Normalt maler man nogle billeder eller trykker nogle grafiske blade på sit værksted. Man agerer således i sit eget private rum. Senere udstiller man så disse arbejder for offentligheden og hvis man er heldig, kommer der respons i pressen og blandt publikum. Alt dette er sådan set både legitimt og normalt.
I forbindelse med en workshop bliver arbejdet et offentligt anliggende. Det er svært at sige, hvilke konsekvenser dét har på værket.
I virkeligheden er denne proces grænseoverskridende angstfremkaldende. Ikke blot på grund af det indbyggede element af public exposure; men i langt højere grad i lyset af, at man måske derved fremviser sin egen utilstrækkelighed i et ganske exhibitionistisk lys. Værkerne bliver sandsynligvis anderledes i et sådant univers, hvor jeg dog ikke er bange for at fremstå corny eller utidig.
Hvad jeg kunne savne lige nu, er den dybe og udviklende dialog med ligesindede. De ligesindede er til stede; men sprogbarrieren får altid samtalen til at fungere som en prop, der fiser op til vandoverfladen, når man netop har tvunget den til bunds. Anyway – det er også svært at tale om kunst, og især sin egen. Jeg vil i virkeligheden lige så gerne tale om poesi, litteratur og musik.
A propós musik… Jeg har netop fået foræret en stak cd’er af arrangementets formand, Birgit Vinge, der samtidig er én af ildsjælene bag et andet kulturelt arrangement Swinging Europe, der ligesom Workshoppen for Billedkunstnere finder sted en gang om året. Denne event har sit udgangspunkt i jazzmusikken og er et ganske omfattende, internationalt arrangement. I skrivende stund strømmer liflig, brasiliansk bigband-musik ud af højtalerne på den bærbare.
