fredag den 5. december 2014

Seks stjerner til Modersohn-Becker

Paula Modersohn-Becker: 'Blond pige, landskab i baggrund', olie på pap, 1901.

"Som Frida Kahlo er Paula Modersohn-Becker en kunstner drevet af ambitioner, af selviscenesættelse og af en god portion hårdførhed"

Der er ingen tvivl om, at det krævede noget at slå igennem som kvindelig kunstner i den periode, hvor den tyske maler Paula Modersohn-Becker (1876-1907) levede og fungerede som kunstner. 

I sin anmeldelse i Jyllands-Posten danner Tom Jørgensen den evindelige parallel til Frida Kahlo i sin beskrivelse af, hvor svært kvindelige kunstnere har haft det i historien. 

Sammenligningen er muligvis relevant; men de to kunstnere levede trods alt i hver sin epoke, og det må regnes som ret oplagt, at tyske Modersohn-Becker har haft det om muligt endnu sværere end Kahlo, der trods alt fungerede i det 20. århundrede. 

Frida Kahlo blev faktisk født i 1907 - samme år som Modersohn-Becker døde alt for ung. 

Udstillingen med Paula Modersohn-Becker er netop åbnet på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, og det er den første retrospektive udstilling med kunstneren i Skandinavien nogensinde. 

Tom Jørgensen giver seks ud af seks mulige stjerner til udstillingen, der kan ses frem til d. 6. april 2015.