mandag den 8. februar 2021

Hvorfor fornyer Per Arnoldi sig ikke?

 

Per Arnoldi i sit atelier omgivet af hvide lærreder (Privatfoto)

"Det kan være, det var den dumme kaffedåse? Man kan ikke se det selv; men man kan sjovt nok se det med de andre"

Udtalelsen er fremsat af Per Arnoldi i TV-programmet (kan ses online på dr.dk) ArtyFarty, hvor Zissel Astrid Kjertum-Mohr spørger kunstneren ret direkte, hvorfor han ikke fornyer sig. 

Hun indrømmer i momentet, at spørgsmålet er ret flabet; men i dialogen mellem journalisten og kunstneren bliver et andet tema belyst: Har Arnoldi skabt en "klassiker"? Han fremhæver et par spektakulære værker af sine danske kollegaer; og det er netop der, problematikken om ens eget værk kommer for dagen. Man kan ikke se det selv! 

I det hele taget udgør interviewet med Per Arnoldi et sympatisk vidnesbyrd om en kunstner, der faktisk spiller på adskillige strenge ud fra en stram og velfungerende grundidé. 

Konklusionen bliver, at Arnoldi på et ArtyFarty-barometer ligger i feltet "finkultur" og "genial". 

Det var faktisk Per Arnoldi selv, der gjorde mig opmærksom på TV-udsendelsen via en mail. Ellers havde jeg muligvis ikke set den.

lørdag den 6. februar 2021

Museumsorganisation om genåbning

 

Der er ingen tvivl om, at kunstmuseet ARoS i Aarhus - her med Joana Vasconcelos' store installation 'Valkyrie Rán' - ville åbne for publikum ret omgående og forsvarligt, hvis der blev givet grønt lys fra myndighederne.


"Vi vil gerne appellere til, at regeringen nærlæser sine egne eksperters rapport om genåbning og sætter museerne frem i genåbningskøen. Museer er ikke at sammenligne med en festival eller et teater. Eksperter fremhæver, at netop museer - og biblioteker - har særlig gode forudsætninger for at åbne sikkert"


Appellen er fremsat af formanden for Organisationen Danske Museer, Flemming Just, under overskriften "Kære regering, gentag ikke forårets uskønne genåbningsforløb". 


Det er da også afgjort at sætte museerne i en kattepine, at man stædigt holder disse institutioner lukket; men det ser ud til, at man fra regeringens side holder fast i et princip, der drejer sig om, at "kan ikke alle åbne, bør ingen åbne". 


Fra maj til december viste danske museer, at man var helt oppe på dupperne vedrørende ansvarlighed i forhold til covid-19 på landets museer. 


Jeg er desværre ikke så optimistisk på vegne af museerne. Så længe tilskuere til superligakampe ikke kan stå på tribunerne og gale op, er jeg desværre sikker på, at man fra regeringens side vælger at skære alle over én kam... 


Og her ikke et ord om et besøg i Bilka for nyligt!

fredag den 5. februar 2021

...og festen fortsætter!

 



Jeg arbejder videre med de motiver, som jeg udviklede i sommer, og som nu er blevet til grafiske tryk med diverse stadier af gråtoner. 


De tre gengivelser herover er netop kørt gennem trykpressen som prøvetryk.


Værkstedet d. 5. februar 2021

 


onsdag den 3. februar 2021

"Kært barn har mange navne"

 

Illustration fra bogen 'Hvor folk færdes': Christian Lemmerz' skulptur 'Lazarus' fra 2017 placeret ved Bispebjerg Hospital (foto: Anders Sune Berg)   


"Kunst i det offentlige rum, rumudsmykning, kunstudsmykning. Kært barn har mange navne. Men fælles for de værker, der optræder et offentligt sted - det være sig indendørs eller udendørs - er, at de bliver genstand for ekstra opmærksomhed"


Det er svært at argumentere imod, at kunstværker, der placeres, hvor folk færdes, får stor offentlig bevågenhed, og i en tid, hvor man måske har lidt mere fokus på den kunst, som befinder sig uden for de nedlukkede museers miljøer, kan man sige, at det er med en vis præcision, at Tom Hermansens bog 'Hvor folk færdes. 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie' for nyligt er udkommet. 


Jeg har tidligere beskæftiget mig med publikationen på blog'en her, og faktisk anmeldt den til et større dansk dagblad. 


Jeg er imidlertid ikke den eneste anmelder, der har beskæftiget sig med udgivelsen. Således stammer citatet herover fra Lisbeth Bondes anmeldelse på kunstportalen kunsten.nu. 


Her fremhæver hun - foruden det nævnte - at offentlige udsmykninger i dag ofte overgår til en tvivlsom skæbne på grund af manglende vedligehold, offentlig modstand eller vandalisme forankret i ikonoklastiske aktioner, som igen kan besidde et afsæt i politiske standpunkter. 


Bonde nævner her Black Matters-bevægelsen, der mere eller mindre hensigtsmæssigt har grebet til hærværk i et værdipolitisk opgør med den historiske kolonialisme, racisme og sociale undertrykkelse. 


Bogen er udgivet på forlaget Strandberg Publishing.

tirsdag den 2. februar 2021

Harboe Flensburg-udstilling åbnet - virtuelt!

 

Anette Harboe Flensburg: 'Knoglehegn', 2020. Olie på lærred, 180 x 270 cm. (foto: David Stjernholm)


"Vi er som beskuere inviteret ind i hendes billedrum, måske for at grunde over tilværelsen, på samme måde som beskueren af de ældre fremstillinger fik invitationen til at gå ind i billedrummet. Det er hendes tidsmarkør, at vi selv er ensomme hovedpersoner over for billedet og må finde meningsfuldheden i det"


Citatet er et meget kort uddrag af en tekst forfattet af Jeppe Priess Gersbøl, og den kan læses i en publikation, som er udgivet i anledning af udstillingen 'Træerne findes', der skulle finde sted netop nu på Skovgaard Museet i Viborg som en markering af maleren Anette Harboe Flensburgs 60 års fødselsdag for nyligt. 


Vi ved jo imidlertid alle, at kunstmuseerne af en al for velkendt årsag er lukket nu, og derfor er udstillingen på det fine museum i Viborg ikke besøges rent fysisk, men de dygtige folk har med museumsdirektør Anne-Mette Willumsen i spidsen fået fremstillet en virtuel udgave af museet med den aktuelle udstilling, som i øvrigt bliver vist på Johannes Larsen Museet i Kerteminde til efteråret og på Nivaagaards Malerisamling nord for København i begyndelsen af 2022. 


Den virtuelle version af udstillingen på Skovgaard Museet kan ses HER>

Værkstedet d. 2. februar 2021