”Pas de Deux Royal står som et monument for, hvorledes oplevelsesøkonomien har sejret ad helvede til. For når man dyrker den form for relativisme og sælger det middelmådige som noget, der har lige så stor værdi som det vanskeligt tilgængelige, er der en risiko for, at man kvæler det rum, hvori den snævre kunst kan udfoldes”
Når visse dele af det danske anmelderkorps (Jyllands-Posten gav generøst fem stjerner til udstillingen) tilsyneladende lader sig indhylle i royalt glimmer, er det dog befriende, at der samtidigt befinder sig anmeldere i systemet, der betragter udstillingen Pas de Deux Royal med værker af HM Dronning Margrethe og HKH Prins Henrik på ARoS med en objektiv skepsis.
Citatet herover stammer fra Christian Sallings anmeldelse i Århus Stiftstidende, og i dette udsagn ser jeg faktisk, at god kunst pr. definition er ”vanskelig tilgængelig”, og at kun ”den snævre kunst” besidder en værdi. Dette er naturligvis noget vås – og Sallings analyse af dronningens og prinsgemalens kunst som middelmådig, kan jeg desværre hverken erklære mig enig eller uenig i, da jeg ikke har haft mulighed for at se udstillingen.
I sin anmeldelse i dagbladet Politiken har Trine Ross også visse forbehold over for Pas de Deux Royal. Hun slutter således sin tre-stjernede salut af med ”Men det er naturligvis ikke sandt, når Sørensen (ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen) samtidigt siger, at et museum ikke skal vurdere kvaliteten af det, de fremviser. Faktisk er det deres hovedopgave, og det er da også, hvad de fleste museer gør det meste af tiden”.
Ross’ kritikpunkter drejer sig især om dronningens tilgang til maleriet: ”At male er et håndværk, der skal læres og konstant videreudvikles, men her går Margrethe forsigtigt til værks. Alt for forsigtigt”
Bloggen her er illustreret med en gengivelse af et værk af HM Dronning Margrethe: 'Bænk, Marmorhaven, Fredensborg', 1983 (pressefoto: Hofmarskallet)
