstmuseet Louisianas økonomichef Carsten Skjøt, der underbygger teorien af en analyse, han har foretaget ved at granske besøgstallene på museet gennem årene, og når han bruger vendingen ”går dårligt”, refererer han til rigets overordnede økonomi.

Samtidigt bekræfter han, at dårligt vejr er guld værd for museerne – og at dette, til trods for museets indbydende beliggenhed, også gælder Louisiana.

65 tons granit

”På afstand ser man en organisk, blød, aflang form, en blanding mellem en tunge og et havpattedyr, der slænger sig mageligt og selvbevidst oven på en række geometriske blokke og søjler. Den er naturligvis ikke spor blød. Den er granithård som resten, men den mimer noget blødt og slasket, alene i kraft af sin form”

I sin anmeldelse i Politiken af skulpturen ’Kolossen’ af Jørgen Haugen Sørensen – den bliver indviet i Kastrup Strandpark på Amager den 16. august – antyder Torben Sangild, at kolossen er en smule underdimensioneret i forhold til omgivelser og beskrivelse.

Samtidigt fremhæver han i sin tre-hjertede anmeldelse skulpturens indlysende, og indbydende, kvaliteter. Han beskriver den bl.a. som ”perfekt ned i mindste detalje”.
Det er jo altid et åbent spørgsmål, når man diskuterer skulpturer, eller kunst i det hele taget, i det offentlige rum, om værkerne fungerer i relation til omgivelserne. Et ”open space” fordrer i sagens natur meget af værket, og om Sangild har en pointe, vil jeg naturligvis skabe mig mine egne teorier om ved lejlighed. Men på dét tidspunkt har skulpturen sandsynligvis fundet sin egen rolle i strandparken. En 65 tons granitskulptur flytter man ikke sådan lige.

Jorn og skitsebøgerne

Det kan forekomme voldsomt, at der igen og igen udkommer nye bogværker om Asger Jorn, der inden for de seneste år har givet næring til en kolossal interesse blandt kunstinteresserede.

For godt og vel to år siden var jeg engageret på Museum Jorn (dengang Silkeborg Kunstmuseum) med henblik på at give et praktisk bidrag til en ganske omfattende udstilling, der viste det samlede af Jorns grafiske værk. Udstillingen ’Jorn Komplet’ underbyggede en supplering af oversigten over Asger Jorns grafiske arbejder og den overordnede redigering af dette store bogværk var lagt i hænderne på den tyske professor dr. dr. Gerd Presler, som nu med tilsvarende minutiøs grundighed har skabt en oversigt over Jorns skitsebøger.

Jeg har været så heldig at få en del af de seneste udgivelser, der er foretaget om Jorn – heriblandt den tidligere omtalte oversigt over det grafiske værk samt kataloget i forbindelse med den store Jorn-udstilling på ARoS for nyligt og genudgivelsen af Troels Andersens biografi – men ’Werkverzeichnis der Skizzenbücher’ faldt jeg over på biblioteket, og det er et bogværk, der er svært at overse, da det rummer 300 sider med gengivelser og tekst.

Der er noget fascinerende ved at se på en kunstners skitsemateriale. Man besidder næsten en følelse af, at man som en anden voyeur iagttager kunstnerens privatsfære – akkurat som jeg gjorde, da jeg for ti år siden oplevede en udstilling i London med efterladenskaber fra Francis Bacon’s atelier. Det var en besynderlig oplevelse; men udstillingen glemmer jeg aldrig.

En sejlivet skulptur

For nogle år siden lavede jeg et interview af keramikeren og billedkunstneren Jørgen Hansen, der blandt meget andet har specialiseret sig i såkaldte brændingsskulpturer, som i sin enkelthed består af nogle skulpturer, som Hansen og hans assistenter bygger op på en given lokalitet. Dette foregår som events, og de opbyggede værker får så lov at forfalde efterfølgende.

Det vil sige, at nogle af disse skulpturer holder ikke så længe; men denne skulptur står faktisk ret flot – som den har gjort i en del år. Det er ikke så lang tid siden, jeg besøgte Sønderjyllands Kunstmuseum – og jeg blev ret overrasket over at se værket uden for museumsbygningen, da Hansen har fortalt mig for et par år siden, at man ville fjerne den med henblik på at give plads for en mere permanent løsning – men den står der stadig. Smukt og insisterende.

Aarhus elsker Store Robert

Skulpturer bliver for det meste lavet i den størrelse, som det er meningen, de skal fremstå. Hvis man tænker en skulptur i stor størrelse, er det ikke usædvanligt at kunstneren kunstruerer en model, som så i sagens natur er tænkt som udgangspunkt for den endelige udgave.

For nogle år siden var der en mægtig palaver vedr. en skulptur af Robert Jacobsen, som man ville opføre ved havneindløbet i København. Der var i sagens natur delte meninger om sagen, som billedkunstneren Per Arnoldi påstod ville gøre København til grin ude i verden.

Det skal siges, at det heller ikke var en lille skulptur i havfruestørrelse, der var på tale; men derimod en kolos på hele 72,5 meter.

Sagen faldt, da man ikke ville hverken eje eller have det store monstrum, som må siges oprindeligt ikke på noget tidspunkt har været tiltænkt et format i denne størrelsesorden.

Vi er tilbage i 2008, og jeg havde faktisk glemt hele forløbet, indtil jeg i dag i Politiken læste, at der er foretagsomme folk, der vil rejse Store Robert ved havneindløbet - i Aarhus!!

I netop Aarhus har man for nyligt afsløret en kæmpe installation af Olafur Eliasson, og Your Rainbow Panorama er blevet voldsomt hypet i den senere tid; men tilsyneladende ikke mere, end at man nu i Aarhus finder behov for endnu et "vartegn".

Når kunstnere skriver om kunstnere

”Når en kunstner skal skrive om en anden kunstner bliver det hurtigt til en selvpromovering der både skjuler den anden kunstner og vampyrisk udnytter ham til egen gavn. På den anden side kan han skrive ud fra egen erfaring. Noget selvgjort som en kritiker eller kunsthistoriker ikke har adgang til”

Ovenstående citat stammer fra en bog, der er udkommet tidligere i år, og det er en udgivelse i en tilsyneladende endeløs række af bøger, som Per Kirkeby – maler, grafiker, forfatter, opdagelsesrejsende, arkitekt etc. – har skrevet og udgivet. Bogen hedder ’Fluepapir’ og indeholder en række essays og erindringsbeskrivelser fra et langt liv som kunstner. Kirkeby er som bekendt født i 1938 og da han fyldte 70 i 2008, var jeg på plads og skrev et stykke om den store udstilling på Louisiana i anledning af kunstnerens runde fødselsdag. Netop denne begivenhed sætter citatet i relief; men det har faktisk sit afsæt i Kirkebys oplevelser i forbindelse med en svensk kunstner, jeg aldrig havde hørt om, før jeg læste ’Fluepapir’.

Maleren Evert Lundquist er født i 1904 (samme år som så forskelligartede kunstnere som Willem de Kooning og Salvador Dali) og han døde i 1994. Hans værker rummer lidt af den samme dystre tyngde som Kirkebys indeholder i visse momenter – uden sammenligning i øvrigt.

Kunstnernes kunstner

”Den sommersøndag, jeg besøgte udstillingen, vrimlede det med interesserede publikummer i alle aldre til den fantastiske arkitekturudstilling Living, og i rummet med David Hockneys digitale tegneeksperimenter, mens der i Albers-afdelingen var halvtomt, og de besøgende gik hurtigt igennem, skønt Albersværkerne i grunden ikke lægger sig så langt fra husets øvrige arkitektur- og tegneeksperimenter”.

I sin anmeldelse i Weekendavisen gør Mette Sandbye de samme iagttagelser, som jeg gjorde, da jeg besøgte Josef Albers-udstillingen på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk – nemlig, at Albers’ arbejder på papir fungerede som en transit-enhed for museets gæster.

Dermed giver Sandbyes karakteristik, som samtidigt fungerer som overskrift til anmeldelsen – ”Kunstnernes kunstner”, fint mening i forhold til publikumsinteressen. Udstillingen kan ses nogle uger endnu, frem til d. 28. august.