onsdag den 23. januar 2019

Tækker Group trækker sig fra TækkerAIR Berlin

Lejlighederne, som Tækker Group nu ikke længere sponsorerer, ligger i bydelen Kreuzberg

I efteråret sendte jeg en ansøgning til Aarhus Billedkunstcenter, der indtil for nyligt administrerede to lejligheder i Berlin, ejet af virksomheden Tækker Group, som på den måde har sponsoreret en mulighed for midtjyske kunstnere til at søge ophold i en af lejlighederne. 

Umiddelbart før jul modtog jeg imidlertid en mail fra administrationen af TækkerAIR Berlin, hvoraf det fremgår, at Tækker Group har trukket deres sponsorat tilbage som en konsekvens af, at kunstportalen IDOART.DK på vegne af et foretagende, der kalder sig Ovid's Daughters d. 13. november 2018 har publiceret en artikel, der forholder sig endog ganske kritisk til Tækker Group i almindelighed og til virksomhedens ejer Jørn Tækker i særdeleshed. 

TækkerAIR Berlin har efterfølgende taget kontakt til folkene bag IDOART.DK, som fralægger sig ethvert ansvar og skribenterne har afvist at deltage i et dialogmøde. 

Der er flere ting i alt dette, som jeg ikke forstår: Blandt andet ser det mærkeligt ud, at IDOART.DK tilsyneladende har valgt at vende ryggen til skribenternes massive kritik af Tækker Group, som jeg har svært ved at se, har været på kant med gældende lov. 

Forfatterkollektivet Ovid's Daughters består af skribenterne Carla Severin, Toni Bashy og Lisa Sørensen. 

Jeg linker ikke til artiklen på IDOART.DK, da jeg ikke finder det betimeligt at referere til en tekst, der angiveligt baserer sig på journalistisk sjusk og udokumenterede påstande. 

Det giver sig selv, at min ansøgning om ophold i Berlin ikke bliver behandlet som følge af Tækker Groups beslutning, og det er jeg naturligvis skuffet over.