torsdag den 31. oktober 2013

Nye udstillinger i Aarhus

I bevidstheden om at barndommen betyder en del for den personlige historik, tager billedkunstneren Kasper Bonnén livtag med sin egen livshistorie i forbindelse med udstillingen ’The past will never leave you’ hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus.

Ligeledes i Aarhus – hos Galerie MøllerWitt – kan man opleve en gammel kending, nemlig Peter Martensen, der i vanlig overbevisende stil undersøger, hvor langt man kan gå, når det drejer sig om at skildre de hvidkitlede eksistenser. Det er vel legitimt at benævne Martensen som en ”gammel” kending? Han er født i 1953; men det er der naturligvis så mange, der er.

Jeg kender ikke udstillingsstedet Pakhus 64 på Frederiks Allé; men det har jeg tænkt mig at råde bod på, når billedkunstneren Anja Christensen og den digitalt arbejdende kunstner Birgit Kjærsgaard åbner deres fælles udstilling netop dér.

Alle udstillinger åbner fredag d. 1. november, så der er alle mulige gode grunde til at besøge Aarhus på netop dén dag.

Illustrationen, der ledsager denne blog er en kultegning af Anja Christensen.