fredag den 29. april 2016

Regnskovens stemme








'Voices of the Forest' er titlen på en udstilling, der for nyligt åbnede på Kunsten Museum of Moderne Art i Aalborg. 

Kunstneren bag denne skov af hæklede og sammefattede, organiske enheder er brasilianske Ernesto Neto. 

Han har i bogstaveligste forstand indtaget det store udstillingslokale på museet med alverdens referencer til hans hjemlands regnskove, hvor isolerede stammefolk faktisk stadig lever deres liv, som de har gjort i århundreder. 

Nogle af disse optrådte ved en tilsyneladende spektakulær åbning af udstillingen, som jeg desværre ikke havde mulighed for at deltage i. 

Til gengæld havde oplevelsen sat sig dybt hos museets personale, hvilket jeg kunne erfare, da jeg besøgte museet med henblik på en anmeldelse af udstillingen. 

'Voices of the Forest' kan ses frem til d. 23. oktober.

onsdag den 27. april 2016

Gladiator i billeder









Jeg lovede for et par blogindlæg tilbage at vise en serie billeder fra udstillingen 'Gladiator - Colosseums helte', der finder sted for tiden på Moesgård Museum ved Aarhus.

Som man kan se, har jeg primært koncentreret mig om de historiske elementer fra udstillingen - heriblandt to modeller af henholdsvis gladiatorskolen i Rom samt Colosseum.

tirsdag den 26. april 2016

Skøn uenighed om PRISMS


Jeg var i høj grad kommet på udebane, da jeg skulle vise min begejstring for dance-performanceforestillingen PRISMS på danseteatret Bora Bora i Aarhus. 

Min vurdering af forestillingen blev vist i denne uges udgave af Kulturkampen på TV2 Østjylland. 

Her anmelder jeg - som sagt på fremmed græs - forestillingen sammen med filminstruktør og byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Aage Reis-Nordentoft, som dog var helt anderledes kritisk over for forestillingen, end jeg var. 

Dette afstedkom et usædvanligt gab i vurderingerne af PRISMS. Reis-Nordentoft gav to ud af seks stjerner til forestillingen, da jeg - muligvis en anelse provokeret af min modparts dom - gav fuld hus, seks stjerner. 

Når Kulturkampen bliver vist, vil man dog opleve, at der bliver grinet en del under optagelserne, og det blev der faktisk også både før og efter, optagelserne fandt sted.

(pressefotos: Bora Bora)

mandag den 25. april 2016

Reportage fra Gladiator-udstilling

For nyligt åbnede udstillingen 'Gladiator - Colosseums helte' på Moesgård Museum ved Aarhus. I den anledning har Jack Fridthjof produceret en reportage, som kan ses herover.

I indslaget kan man se og høre forskellige taler - blandt andet uddrag af åbningstalen, som blev leveret af kulturminister Bertel Haarder.

Brasiliansk i Aalborg


På museet Kunsten i Aalborg åbnede for ganske nyligt udstillingen 'Rui Ni / Voices of the Forest, som præsenterer en stor ruminstallation af den brasilianske kunstner Ernesto Neto (f. 1964). 

Udstillingen skal ses som en serie af udstillinger, der bringer Alvar Aaltos arkitektur i spil som modvægt til værker af et antal internationale samtidskunstnere - herunder alstså nu Neto. 

Jeg har planlagt en tur til Aalborg, så der kommer i sagens natur meget mere om denne udstilling senere her på blog'en.

(pressefotos: Kunsten)

søndag den 24. april 2016

På udebane

Sådan cirka hver anden dyst finder sted på udebane i sportens verden, og tilsyneladende er samme princip i nogen grad gældende inden for kulturen?

Jeg har i hvert fald sagt ja til at se - og efterfølgende anmelde - en danseforestilling i teatret Bora Bora i Aarhus.

Det drejer sig om forestillingen PRISMS, som jeg vil være publikum til i skrivende stunds aften, og efterfølgende vil vurdere i Kulturkampen på TV2 Østjylland.

Man kan i hvert fald roligt sige, at jeg ved at tage opfordringen op, befinder mig på fremmed kulturelt græs... Det bliver en udfordring!

Man kan se en trailer fra PRISMS herover.

lørdag den 23. april 2016

Stjerner og hjerter til Moesgård

Gengivelse af et smukt marmorrelief på Gladiator-udstillingen på Moesgård Museum.


"Der er museumsgæster, der er allergiske over for den form for iscenesættelse, som 'Gladiator -Colosseums helte' dyrker. Og omvendt er der museumsgæster, hvis opmærksomhed går i øjeblikkelig dødlignende stand by-mode ved synet af et vægmonteret marmorrelief. For mig at se tilgodeser Moesgård begge grupper og alle midt imellem med denne særudstilling. Det er en blockbuster, men ikke et blændværk. Der er substans, både i sanseoplevelsen og i formidlingen af forskning og kulturhistorie"

Citatet stammer fra Marie Carsten Pedersens fem-hjertede anmeldelse i Politiken af udstillingen 'Gladiator - Colosseums helte', som netop er åbnet på Moesgård Museum ved Aarhus. 

Min egen anmeldelse optræder i Jyllands-Posten under overskriften "Tommefingeren op for Moesgård Museum" og denne metafor skal naturligvis ses som en smart journalists greb ned i teksten, hvor jeg beskriver gladiatorernes skæbne i arenaen, som fuldbyrdes med en nedadvendt finger fra publikum eller kejseren. 

Det var ikke lige præcist dén overskrift, jeg havde leveret; men måske sælger den alternative flere aviser end min oprindelige?