tirsdag den 13. december 2016

ARoS publicerer program for 2017

Lucian Freud: 'Girl With a White Dog', 1950-51. Olie på lærred, © Tate, London (pressefoto: ARoS)

Det er meget naturligt, at Aarhus som europæisk kulturby i 2017, kommer til at præge årets udstillingsprogram på ARoS

Således åbner museet allerede i april udstillingen 'The Past' som en del af udstillingskonceptet 'The Garden - End of Times; Beginning of Times', der senere på året inkluderer byrummet i Aarhus samt strækningen fra midtbyen langs kysten. 

Hermed har man iværksat en ny triennale, der afløser konceptet 'Sculpture by the Sea'. 

Foruden de kulturby-baserede begivenheder, afslutter man på museet udstillingskonceptet 'ARoS Focus // New Nordic' med tre udstillinger samt en helt ny samlingsophængning med titlen 'Human Nature'. Den åbner til februar. 

'Cool, Calm and Collected' er en udstilling, der afrunder året, og som viser et udsnit af danske samtidskunstnere. 

Kort tid inden denne udstilling finder sted, åbner museet dog en udstilling, som jeg ser meget frem til: 'Bacon, Freud and the London Painters' viser - foruden de i titlen nævnte - værker af repræsentanter fra den navnkundige "Londonskole". 

Blandt dem Frank Auerbach, Leon Kossoff, Michael Andrews, R.B. Kitaj og Paula Rego samt naturligvis Lucian Freud og Francis Bacon.