mandag den 12. november 2018

Kun på dansk

Det var lidt svært for mig at holde et smil, eller faktisk et grin, tilbage, da jeg så på Galleri Jacob Bjørns Facebook-profil, at man havde omtalt min anmeldelse af udstillingen 'Kristian Touborg - Blood Moon Echoes', som kan ses i galleriet frem til d. 15. december.

Årsagen til min pludselige lyst til at trække på smilebåndet var, at galleriet formidlede teksten "great review in national paper @jyllandsposten this week (in danish only)"

Galleriet i Aarhus formidler på hjemmeside og i pressemateriale på engelsk, men man taler dog dansk inden for murene i virksomheden.

Men jeg skal da være den første til - i grinende tilstand - at beklage, at den danske avis Jyllands-Posten udelukkende leverer anmeldelserne på vort modersmål!

Jeg gav for øvrigt den glimrende udstilling med den unge kunstner fire velfortjente stjerner.