mandag den 31. juli 2023

Spørgsmål om maskulinitet og manderoller

 












»Der stilles spørgsmål om maskulinitet og manderoller igennem hele Ragnar Kjartanssons værkproduktion. Den favner store følelser med et tvist af humor«


For nylig besøgte jeg/vi udstillingen ’Epic Waste of Love and Understanding’ med værker af islandske Ragnar Kjartansson på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, og sjovt nok har Weekendavisens kunstanmelder Erik Steffensen en anmeldelse i avisens seneste udgave. 


Steffensen har dog visse forbehold over for udstillingen, som han mener besidder nogle indslag, som tiden måske er løbet fra. 


Dette kan man altid påstå, men kunsten arbejder som bekendt ind og ud af aktualitetsbegreberne. 


Udstillingen, som Steffensen anmelder under rubrikken ”Intet nyt under solen”, varer frem til d. 22. oktober.

Skybrud og sjaskregn

 




»Sommeren er forbi nu – og den nærmest fløj af sted«… Sådan sang og spillede C.V. Jørgensen for mange år siden, men jeg håber da ikke, at jeg skal tage ordene for gode varer her ved indgangen til august, der i meteorologisk forstand stadig er en sommermåned. 

Siden sidst i juni har det været et trist og sjaskende sommervejr med talrige skybrud, men jeg har da nogle få tegninger tilbage fra årets første sommermåned.

Årstidernes Ring

 

L.A. Ring, ’Greve Strand’, 1911. Olie på lærred

»Rings nøgternhed forblev hans diskrete styrke. Han hverken duperer eller imponerer sit publikum ved at give sine værker en særlig strålende eller prangende kolorit«


Man kan roligt sige, at udstillingen ’Årstiderne’ med værker af L.A. Ring har været på noget af en turné. 


Den indledtes i september sidste år på Ribe Kunstmuseum, hvor jeg besøgte og anmeldte udstillingen. 


Nu er den imidlertid via Fuglsang Kunstmuseum nået til Øregaard Museum i Hellerup, hvor Politikens anmelder Peter Michael Hornung har været på besøg og efterfølgende tildelt udstillingen, der kan ses frem til d. 22. oktober, fem hjerter (ud af seks). 


Jeg mindes, at jeg gav tilsvarende antal stjerner i min anmeldelse i Jyllands-Posten af udstillingen i Ribe.

lørdag den 29. juli 2023

Besøg på Johannes Larsen Museet

 
























Det kan muligvis forekomme lidt underligt, at vi ikke tidligere har besøgt Johannes Larsen Museet i skønne Kerteminde, men det er der imidlertid rådet bod på. 

Museet viser for tiden en særudstilling med titlen ’Farvespil – Fynbomalernes palet’, men det er i lige så høj grad området omkring museet og kunstnernes atelier og have, der skaber et helt enestående miljø. 

Jeg tog en serie fotos under besøget på museet og de kan ses herover, og værkerne nederst i forløbet er af Johannes Larsen og Fritz Syberg.

fredag den 28. juli 2023

Århundredets foreløbige kunstværk på Louisiana

 

Det er altid subjektivt, når kunstværker skal vurderes – også på den britisk avis The Guardian, som i 2019 udnævnte den islandske kunstner Ragnar Kjartanssons videoværk ’The Visitors’ til at være det bedste kunstværk i indeværende århundrede. 

Jeg har netop oplevet det komplekse værk på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i forbindelse med den fremragende udstilling ’Epic Waste og Love and Understanding’. 

Udstillingen udgjorde for mig højdepunktet ved besøget på museet… 

Jeg optog en kort stemningssekvens fra ’The Visitors’ under besøget – og den kan ses herover.

mandag den 24. juli 2023

Skitsebogens magi #3

 

Opslag fra en af Joan Mitchells mange skitsebøger (foto Joan Mitchell Foundation)

For nylig havde jeg en samtale om den amerikanske maler Joan Mitchell (1925-1992) med en museumsinspektør, som samtidig er kunsthistoriker. 

Han troede fejlagtigt, at Mitchell er den samme som sangeren og komponisten Joni Mitchell, som naturligvis stadig lever. 

Jeg har fundet et website, som tilhører Joan Mitchel Foundation og her kan man blandt andet gå på opdagelse i kunstnerens skitsebøger – og de kan findes HER>

lørdag den 22. juli 2023

Arkitektur fra Nairobi på Louisiana

 

Installationsfoto fra Cave_bureau-udstillingen på Louisiana (foto: Kim Hansen)

»Men den traumatiske fælleshistorie er kun en begyndelse for en fantastisk, perspektivrig og opbyggende arkitekturudstilling«


Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har i de seneste år sat fokus på arkitektur og ofte er genren blevet belyst ud fra stærkt alternative perspektiver. 


Citatet herover er hentet fra dagbladet Politikens anmeldelse af den seneste, som handler om arkitekterne Cave_bureau, som er fysisk baseret i Kenyas hovedstad Nairobi. 


Fem hjerter (ud af seks) giver avisens arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen udstillingen, som jeg ganske snart vil se og formentligt opleve, da husstanden har planlagt et besøg til Nordsjælland ganske snart.

tirsdag den 18. juli 2023

Skitsebogens magi #2

 

Blot et enkelt eksempel på en side i Henry Moores skitsebøger

Regelmæssige besøgende af kunstmuseet Louisiana vil kende billedhuggeren Henry Moores værker, som blandt andet findes i museets park. 

Heldigvis er nogle af Moores skitsebøger tilgængelige digitalt, og de kan findes HER>

mandag den 17. juli 2023

Steder uden mennesker med plads til mennesket

Finn Have: 'Lodbjerg Klint. Akryl på lærred

»Finn Have viser en optagethed af steder uden mennesker, hvor der netop er plads til mennesket. Åndehuller har tidligere været en af hans udstillingstitler og det er der, han finder sine motiver«


Citatet stammer fra Troels Laursens anmeldelse Nordjyske Stiftstidende af Finn Haves udstilling 'Landskabet mod nordvest', som kan ses på Heltborg Museum i Thy frem til d. 3. september. 


Laursen giver udstillingen fire stjerner.

lørdag den 15. juli 2023

Skitsebogens magi #1

 

Se et større udvalg af David Hockneys skitsebøger HER>

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg besidder en vis fascination for kunstneres skitsebøger, da netop disse ofte fortæller den helt anden sandhed om den pågældende kunstner end større, monumentale værker. 

I den næste tid vil jeg bestræbe mig på at lave links til nogle af disse skitsebøger på blog'en her - og den første er den britiske kunstner David Hockney (f. 1937), der som så mange andre har tegnet flittigt i sine skitsebøger.

onsdag den 12. juli 2023

Fra mareridt i mørket til farver i lyset

 

























Det er i høj grad to kunstnere fra to vidt forskellige generationer, der udstiller på Kunstmuseet i Tønder under titlen 'Sengetid'. 

Således definerer Ursula Reuter Christiansen (født 1943) og Adam Christensen (født 1979) sengen som et eksistentielt tema i livet. 

Udstillingen rummer imidlertid flere aspekter og indledes med et kaotisk, mørkt, labyrintisk forløb, der mest af alt minder om et voldsomt mareridt. 

Senere brydes denne scene dog af en serie rum, hvori lyset og farverne spiller dominerende roller. 

Det vil jeg ikke skrive så meget mere om, da jeg snart skal i gang med en anmeldelse af udstillingen, der kan ses på det fine museum i Tønder frem til d. 7. januar 2024.