mandag den 21. januar 2019

Nye udstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad

Chen Liangjie: 'Scene Check (Assistance)', 2005. Olie på lærred.

Bertamaria Reetz: 'Medusa', 2014. Mixed media på lærred.

Forleden dag deltog jeg på KunstCentret Silkeborg Bad i åbningen af udstillingen 'Mine rejser - værker fra Jens Olesens samling', og her kan man se, hvilket titlen antyder, en række kunstværker fra en ganske imponerende samling. 

Det er tydeligt, at Jens Olesen har haft, i samarbejde med sin bror, kunsthistorikeren Lars Olesen, som har kurateret udstillingen, et ret sikkert blik på de skiftende samtidskunstsceners sortiment af billedkunst. 

En stor del af udstillingen virker muligvis en anelse forudsigelig med værker af Per Kirkeby, Michael Kvium, Tal R, Günther Förg og mange andre. 

Det er dog værker af mongolske, kinesiske og nordkoreanske kunstnere, der giver udstillingen en snert af kunst fra en ukendt verden, så den smukt orkestrerede udstilling kan i hvert fald anbefales. 

Det samme kan en udstilling med primært store malerier af den tyske kunstner Bertamaria Reetz

Her synes det dog som har man ikke helt tænkt iscenesættelsen igennem, da flere store værker er placeret, så man umuligt kan komme på afstand af dem. 

Det er ærgerligt, når man nu præsenterer et overraskende navn, som jeg ikke i forvejen var bekendt med. 

Udstillingen har titlen 'Kamp og leg', hvilket illustrerer de ekspressive motiver ganske godt. 

Udstillingen kan ses frem til d.  28. april, og udstillingen med værker fra Jens Olesens samling kan ses på Badet indtil d. 22. april. 

Det bør ligeledes nævnes, at man også kan se et antal tegninger af Lene Adler Petersen i Silkeborg Bads caféområde og oliepastelarbejder på papir i Badets østfløj. Disse værker kan ses frem til d. 31. marts.