fredag den 7. marts 2014

Lekture om Jorn

Det er naturligvis indlysende, at man fejrer 100 året for Asger Jorns fødsel behørigt - og netop i anledning af dette jubilæum er der lavet udstillinger og ikke mindst produceret litteratur om kunstneren i en lind strøm i den seneste tid.

Personligt har jeg næsten slæbt mig en diskusprolaps til, da jeg har båret tunge kataloger og bøger hjem fra biblioteket.

Disse har haft deres afsæt i udstillingerne på Statens Museum for Kunst og Museum Jorn i Silkeborg; men udover disse udgivelser har Aarhus Universitetsforlag udgivet et bogværk af forfatteren og idéhistorikeren Lars Morell om Jorn.

'Asger Jorns Kunst' er en grundig indføring i Jorns historie og kunstneriske metoder. Samtidigt er den et vidnesbyrd om et sammensat sind og en til tider manisk kunstners liv.

Skulle man investere i én af de tre publikationer, ville jeg klart vælge Morells.