lørdag den 21. juli 2007

Remisen, 21. juli 2007


At være turist i sin egen hjemby er i afgørende grad en besynderlig oplevelse. Det skete altså fredag den 20. juli, hvor deltagerne af Den Internationale Workshop for Billedkunstnere af Kulturremisen var inviteret på udflugt til – Silkeborg.

Vi besøgte til en indledning Silkeborg Kunstmuseum, hvor vi naturligvis så den omfattende, permanente udstilling af Asger Jorns samling samt den store udstilling af Per Kirkebys grafiske arbejder og tidlige malerier. Der var stor interesse fra workshoppens deltagere omkring museet og de udstillede værker.

Det var en mærkværdig følelse at spise frokost i Indelukket, som er parkanlægget lige neden for museet. Her kan man iagttage Gudenåen og trafikken af kanoer, motor- og rutebåde. Det er vist ikke et sted, jeg ville vælge at indtage min frokost under normale omstændigheder? Anyway… I disse dage er der ikke noget, der er normalt!

Vi fik senere mulighed for at spadsere en tur i byen, og bl.a. besøge Galerie Moderne, inden vi tog én af de før omtalte rutebåde til Himmelbjerget ud ad Gudenåen. Dén tur har jeg heller ikke taget i mange, mange år. Derfor var det ganske pudsigt at se Sejs-Svejbækområdet fra søsiden. Faktisk var der miljøer, som var fuldstændigt uigenkendelige for mig. Der er sket ikke så lidt i dét område!

Himmelbjeget er et underligt sted! I årevis – siden jeg var dreng, og sikkert mange år før da – har der været en tradition for, at man kunne købe forskellige stokke i de små boder. Disse er nu blevet suppleret med alverdens kitchede flitterstads. Ganske interessant at erfare, at visse ting tilsyneladende ikke ændrer sig.

Men at være turist i Silkeborg, som sammenlignet med Brande pludseligt fremstår som en storby, dét var godt nok besynderligt…!