torsdag den 8. november 2018

Debat om gavlmalerier

Det omtalte gavlmaleri af Bogdan Scutaru ved Østergadekrydset i Silkeborg. Læg mærke til storskærmen, der fikst er implementeret i Hjejlepigens sorte taske.

"Vi kontaktede Galleri Grisk, fordi galleriet har specialiseret sig i streetart og gavlmalerier. Det er klart, at en del af præmissen for at få husejere til at lægge gavl til kunst i det offentlige rum er, at de også har en vis indflydelse på, hvordan det kommer til at se ud. Så når man også nævner armslængdeprincippet i den kunstdebat, som de nye gavlmalerier har rejst, mener jeg, at armslængden har været, at det er husejeren og galleriet, der har valgt værkerne, og ikke politikerne, der siddet og vurderet, hvad motivet skal være"

Ordene herover er fremsat i Midtjyllands Avis af formanden for kultur-, fritids- og idrætsudvalget ved Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard, og anledningen er en debat, der har rejst sig i blandt andet avisens spalter samt på Facebook, da billedkunstneren Leif Dræby skabte røre i den lokale andedam ved at kritisere et antal nye gavlmalerier i Silkeborg på grund af deres manglende kunstneriske lødighed. 

I debatten, der fulgte efter, kom det frem, at Silkeborg Kommune har støttet et antal gavlmalerier med kr. 200.000. 

Kurateringen af udsmykningerne er blevet foretaget af det nævnte Galleri Grisk i Aarhus, som - naturligvis - har peget på egne kunstnere til at udføre opgaverne. 

Det forekommer mærkværdigt, at Kulturrådet ved Silkeborg Kommune, som også tæller et antal billedkunstnere, ifølge medlem af Kulturrådet, Karsten Petersen ikke er blevet informeret om udsmykningerne, som tilsyneladende er en del af en festival for streetart, der skal finde sted i Silkeborg til næste år. 

Det meste af diskussionens stridspunkt, et gavlmaleri, der i folkemunde har fået navnet 'Hjejlepigen', er dog ikke en del af den samlede pakke, som er finansieret af kommunen. Det er betalt af en anonym erhvervsmand, og her udtaler direktør for Galleri Grisk, Mads Fredberg, at "i min optik er det design og ikke kunst", hvorimod han mener, at de øvrige værker, der stadig er under udførelse i Silkeborg ER kunst. 

Et kommunalt finansieret værk er udført af den samme kunstner, som har udført 'Hjejlepigen', og her har den pågældende gavlmaler angiveligt med ét forvandlet sig fra designer til rendyrket kunstner. 

Kulturudvalget ved Silkeborg Kommune har i øvrigt afsat kr. 300.000 til afviklingen af næste års streetartfestival

Der vil nok være enkelte, der har en mening omkring dét beløb?