Lydkunstens problematiske sider

"Men det er mig en gåde, at kunsten, kompositionen og lyden i Kirkegaards ellers sømløst producerede udstilling stables op på et nærmest arkaisk og sine steder ærkemodernistsisk stativ af dikotomiernes patos. Det forekommer mig, at forestillingen om, at lydene i sig bærer nøglen til en særlig erkendelse, bør gentænkes, strækkes længere eller måske endda sættes en del mere fri"

Politikens anmelder med speciale i samtidsbaseret avantgardekunst Mathias Kryger har besøgt kunstmuseet ARoS i Aarhus med henblik på at anmelde udstillingen 'Alt & intet' med lydinstallationer af Jacob Kirkegaard (billedet). 

Det kan forekomme som tilfældighedernes løjerlige ironi, at Krygers anmeldelse af netop denne udstilling bliver bragt i avisen samme dag som min egen anmeldelse af samme udstilling, publiceres i et andet landsdækkende dagblad. 

Fokuspunkterne er forskellige i de to anmeldelser, men vi er dog enige om, at 'Alt & intet' rummer sine problematiske sider. 

Kryger giver tre stjerner, hvilket er en enkelt mere, end jeg kan byde ind med.

"Vrede" i Horsens tilfredsstiller ikke

"Lad det være sagt med det samme: Udstillingens kunstnere Martin Erik Andersen, René Schmidt og kunstnerduoen Vinyl Terror & Horror (Camilla Sørensen og Greta Christensen) er fortrinlige kunstnere og også i Horsens mødes man af subtile, kraftfulde og materialesensible værker. Men tematisk set er nyfortolkningen af dødssynden Vrede i bedste fald 'abstrakt', i værste fald fordampet i 'kunstnerisk frihed'"

Hvis jeg skal tage udgangspunkt i min egen anmeldelse af udstillingsserien 'De Syv Dødssynder', som finder sted for tiden på syv forskellige museer i Region Midtjylland, må udstillingen, der gerne skulle beskæftige sig med begrebet "Vrede" på Horsens Kunstmuseum en af rækkens mindst vellykkede. 

Den påstand underbygges ganske udmærket af Ole Bak Jakobsens anmeldelse af samme udstilling på kunstportalen Kunsten.nu. 

I øvrigt har man - hvilket Jakobsen også understreger - valgt at give udstillingen i Horsens titel efter det engelske ord for vrede; men da "anger" også eksisterer som et ord på dansk, er der her alle muligheder for at udvikle misforståelser blandt publikum.

51 kunstnere på KP

Dette interiør af Hanne Schmidt Klemmensen er blandt de værker, der er blevet optaget på KP 2017 (foto: kunstneren)

Censureringen til den traditionsrige Kunstnernes Påskeudstilling - i daglig tale blot KP - er afsluttet og resultatet er, at værker af 51 ud af 386 kunstnere har fundet nåde for censurkomitéens strenge blikke. 

Kunstnerne Jesper Christiansen, Per Ahlmann, Eva Koch og Jesper Dyrehauge samt anmelder og kunsthistoriker Lisbeth Bonde har siddet med ansvaret for udvælgelse af de indsendte kunstværker, og den proces kan sandsynligvis være ret kompliceret. 

Dette prøver jeg på egen krop og sjæl, når jeg i maj selv bliver placeret i rollen som censor, hvilket bliver i forbindelse med Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup - udstillingen, jeg selv debuterede på for næsten 30 år siden. 

KP åbner i Kunsthal Aarhus d. 1. april og kan ses frem til d. 30. april.

Studie af P.S. Krøyer til 4,3 million

En studie er normalt, hvad man betragter som en form for skitse til et større værk, som f.eks. P.S. Krøyers studie til 'Sct. Hansbål på Skagen Strand'.

At der er tale om et forarbejde til det ikoniske maleri af den legendariske skagensmaler, har dog ikke afholdt en køber fra at byde 4,3 millioner kroner for værket hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner i København.

Kunst på "supersygehuset"

"Hanne Nielsen og Birgit Johnsen kurerer ikke en blindtarmsbetændelse, og vi undgår ikke døden ved at opleve god kunst. Men kunstværkerne i venterummet tilbyder en pause til sansning og refleksion - muligheden for at være til stede med livet i alle dens afskygninger og muligheden for erkendelsen af, at vi ikke alene er mekanisk krop, men også ånd"

For nyligt besøgte jeg Aarhus Universitetshospital i Skejby ved Aarhus, som udgør, hvad man lidt upoetisk kalder et "supersygehus". 

Da jeg kom til hospitalet, var man i gang med at pakke kameraer og den røde løber sammen, da statsministeren netop havde forladt bygningen, som blev indviet ved dén lejlighed. 

Mit eget påskud for at besøge hospitalet var at være til stede ved indvielsen af kunstnerduoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsens udsmykning 'SNIT og FLADE / STILLLEBEN gennem Z-AKSEN'. 

Ved samme arrangement befandt sig redaktør Ole Bak Jakobsen fra portalen Kunsten.nu - og det er fra hans anmeldelse, at citatet herover er hentet. 

Nielsen og Johnsen viser sig - igen - som et samarbejde, der bør tages dybt alvorligt inden for videogenren, som ellers ofte fungerer ret problematisk. 

De to har i forbindelse med hospitalsudsmykningen skabt en serie værker, som rummer helt nye perspektiveringer inden for videokunsten.

URO og mystik i Kunstpakhuset

For nyligt åbnede udstillingen URO i Kunstpakhuset i Ikast. Her har kunstnerne Marie Bancks, Jakob Hunosøe, Jeanette Hillig og Thomas Søgaard Boström forvandlet udstillingslokalerne til en pudsig labyrint, hvori kunstværkerne optræder med overrumplende effekt. 

Det er dog nogle bænklignende skulpturer, som umiddelbart gjorde det største indtryk på mig, da jeg ved åbningen besøgte udstillingen. 

Disse værker rummer i sig selv oplagte kvaliteter, der dog med ét reduceres, når man læser en lang smøre af kuratorævl, som skulle have til hensigt at forklare, hvad værkerne drejer sig om. 

Et uddrag af denne italesættelse af glimrende og autonomt fungerende værker af Jeanette Hillig (de to øverste billeder) lyder som følger: "De tredimensionale værker konstrueres af træ, plade, gips og maling. Enkle figurer og tegn bryder de monokrome flader som et slags menneskeligt aftryk i den ellers formelle og stramt komponerede ramme. Ydermere rummer arbejderne en taktilitet, som kommer frem via selve arbejdsmetoden; ved variationer i måden, hvorpå objektet bearbejdes, malingen påføres eller ved grundige overvejelser omkring del-elementernes karaktér og sammensætning". 

Desværre udgør denne slags bavl mere reglen end undtagelsen på dagens danske samtidskunstscene, og det ser faktisk ud som om, man skriver disse tekster ud fra en given skabelon, der måske - hvem ved? - er udviklet af én bestemt person med henblik på at forvirre det alment kunstinteresserede publikum. Det hele skulle jo gerne fremstå lidt mystisk.

Hjerter til Jorn+Munch

Asger Jorn: 'Afstanden imellem', 1953-54 (øv.), 'Hvid tristhed', 1958 (ned.)

Edvard Munch: 'Solen', 1910-13 (øv.), 'Måneskin over søen', 1904 (ned.)

"Men værkerne er altså vidunderlige. Og Munch får endda tilført tiltrængt ny energi i det umage selskab med Asger Jorn. Det gør det muligt at gense det ellers så velkendte næsten på ny"

Politikens kunstanmelder Trine Ross har været på besøg i Silkeborg, hvor hun har set og efterfølgende beskrevet udstillingen 'Jorn+Munch', der har optrådt mere end én gang på denne blog. 

Ross mener dog, at fællesnævnerne mellem de to kunstnere bliver konstrueret lidt for koncentreret på udstillingen, og hun afslutter sin anmeldelse med "Havde det ikke været for den hårdhændede sammenstilling, havde der vanket et hjerte mere". 

Hun giver udstillingen fem hjerter, så helt galt er det tilsyneladende ikke i forhold til de to giganter, Asger Jorn og Edvard Munch, i nyere nordisk kunsthistorie.