lørdag den 1. februar 2025

Peter Carlsen-åbning på HEART med et gigantisk antal gæster

 











»HEART ønsker med denne udstilling at lade pilen pege tilbage på os selv og sætte spot på menneskeheden, vores selvbillede og selvforståelse. Vi ønsker at spørge til, hvad det er for en verden, du og jeg lever i og ønsker at videregive?«


Således kan man blandt meget andet læse i pressematerialet, som ledsager udstillingen ’Lost’ med nye og ældre værker af billedkunstneren Peter Carlsen på HEART Herning Museum of Contemporary Art. 


Jeg er ovenud lykkelig for, at jeg fik mulighed for at tage en iagttagelse på udstillingen umiddelbart inden, den blev åbnet for publikum på åbningsdagen, som også var den sidste dag i januar 2025. 


Når jeg nævner muligheden for at se udstillingen på egen hånd, bør dette perspektiveres i, at ferniseringen havde et gigantisk antal deltagere, så det ville have været en monumental udfordring at se en udstilling med en kunstner, der i et konstant forløb lægger nye lag til sin praksis. 


Fra at beskæftige sig med samfundets orden og uorden i kraft af satiriske værker – ofte med kunstnerens alter ego Villy i den visuelle forgrund – har Carlsen nu skabt en, kan man sige, kunstnerisk treenighed af malerier, værker med uddøde eller uddøende dyr malet på bølgepap samt en bemærkelsesværdig installation i keramik i en visuel kollision mellem dyrevelfærd og svineproduktion. 


Sammenstødet mellem den delikate keramik og motivkredsen er probat og meget effektfuldt. 


Jeg er i gang med at forfatte en mere dybdegående analyse af udstillingen i kraft af en anmeldelse, som kan læses på kulturinformation.org på et senere tidspunkt. 


’Peter Carlsen – Lost’ kan ses og opleves på HEART indtil d. 7. december 2025.