fredag den 7. februar 2020

Den sidste domsafsigelse


































I perioden fra 1995 til 1999 konstruerede den engelske billedhugger Sir Anthony Caro 25 monumentale skulpturer, der tilsammen skulle ses som en kommentar til de krigshandlinger, der fandt sted i Europa i 1990'erne. 

Dermed fjernede Caro sig ganske markant fra sit normale udtryk, der havde sit afsæt i stramme geometriske principper. 

Ofte kunne man opleve Caros værker som industriel minimalisme, da han ofte brugte elementer fra sværindustrien i sine værker, som alligevel på én eller anden måde fik noget let over sig. 

Jeg har netop set udstillingen 'The Last Judgement Sculpture', som i en samlet installation nu kan ses i Gemäldegalerie i Berlin. 

Værkerne blev først vist på Venedig Biennalen i 1999 og ejes i dag af The Würth Collection. 

Sir Anthony Caro blev født i 1924 og døde i 2013. Udstillingen i Berlin kan ses frem til d. 12. juli 2020.

Berlin på papir





Som tidligere nævnt her på siden tilbringer jeg uge 6 i Berlin, og for en gangs skyld har jeg ikke rendt fra den ene udstilling til den næste i ugen, som i skrivende stund stadig er i gang. 

Til gengæld har jeg fået kreeret nogle arbejder på papir, som kan ses herover.

onsdag den 5. februar 2020

Borch i Berlin



Grafiske tryk af Virginia Overton, som kan ses hos Borch i Berlin frem til d. 18. april.   

Jeg tror ikke, jeg rammer helt ved siden af, hvis jeg udnævner Niels Borch Jensens grafiske værksted til kongerigets fremmeste, når det drejer sig om kobbertryk. Og - åh, ja! - kært barn og så videre: Koldnål, fotogravure, akvatinteætsning samt ætsninger i alle mulige og umulige afskygninger. 

I Berlin har Borch haft en filial i årevis, og jeg besøgte den i 2016, da den var beliggende på en adresse i Kreuzberg, men nu har galleriet fået en ny adresse i det vestlige Berlin i nærheden af Kurfürstendamm, dog beliggende i en hyggelig gade på en vis afstand til den nogle gange hektiske strasse

 Goethestrasse nr. 79 finder man det lille, men absolut interessante galleri, hvor man kan se grafisk kunst på højt niveau. 

Jeg blev især ret betaget af den amerikanske kunstner Virginia Overton (f. 1971), som især er kendt som billedhugger. Men hun udfordrer bestemt det grafiske medie på et højt niveau. 

Samtidigt viser Borch i Berlin arbejder af Marina Adams og Mamma Andersson.

Et slot i Berlin












Da min kone og jeg besøgte Berlin for første gang i 2012 var pladsen overfor Berliner Dom et stort forblæst grusområde, som man roligt kan sige - rent historisk - har gennemlevet dramatiske epoker. 

På grunden var oprindeligt et gigantisk slot, som vistnok i tidernes morgen blev opført af en eller anden kejser, og dette slot blev så ramponeret ved bombardementerne under 2. verdenskrig, at det i en halv snes år fremstod som en ruin i det tidligere Østberlin. DDR-regimet jævnede slottet med jorden midt i 1950'erne. 

I stedet opførte man en stor modernistisk bygning, Palast der Republik, som var hovedsæde for DDR's parlament, Volkskammer

Da muren faldt og Tyskland blev forenet, fandt man ud af, at bygningen var så fyldt med asbest, at man besluttede at rive den ned. 

Det var imidlertid en lang proces; men som sagt, da vi besøgte Berlin første gang, var bygningen væk. 

Nu besluttede man at opføre en gengivelse af det oprindelige slot, og gennem flere besøg i den tyske hovedstad har det været spændende de at iagttage tilblivelsen af Berlin Stattschloss, som nu begynder at tage form for alvor. 

Dog har man valgt, at konstruere bagsiden af slottet i en minimalistisk stil, som jeg ikke mener går særlig godt i harmoni med slottets øvrige arkitektur, som er næsten en til en i harmoni med den oprindelige. 

Hvorfor man har valgt at bygge en kopi af det oprindelige slot, bør vel besvares med: "Fordi vi kan!"

tirsdag den 4. februar 2020

Berlin

'Spree Berlin', akvarel og oliepastel

Når jeg befinder mig i Berlin - og det gør jeg i skrivende stund, så indfinder der sig en tilstand af en blanding af rastløshed og et behov for at skildre den tyske hovedstad. 

Jeg håber at kunne levere et antal arbejder på papir her på siden i løbet af opholdet.

søndag den 2. februar 2020

Udstilling om groende organismer










 

Det kan virke som ironiens tilfældige logik, at udstillingen 'Flora - mellem planter og mennesker' finder sted i byen, der rummer en konstrueret regnskov, men det er ikke desto mindre Randers Kunstmuseum, der nu lægger lokaler til udstillingen, der tidligere har været vist på Stavanger Kunstmuseum i Norge. 

Udstillingen er opbygget omkring et koncept, der sætter groende organismer i scene i en disponering, der rummer lige dele videnskab og æstetik. 

Jeg er i fuld gang med en anmeldelse af udstillingen, der kan ses på museet i Randers frem til d. 17. maj.