mandag den 30. juni 2014

Emil Nolde på Louisiana

 Emil Nolde: 'Tropensonne', 1914, olie på lærred, 71 x 104,5 cm., © Nolde Stiftung Seebüll (pressefoto: Louisiana)

Det er vistnok længe siden, at nogen har bundet an med en større retrospektiv udstilling med Emil Nolde; men det gør kunstmuseet Louisiana i Humlebæk altså fra d. 4. juli og adskillige måneder frem. 

Emil Nolde blev født Hansen, men tog navn efter lokaliteten Nolde i nærheden af Tønder, hvor han blev født i 1867. 

På dét tidspunkt var Sønderjylland under tysk herredømme, så Emil Nolde er vel altid blevet betragtet som en tysk kunstner. Man skal dog ikke mange kilometer over på den anden side af den dansk-tyske grænse for at finde Nolde Museet, som ligger i Seebüll i marsken umiddelbart syd for Tønder. 

Trods, dét, at man betragter Nolde som en tysk kunstner, blev han ikke desto mindre dansk statsborger i 1920 efter grænseflytningen fra Kongeåen til den nuværende placering. 

Myten vil vide, at Nolde besad visse sympatier for nazismen; men ikke desto mindre blev hans stærkt koloristiske og ekspressive værker - især malerier og akvareller - af de tyske magthavere under nazismen betragtet som "entartet". Han blev med andre ord betragtet som en forræder, der modarbejdede idealerne om, hvad god og stor kunst burde rumme i nazisternes optik. 

Emil Nolde døde i 1956. Udstillingen 'Emil Nolde, retrospective' kan ses på Louisiana frem til d. 19. oktober.

lørdag den 28. juni 2014

Jaaaazzzzzz








Jeg var ikke så meget til stede ved årets Riverboat Jazz Festival i Silkeborg denne gang; men jeg havde dog sat nogle krydser i programmet - og derfor var jeg på plads til 'Anita O'Day Tribute' med et band med det lange navn Nicolas Kock Dreamteam feat. Signe Juhl (de øverste billeder).

Dette var ikke blot en fantastisk koncert; men samtidigt en indføring i en karriere, som nok de færreste kender til. Jeg skal i hvert fald finde ud af noget mere om Anita O'Day.

Samme sted - lidt senere... Mads Mathias' trommeløse kvartet. Overbevisende og ikke mindst kapelmesterens vokal er i permanent udvikling.

fredag den 27. juni 2014

Maler med stort M

"Og skulle et billede alligevel ende som en typisk Kehnet Nielsen, er det ikke, fordi han i udgangspunktet ikke har prøvet at gøre det til alt andet. Det er hans styrke, at han stadig tør gå omveje til det eneste mål, der måske eksisterer for ham"

Galleri Susanne Ottesen i København holder sommerferielukket i juli måned; og derfor er timingen muligvis ikke optimal, når Politiken bringer anmeldelsen, hvorfra citatet herover stammer, få dage før juni går på hæld. 

Til gengæld varer udstillingen 'The Darkland Sketches' med nye værker af maleren (med stort M) Kehnet Nielsen helt frem til d. 15. august, så man kan få oplevelsen med, hvis man skulle komme forbi det fine galleri i Gothersgade. 

Peter Michael Hornung gav fire ud af seks hjerter i Politiken.

Pædagogisk indføring i Jorns liv og levned

Den aktuelle og nyåbnede udstilling på Museum Jorn i Silkeborg er blot én af flere, der fejrer Asger Jorns 100-års fødselsdag i år. 'Dr. Jorns Institut for Kunstneriske Forstyrrelser' refererer naturligvis til 'Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme', som var et projekt, Jorn var stærkt involveret i, da han levede. 

Nu kan man opleve et gigantisk udvalg af effekter fra museets arkiver - herunder avisudklip og alt muligt, den farverige kunstner har været i berøring med. 

Samtidigt giver udstillingen diverse demonstrationer på, hvad Jorn arbejdede med - og ikke mindst hvordan.
Modellen over Museum Jorns afdeling for skiftende udstillinger, som undertegnede producerede i 2009, har blandt mange andre effekter fundet vej til 'Dr. Jorns Institut for Kunstneriske Forstyrrelser', som kan ses på museet frem til d. 2. november.

Tal R-film i Tiger

Det ligger mig meget fjernt at reklamere for kommercielle produkter eller forretninger på denne side; men nu gør jeg en undtagelse: Jeg blev meget overrasket over, at man kunne købe dokumentarfilmen The Virgin om og med billedkunstneren Tal R i butikskæden Tiger. 

Butikkerne er vel mest kendt for at sælge diverse produkter til lav pris - herunder solbriller med livsfarligt mørke glas, diverse forældede film på DVD og skitseblokke med så tyndt papir, at man bør udvise den allerstørste forsigtighed, når man tegner på dem. 

The Virgin er instrueret af forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik - og den blev bl.a. vist under den store udstilling med Tal Rs værker på kunstmuseet ARoS for nyligt. 

I øvrigt er der, hvis man skal tage covernoterne for pålydende, tale om "a film without visions". Det kan man lægge i, hvad man vil; men den kan i hvert fald købes på DVD i Tiger for kr. 30,-.

torsdag den 26. juni 2014

11 millioner for Dylan-manuskript

Det er påfaldende, at man ser en hammerslagspris på et Jorn-maleri på over en million danske kroner som noget næsten sensationelt, når man kan læse på Artdaily og i dagspressen, at originalmanuskriptet til Bob Dylans 'Like a Rolling Stone' fra 1965 er blevet solgt på Sothebys til to millioner dollars, hvilket er knapt 11 millioner kroner. 

Det hører med til historien, at de fire stykker papir, hvorpå Dylan skitserede sin tekst tillige er forsynet med små vignet-agtige skitser, hvilket i nogen grad sætter sangeren og poeten i perspektiv som billedkunstner. For tiden kan man på Frederiksborg Slot se en serie portrætter udført af Dylan. 

På samme auktion, der fandt sted i New York forleden dag, var forskellige andre effekter fra rock-historien under hammeren - og således gik en guitar, der havde tilhørt John Lennon, for godt halvanden million kroner, hvorimod et flygel, som Lennon benyttede på 'Imagine' ikke kunne opnår minimumsbud. 

Bob Dylan spiller i øvrigt med sit band på Amfiscenen ved Musikhuset i Aarhus onsdag d. 9. juli.

onsdag den 25. juni 2014

Prøvetryk

For længe siden påbegyndte jeg en serie streg/akvatinte-ætsninger, som jeg nu er begyndt at lave prøvetryk af. 

Temaet er "Nature Morte" - og motivet ganske enkelt de bunker af tilfældige materialer, som værkstedet har været præget af i en periode. 

Herover kan man se et af de tryk, som jeg synes er lykkedes.