Kritik af Vasconcelos

Joana Vasconcelos: 'Valkyrie Rán',installation -  mixed media (detalje)

"Men jeg har mere end svært ved at se, hvordan 'Valkyrie Rán' skal handle om "kvinders rettigheder og position i samfundet" som ARoS ellers lover"

Politikens kunstanmelder Trine Ross er ganske kritisk over for Joana Vasconcelos' udstilling 'Textures of Life', som for tiden kan ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Citatet herover omhandler den gigantiske installation, som lige nu fylder hele museets offentlige område, og her har anmelderen faktisk en pointe vedrørende værkets fortællende egenskaber. 

Af samme årsag brugte jeg overskriften "Hæng analyseapparatet i garderoben - og sans!" Denne metode kastede seks stjerner af sig fra mig, da jeg anmeldte udstillingen for nyligt. 

Ross begaver 'Textures of Life' med to af Politikens hjerter, og det bør nok ses som et udtryk for, at hjerter er sværere at administrere end stjerner? 

Politikens anmelder er ikke venligere stemt over for udstillingen 'Love Conquers All' af gruppen The Icelandic Love Corporation. Her er jeg faktisk langt mere enig med Ross i forhold til to hjerter, omend jeg ikke har anmeldt denne udstilling.

Opklarende tal fra Kunsthal Charlottenborg

For nyligt fik jeg en mail med en pressemeddelelse fra Kunsthal Charlottenborg i København, der kunne fortælle, at kunsthallen indtil nu i 2016 har overgået tallet af besøgende fra året i forvejen. 

Jeg kreerede en lille historie om emnet med afsæt i, at jeg faktisk ikke fandt det tilstrækkeligt grundigt belyst, hvilket tal fra 2015, man havde overgået. 

I forlængelse heraf bør man ikke antyde, at Charlottenborgs kommunikationsansvarlige blot sidder med hænderne i skødet og lader som ingenting. Faktisk rettede vedkommende - efter at have læst baggrunden for min forvirring på blog'en her - henvendelse til mig pr. mail, og kunne her fortælle, at det samlede antal besøgende i 2015 udgjorde 56.000. 

Allerede ved udgangen af oktober er man foreløbigt oppe på 58.000 besøgende, og i sagens natur har man ikke mulighed for at fastsætte et antal for hele 2016; men her har man en kvalificeret forhåbning om, at et stykke på den rigtige side af 60.000 har besøgt kunsthallen - og med de foreliggende tal, burde denne ambition nok kunne opfyldes. 

Mange vil vide, at der har stået en vis blæst om Kunsthal Charlottenborg i de senere år, hvor skiftende kunstneriske ledere har fungeret efter et svingdørsprincip; men nu ser det ud som der er ro om foretagendet med Michael Thouber som direktør. 

I øvrigt finder jeg, at et gennemsnitligt publikumstal i omegnen af 5.000 om måneden er udmærket for en udstillingsinstitution, der i hovedstaden fungerer i et stærkt konkurrenceforankret kunst- og kulturmiljø.

Foto: Kunsthal Charlottenborg

Kvindedominans på INSIDE 2016

For seks år siden havde jeg den ubetinget store fornøjelse at deltage som censor på udstillingen INSIDE i Kunstpakhuset i Ikast. 

Hvad der gjorde oplevelsen speciel, var at censureringen er åben for publikum, hvilket er usædvanligt, når det drejer sig om udstillinger af dén karakter. 

Det var samtidigt udfordrende for os censorer, da vi på den ene side skulle forholde os kritisk og vurderende til de viste kunstværker, og samtidigt skulle være tydelige i vores signaler over for det - i øvrigt - talstærke publikum. 

INSIDE finder sted hvert andet år, og således har man netop afholdt censureringen af 2016-udgaven. 

I censur-komitéen (billedet) var to herrer og en kvinde i modsætning til i 2010, hvor jeg havde to kvindelige medspillere. 

Lone Just Andersen, kunsthistoriker og billedkunstner, blev i år således flankeret af billedkunstneren Anders Reventlov og redaktør på kunsten.nu samt billedkunstner Ole Bak Jakobsen. 

Overvægten af mænd i komitéen har dog ikke påvirket kønsfordelingen blandt de repræsenterede kunstnere på INSIDE 2016. Med en enkelt undtagelse er samtlige af de 22 deltagende kunstnere kvinder. 

70 kunstnere havde indsendt 320 værker til udstillingen og heraf blev de 33 antaget. Jeg overværede ikke censureringen, men har dog fået meget lyst til at bevæge mig en tur til Ikast, når udstillingen åbner lørdag d. 12. november kl. 13. 

Den kan ses frem til d. 4. december.

Foto: Ole Jørgensen 

Jorn plus Munch

Edvard Munch: 'To kvinder på en strand', 1933-35 (pressefoto: Munchmuseet, Oslo)

"Den meget fint tilrettelagte udstilling viser, hvordan Jorn fandt inspiration hos Munch i både dennes motiver og først og fremmest frie malemåde. For Jorn var det afgørende, at billedet så at sige var noget i sig selv. Munch er en meget litterær maler, og Jorn en meget belæst kunstner - men begge formåede overlegent at hæve sig op i farvens frigørende kraft"

Til næste år kan man se udstillingen 'Jorn + Munch' på Museum Jorn i Silkeborg, men allerede nu er det faktisk, hvis rejser en tur til Oslo, muligt at se den udgave af udstillingen med de to store nordiske kunstnere, Asger Jorn og Edvard Munch, som nu finder sted på Munchmuseet. 

Denne udstilling har Berlingskes anmelder Torben Weirup kigget nærmere på, og det er netop fra hans seks-stjernede anmeldelse, at citatet herover stammer. 

På Museum Jorn åbner udstillingen d. 11. februar og varer frem til d. 28. maj 2017. Udstillingen i Oslo kan ses frem til d. 8. januar 2017.

Nyt fra regnskabsafdelingen

Sidst jeg passerede Charlottenborg, så kunsthallen således ud. Kludeinstallationen udgør naturligvis en del af en udstilling.

"Med et stærkt besøgt efterårsprogram opnåede Kunsthal Charlottenborg i 2015 det højeste besøgstal siden 2009. Udviklingen er fortsat i 2016, hvor kunsthallen alene i juli måned oplevede en publikumsfremgang på 70%, og i første halvdel af 2016 en samlet fremgang på 15 % i forhold til besøgstallet for samme periode i 2015. Allerede i august blev budgetmålet i forhold til betalende gæster nået, og i weekenden passerede kunsthallen så besøgstallet for sidste år, som i sig selv var et rekordår"

Dette er blot et enkelt afsnit i en pressemeddelelse, som jeg netop har modtaget fra Kunsthal Charlottenborg. 

Det ligner en redegørelse fra regnskabsafdelingen - blot mangler ét væsentligt tal! Man leder forgæves efter antallet af betalende gæster i kunsthallen i indeværende år. 

Det kan man naturligvis ikke redegøre for på nuværende tidspunkt; men måske havde det været relevant at nævne publikumstallet for sidste år, så man som udenforstående havde noget at sammenfatte alle disse mange cifre med? 

I øvrigt må teksten læses som var 2009 rekordåret, og ikke 2015, som optræder som dét år, hvor flest besøgende løste billet til udstillingsstedet. 

Jeg er forvirret!!

Louisiana i 2017

Stillbillede fra den fremragende videoinstallation 'More Sweetly Play the Dance' af William Kentridge (foto: Louisiana Museum of Modern Art)

Barnett Newman, uden titel, litografi (foto: Kunstmuseum Basel/Martin P. Bühler)

Når visse kunstmuseer - jeg nævner ingen navne - holder kortene tæt ind til kroppen vedrørende, hvilke udstillinger, de viser i det kommende år her ved indgangen til november, er det godt at kunstmuseet Louisiana har en anden og langt mere formidlende politik på dette område. 

Allerede nu kan man på museets hjemmeside således erfare, hvad man har at byde på i første halvdel af 2017 i det fine museum i Humlebæk. 

Gennem de senere år har man vist forskellige kunstnere fra 1900-tallet med arbejder på papir, og fra d. 7. januar kan man således se en udstilling, der sætter nye perspektiver på den amerikanske kunstner Barnett Newman (1905-1970) ved hjælp af netop arbejder på papir. 

Netop Newman var en af de kunstnere, der åbnede mine øjne for den minimalistisk fungerende billedkunst, og det foregik på en udstilling i London en gang i 70'erne. 

En anden kunstner, der i de senere år har givet mit kunstsyn et - sikkert? - tiltrængt los bagi, er den sydafrikanske video- og installationskunstner William Kentridge, som jeg oplevede sidste sommer i en stort anlagt udstilling på Martin-Gropius-Bau i Berlin. 

Han kan ses med bl.a. den fremagende installation 'More Sweetly Play the Dance' på Louisiana fra d. 16. februar frem til d. 18. juni 2017. 

Til maj og sommeren over afslutter museet udstillingstrilogien, der har vist værker af tre toneangivende malere på samtidskunstscenen. Sidste år var det Peter Doig, i år er det Daniel Richter og i 2017 viser Louisiana den danske maler Tal R (f. 1967). 

Man må sige, at Louisiana har lagt sig i selen med henblik på at vise udstillinger, der viser museet som et af de mest toneangivende på verdensplan.

Skovskiderstilling i Paradis

På den sidste dag i oktober marcherede jeg ud til et område, som kaldes "Paradiset" i det midtjyske søhøjland. Distancen fra hjemmet udgør knapt syv kilometer, og mit formål med turen var at foretage en koldnålsradering på stedet.

Cirka halvvejs kunne jeg mærke en trykkende følelse i kroppen, og det var ikke noget, der kunne klares op af et træ.

For en sikkerheds skyld plukkede jeg nogle blade fra et ahorntræ, mens jeg overvejede, om jeg skulle vende om og gå hjem.

Jeg fortsatte imidlertid, og på et tidspunkt fik jeg øje på et tæt krat af små birketræer, som endnu ikke havde tabt bladene, og således beskyttet visuelt satte jeg mig i den klassiske "skovskiderstilling", og de sammensamlede blade gjorde det fint ud for toiletpapir.

Således lettet for et forfærdeligt tryk, fortsatte jeg min færd, blot for at opdage en lysning i skoven 500 meter længere fremme, hvor der var bygget et shelter samt et lille, spids hus. Sidstnævnte var - viste det sig - et das med toiletsæde og wc-papir. Ren luksus i forhold til min oplevelse få minutter før.

Lidt ærgerlig fortsatte jeg, og fandt et sted ved foden af Karoline Amalies Høj. Her lavede jeg raderingen, som jeg netop har trykt - og det er den, der kan ses gengivet herover.