Jeg glemmer ikke maleriet

Langt om længe – vi skulle frem til ultimo maj – kan jeg præsentere et nyt oliemaleri. Dette første maleri siden 2009 er et af fire malerier, der er undervejs i størrelsen 114 x 146 cm. Med andre ord er der tre på vej i samme format; men foreløbigt kan det første ses herover.

Performance på en forårsdag

Det er ikke så sjældent i den sidste tid, at danserne fra Performers House i Silkeborg har beriget nogle af de kulturelle begivenheder med en performance. Arrangementerne på KunstCentret Silkeborg Bad har således dannet ramme om nogle af disse forestillinger, som giver en ekstra dimension til de øvrige begivenheder på Badet – som f.eks. i forbindelse med den amerikanske kunstner Joan Hall’s udstillingsåbning.

Joan Hall's mixed media

Den amerikanske kunstner Joan Hall er stærkt inspireret af det maritime. Hendes installationer i diverse transparente materialer underbygger denne påvirkning i en både nænsom og tydelig grad. Billedet herover viser et udsnit af en af Hall’s væginstallationer, som indtil den 5. september kan opleves via udstillingen ’Your Existence is Not Unlike My Own’ på KunstCentret Silkeborg Bad

Silkeborg Bad og Museum Jorn under samme paraply?

Debatten omkring nedskæringerne i Silkeborg Kommune, som har været tæt på at koste KunstCentret Silkeborg Bad livet, fortsætter med uformindsket styrke. Dagen efter, at én af Museum Jorns bestyrelsesmedlemmer i et debatindlæg i Midtjyllands Avis angreb Badet for at forherlige middelmådigheden, træder direktøren for Museum Jorn, Jacob Thage, nu frem på scenen.

I en artikel, som er skrevet af avisens kulturmedarbejder Christian Kloch Larsen, fremgår det, at det fra politisk hold er blevet foreslået et tættere administrativt samarbejde mellem Badet og museet. Om denne idé lader sig udføre, er umiddelbart svært at sige; men det fordrer klart en langt mere konstruktiv dialog mellem de forskellige fløje i det lokalpolitiske univers, end det har været tilfældet hidtil.

Jacob Thage forholder sig da heller ikke til emnet; men kommenterer blot de besparelser, som museet er stillet i udsigt.

De lød oprindeligt på 400.000 kr.; men siden er det blevet meddelt, at Silkeborg Museum, Museum Jorn og Silkeborg Bad skal finde yderligere besparelser på en halv million. På den måde bliver de penge, som tilføres Badet, taget fra bl.a. Museum Jorn – og det er klart noget som Jacob Thage ser på med stor bekymring.

Han udtaler blandt andet til Avisen: ”Vi har planlagt udstillinger over de kommende tre år – og det er udstillinger med Picasso, Munch og Kandinsky, hvor hver enkelt udstilling har et budget på 5-8 millionerog det er vel at mærke udstillinger, hvori, der ikke indgår kommunale budgetter. Men skal vi skære i medarbejderne, kan vi ikke gennemføre så store udstillingsprojekter”. Han fortsætter: ”Ved at spare et forholdsvist lille beløb, bremser man ikke blot en positiv udvikling, hvor Museum Jorn har stor publikumsfremgang: Man risikerer også at det medfører en negativ spiral. Museum Jorn er et museum, som er kendt i hele verden og folk kommer ikke bare fra København og det øvrige Jylland. Også fra udlandet”.

Jacob Thage kommenterer ikke situationen på Silkeborg Bad og ej heller tankerne omkring et tættere samarbejde de to institutioner imellem.

Fronterne trækkes op - skarpt!

Det er ikke længe siden, at et Fritids- og Kulturudvalg lagde op til en lukning af KunstCentret Silkeborg Bad. Formanden for dette udvalg, Silkeborgs viceborgmester (!) Steen Vinding løb forholdsvist hurtigt tør for argumenter i den forbindelse, og påpegede, at han slet ikke var ude på at likvidere Badet.

Når man ikke har særligt vægtige grunde til at udføre en så voldsom kulturpolitisk handling, som en lukning af Badet må siges at være, er det godt, at man har forbundsfæller, som kan komme én til undsætning. I et debatindlæg i Midtjyllands Avis bedyrer Silkeborgs konservative folketingsmedlem Steen Konradsen, at Silkeborg Bad repræsenterer middelmådigheden.

Skulle man foretage nogle punktnedslag i forhold til Konradsens tekst? Jo, lad os bare: ”Nej, det er naturligvis Byrådets dybe indsigt i kunst, der gør, at vi satser på Badet. Her er virkeligt noget, der er kendt helt til Engesvang og Brædstrup” ”Sandelig om ikke den prægtige kreds omkring Badet formåede at få Jyllands Posten til at servere en historie om, at det er Jyllands svar på Louisiana. Fint at de vil gøre sig selv til grin, men det trækker desværre os stakkels borgere med”. Han slutter sin svada af med følgende påstand: ”Et dybt buk for middelmådigheden. Ikke så mærkeligt de griner af os rundt omkring”.

Det er tilsyneladende steget Konradsen til hovedet, at han nu er at finde i Folketinget – på et ”wild card” ganske vist; men jeg kan godt huske, hvordan han fik røven på komedie, da der skulle spilles ’Buttadeo’ i Jysk Musik- og Teaterhus for snart mange år siden. Her var det vist Konradsen, der var til grin i forhold til de ”kjøwenhavnere”, han dengang prøvede at nedgøre efter bedste evne.

Oven i købet på landsdækkende TV.

Køer i skulpturparken

Det er ikke fordi publikum står i kø for at komme ind i skulpturparken i Birk Centerpark i Herning, hvor parken bag det gamle kunstmuseum lever en lidt kummerlig tilværelse. Næh, køerne er såmænd rigtigt levende – og de holder græsset nede på den cirkulære plæne, som er omgivet af skulpturer.

Nogle af disse kunne såmænd godt komme frem i et tydeligere lys igen; men mange af dem er forlængst blevet overhalet af tiden. Man kan lige ane et udsnit af én af de bedre på billedet herover. Kunstneren er Bent Sørensen. Da han levede, var han en af de mere solide billedhuggere på den danske kunstscene.

En kort... En lang

”Og det blev kun bekræftet da jeg så fik kisten hjem på værkstedet og prøvede at lægge mig i den og konstaterede at familien da til sin tid skal huske at bestille en XXL. Jeg kunne med andre ord ikke være der uden at skulle krølle mig godt sammen, og tanken om at skulle ligge i evighed i den stilling var ikke rar. Med andre ord mine fødder – støbt i aluminium – stikker ud igennem den ene ende. Det er også lidt humoristisk tror jeg nok…”

Billedhuggeren Thomas Andersson er høj. Sandsynligvis et godt stykke over 1,90 – og han deltager for tiden i udstillingen ’Relikvie mortum’ på Galleri NB i Viborg. Her holdte han ved åbningen af udstillingen en kort artist talk, hvori han påpegede det problematiske ved netop ligkisters standardlængde.

Hans bud på, hvordan man kan bruge dette sidste – alment i spøg kaldt en étværelses med låg – hvilested, blev netop en kommentar til kendsgerningen, at kister er konstrueret til mennesker af gennemsnitshøjde – eller nærmere -længde. Man ligger jo ned i den situation.