fredag den 6. maj 2016

Hvem er disse "outsidere"?

Et eksempel på en kunstner, der må finde sig i, at blive betragtet som "outsider": Kirsten Pagh, uden titel, akryl.

Jeg har netop deltaget i ferniseringen på udstillingen 'A special Touch - lige fra hjertet' på KunstCentret Silkeborg Bad, og bag denne titel kan man finde et antal værker udført af såkaldt udviklingshæmmede. 

Jeg må indrømme, at jeg blandt dette segment af kunstudøvere ofte har set værker, som jeg har fundet meget interessante. Derfor er det naturligvis vedkommende, at man i en etableret kunsthal laver en udstilling med den form for kunst, som også internationalt set er gået under betegnelsen "l'art brut", hvilket i udstillingens katalog oversættes til de gales kunst. 

Udstillingen præsenteres i øvrigt som outsiderkunst, hvilket jeg finder totalt misvisende i kraft af, at et udvalg bestående af kunstcentrets direktør Iben From, billedkunstneren Bjørn Nørgaard og ligeledes billedkunstner Lars Ravn, har censureret de mange kunstneres værker og efterfølgende skabt en udstilling, der ikke på nogen måde viser noget som helst, som almenheden ikke ville finde ganske  nydeligt og pænt. 

Ved ferniseringen var de mange kunstnere til stede - og det var deres familier også, og af samme årsag var arrangementet det mest velbesøgte, jeg mindes at have oplevet af dén karakter i årevis. 

Det er fint! Men det bedste ved ferniseringen var musikken, som blev leveret af et fjerlet svingende jazzensemble ved navn 'Al Dente'. 

Åbningstalen blev foretaget af Søren Ryge Pedersen, som dog nok burde holde sig til at lave haveprogrammer på TV. Men kendis-effekten fornægter sig ikke!

torsdag den 5. maj 2016

Slåensø - nu også i olie

Efter nogle akvareller har jeg nu omsider fået færdiggjort et maleri. Herover kan man således se, hvad der kom ud af en af mine ekskursioner til Slåensø på en af de allertidligste forårsdage i 2016.

Billedet måler 97 x 146 cm.

tirsdag den 3. maj 2016

Ikke flere nye værker på "fjæsen"

Jeg har i de seneste måneder lagt mine nyeste værker - akvareller, tegninger, malerier etc. - ud som såkaldte coverbilleder på det sociale medie Facebook; men den praksis stopper nu.

Årsagen: De kommentarer, der bliver gengivelserne til dels, er simpelthen for dumme! Hvis de havde været morsomme og/eller sarkastiske, havde jeg såmænd ikke haft problemer med dem; men niveauet er ganske enkelt for lavt.

Af én eller anden mærkelig årsag, er det faktisk næsten altid kvinder, der kommenterer på denne måde... Men hvis jeg lægger hjernen i blød, kommer jeg sikkert også i tanker om en enkelt herre, der ikke kan finde et passende niveau at kommentere ud fra - og /eller en enkelt kvinde, der kommenterer begavet og sympatisk.

Man kan dog stadig se de nyeste arbejder på denne blog og på min hjemmeside. Jeg uploader også med rund hånd på fotositet flickr.com.

Tam Stones-udstilling i London

"Det eneste, man har lyst til, at tage tilbage på hotellet, åbne en flaske whisky, finde nogle Stones-klassikere på PC'en og tænke på, hvor fabelagtig en guitarist Keith Richards er (også når han havde åbnet en flaske whisky), og hvordan Rolling Stones en gang var med til at ændre musikhistorien, fik indflydelse på samfundet ud over det sædvanlige og bidrog med nye måder at anskue verden på"


Beskedne to stjerner var, hvad det kunne blive til, da Torben Weirup i Berlingske vurderede en udstilling omhandlende, hvad nogen vil kalde "verdens største rockband" (inklusive mig selv), Rolling Stones. 

Der er tilsyneladende adskillige fejltagelser forbundet med udstillingen, som Weirup mere betegner som et fortælling om markedsføring end en udstilling om musik. 

Udstillingen 'Exhibitionism' finder sted i London - nærmere bestemt på det navnkundige Saatchi Gallery, hvor den kan ses frem til den 4. september.

Klippet herover er fra åbningen, hvor nuværende samt tidligere medlemmer af Stones deltog.

Tilbage ved Slåensø

Indrømmet! Det er ikke første gang, jeg behandler Slåensø i akvarelform; men til gengæld har jeg et større oliemaleri i gang med motiv fra samme smukke sø. 

Jeg har såmænd også lavet en radering, som dog ikke er trykt endnu, samt en del tegninger, så Slåensø bliver jeg ikke færdig med lige med det første.

mandag den 2. maj 2016

Hemmelige Hummelsø

Jeg skal gerne indrømme, at Hummelsø ikke udgør den mest kendte af de mange søer, der omkranser Søhøjlandet omkring Silkeborg; men hvis en eller anden har lyst til at finde denne sø, kan jeg sige, at den er beliggende bag nogle bakker ved naturstien mellem Virklund og Them.

søndag den 1. maj 2016

På papiret

Papir bliver ofte udtalt som et lidt undervurderet materiale, når det drejer sig om udførelsen af billedkunst. 

Heldigvis er der udstillingsinstitutioner og kunstnere, der stadig formidler og udfører arbejder på papir. 

For nyligt åbnede således udstillingen 'Paper Works' på Kunstpakhuset i Ikast. Udstillingen, der er kurateret af grafikerne Martin Askholm og Gay Christensen, viser hvad et pænt antal danske samtidskunstnere er i stand til på papiret. 

Der er faktisk kommet en fin og seværdig udstilling ud af anstrengelserne, og den kan ses frem til d. 5. juni.

På billedet ses grafikeren Gay Christensen i færd med at fortælle lederen af Herning Billedskole Lisbet Hauge om sine store træsnit (foto: Ole Jørgensen)