Jeg er i gang med at forfatte en anmeldelse af udstillingen, og her har jeg valgt at placere mit fokus på udstillingens primært skulpturelle egenskaber, og det mener jeg er relevant, da Inoue er en kunstner, der i høj grad udfordrer den klassiske skulpturverden i kraft af stærke greb i forhold til materialitet.
Sukker, jord, plastik, fritureolie og skimmelsvampe er blot nogle af de råstoffer, der supplerer bronze, silikone samt akvarel og blyant i Inoues praksis.
Hele udstillingen vises som sagt kunsthallen Augustiana, og netop her opstår der et interessant samspil mellem kunstværkerne og kunsthallens klassiske rum.
Augustiana er hjemmehørende i et palæ, som har været tilknyttet Augustenborg Slot, og som har en lang og spændende historie.
Således blev Det Hvide Palæ opført i årene 1786-1815 som bolig til en hertugs svagelige datter. Enkehertuginde, prinsesse Louise Augusta, overtager palæet i 1815 og bor der indtil sin død i 1843.
Under preussisk herredømme bliver slottet kaserne og efterfølgende preussisk kvindeseminarium.
I 1921 overgår slottet til den danske stat, som efterfølgende - i 1932 - indretter det til hospital for sindslidende.
Derefter har Det Hvide Palæ - fra 2008 under navnet Augustiana - flere funktioner, indtil Sønderborg Kommune i 2018 overtager bygningerne og indretter kunsthal og skulpturpark.
Det er således med udsigt til et fantastisk parkområde, at man nu kan se Silas Inoues udstilling på palæets parketgulv indtil d. 20. september.
