tirsdag den 9. oktober 2012

Munch i Weekendavisen

”Munch levede efter devisen ”livet er en seksuelt overført sygdom med døden til følge”. Trods alle odds blev han 80 år. Selv om han var livstruende syg, både som barn og som voksen, og selv om han havde jævnlige angstanfald og et stort alkoholforbrug, som han dog blev vænnet fra, nåede han sit mål: At skabe et sandfærdigt og genialt billedkatalog over angstens psykologi. Anbefales!”

Her ved indledningen til den omfattende Edvard Munch-udstilling på kunstmuseet Aros i Aarhus har publikum stået i lange køer og på nakken af hinanden i udstillingslokalerne med henblik på at se udstillingen.

For den almindelige udstillingsgæst ville der måske være idé i at vente med at se udstillingen til om en måneds tid, når ”nyhedens” interesse har lagt sig.

Når dét så er sagt, må man sige at de udstillede kunstværker rummer en friskhed, som normalt ville være kendetegnet ved langt mere aktuelle værkers karaktertræk. Munch er eviggyldig i et langt perspektiv – og ikke mindst de psykiske strenge, der spilles på, udgør et interessant element i kunstnerens arbejde. Edvard Munch levede fra 1863 til 1944.

Citatet herover stammer fra Lisbeth Bondes anmeldelse i Weekendavisen

mandag den 8. oktober 2012

LARS!

At jeg blot bliver benævnt "Lars" i overskriften, er måske den eneste fatale journalistiske fejltagelse, jeg kan komme i tanker om i forbindelse med artiklen, som kan ses i udsnit herover. Den blev bragt i Midtjyllands Avis d. 8. oktober.

Temaet er seniorjob, og netop dette fænomen er ganske aktuelt i en del kommuner, hvor mange modne dagpengemodtagere den næste tid vil stå for at falde ud af dagpengesystemet. Hvis disse så er berettiget til efterløn, er kommunerne forpligtet til at give dem det omtalte seniorjob, og et sådant bestrider jeg for tiden - og det næste år frem.

Der er pt. syv seniorjobbere i Silkeborg Kommune, og jeg er én af dem. Derfor portrættet i avisen.

søndag den 7. oktober 2012

Original fødselsdagshilsen

Jeg har netop fejret min 59 års fødselsdag - og denne begivenhed udviklede en del reaktioner - og lyønskninger - på Facebook. En af de mest originale var fra Berlin og Rita Heck, som ledsagede sin hilsen med fotoet herover.

torsdag den 4. oktober 2012

Seks-stjernet Munch

”Ikke kun er Munch Nordens mest betydningsfulde kunstner. Men han er en af de modernister, hvis værk i den grad lægger op til en biografisk tilgang. I udstillingens katalog – en publikation, som ARoS kan være stolt over – giver en række forskere og kendere deres bidrag til forståelsen af denne verdenskunstner, der med tiden indskrænkede sin verdenskontakt til de udstillinger han afholdt. Ellers holdt han sig på afstand”

Dette er blot et lille udsnit af Peter Michael Hornungs anmeldelse af Edvard Munch-udstillingen ’Angst/Anxiety’, der – som det kan læses andetsteds på denne blog – kan ses på kunstmuseet Aros i Aarhus frem til februar.

Hornung giver i Politiken Munch og Aros seks stjerner – og dét kan vel ikke være anderledes?

Edvard Munch i verdensklasse

Billedet herover er fra pressmødet på den store Edvard Munch-udstilling 'Angst/Anxiety' på kunstmuseet Aros i Aarhus, hvor en stolt direkør fortæller om ét af udstillingens mange værker.

Det er sådan, at mange af malerierne er bag glas, og lige præcist i dette moment fangede jeg med kameraet et spejlbillede af en person, der stod ude på repos'en foran udstillingsrummet. Heldigvis er der brugt en glastype, som normalt ikke reflekterer ret meget - en speciel type, sandsynligvis.

Udstillingen er fænomenalt iscenesat - og netop ophængning og miljø har i den senere tid haft en tendens til at "overdøve" de udstilliede værker på museet. I særdeleshed den store Modernisme-udstilling tidigere i år var ret "støjende" i den forstand; men med Munch har man (heldigvis) ramt en passende balance mellem formidlingen og det rent kunstneriske.

Udstillingens katalog - en bog på godt og vel 220 sider udgør i sig selv et hovedværk i dansk kunstlitteratur. Den vil jeg glæde mig til at tygge mig igennem.

onsdag den 3. oktober 2012

Mere Matelli - mens vi venter på Munch

Der er ingen tvivl om, at man forventer på kunstmuseet Aros i Aarhus, at publikumsrekorden bliver slået i forbindelse med den store Edvard Munch-udstilling, som jeg får et preview på til pressemødet om kort tid.

Udstillingen åbner officielt for publikum d. 6. oktober, og fra museets side har man faktisk sat billetter til udstillingen i forsalg, hvilket jeg ikke mener, har været praksis tidligere.

Man kan ikke desto mindre stadig se amerikanske Tony Matelli’s udstilling ’A Human Echo’ på Aros, og for de, der endnu ikke har set denne udstilling, giver jeg lige et link til Jack Fridthjofs reportage fra pressemødet.

Her fortæller Aros, direktør om sine oplevelser med kunstnerens værker, kurator Pernille Taagaard Dinesen fortæller om sit møde med Matellis kunst og museumsinspektør Birgit Pedersen (billedet) fortæller om, hvordan man ved hjælp af apps kan komme yderligere ind bag Matellis værk.

Hvis man kan få øje på denne hjemmesides redaktør blandt presserepræsentanterne, er det ikke så underligt, da jeg faktisk var til stede ved begivenheden… se reportagen HER>



mandag den 1. oktober 2012

Flere penge til Museum Jorn

Riget fattes penge – og det samme gør kommunerne, men ikke desto mindre har fem partier i Silkeborg Byråd anbefalet, at Museum Jorn skal have deres kommunale tilskud forhøjet med en million. Og disse penge, tror jeg, falder på et tørt sted, da man på museet har udviklet nogle interessante ambitioner i forhold til udstillinger. Ikke mindst fejringen af 100-året for Asger Jorns fødsel i 2014, burde nok sætte det fine museum på verdenskortet.

Nu hører det dog med til historien, som jeg har læst i Midtjyllands Avis, at de mange penge er øremærkede til markedsføring, som på længere sigt gerne skulle få flere besøgende til museet.

Disse kan så bl.a. opleve en stilfærdig og sympatisk ophængning af værker af den belgiske kunstner Jacques Calonne i museets underetage