Rauschenberg

I 2003 var jeg i sensommeren på besøg i det smukke Sophienholm - ved bredden af Bagsværd Sø. Årsagen til dette besøg var en udstilling, der præsenterede en samling af international kunst, tilhørende Niels Rokkedal.

Der sker jo ofte dét, når man vandrer rundt på en sådan udstilling, at ét værk næsten går i kroppen på én. Det skete også i det aktuelle tilfælde.

Jeg var naturligvis i forvejen bekendt med Robert Rauschenbergs værker, som jeg havde set adskillige steder på mine ture rundt i Europas store kunstsamlinger. Men dette maleri/mixed media var helt ekseptionelt i komposition og farve. Det fungerede i samme moment stramt og henkastet. Disse kvaliteter - doseret i de rigtige proportioner - kendetegner adskillige store kunstværker i historien.

Senere havde jeg mulighed for at komme helt tæt på Robert Rauschenbergs værker i forbindelse med en stor udstilling på ARoS Århus Kunstmuseum. Desværre kom jeg ved den lejlighed ikke tæt på kunstneren, der grundet et slagtilfælde nogle år i forvejen, ikke var i stand til at foretage den store rejse fra Miami til Århus - hvor gerne han efter sigende ville.

Robert Rauschenberg blev født i 1925 og er nu død. Rauschenberg blev ofte katagoriseret som pop-kunstner; men hans omfattende oevre giver et langt mere nuanceret billede af en kunstner, der på mange måder skabte et bindeled mellem den abstrakte ekspressionisme, som var fremherskende i USA i 50'erne og - netop - poppen, som slog voldsomt igennem i 60'erne.

De to billeder, der er gengivet, var at finde på udstillingen 'On and off the Wall' på ARoS i 2006.

Valby Station

Når ens syn svækkes, kan man nogle gange se lidt for kort tid på en køreplan. Således kom jeg en time for tidligt til Valby Station. Jeg synes jeg har tilbragt rigeligt tid på netop dén lokalitet; men heldigvis var vejret godt, så ventetiden føltes ikke så belastende.

I en sådan situation er det meget fristende at prøve at finde poesien i selv det allermest grå og triste. Et støjende tog dukker op, stopper i et minut og kører videre. Et øjebliksbillede fastfryses af den utålmodigt ventende. Hvis ikke jeg var kommet en time for tidligt, ville netop dette billede aldrig været blevet taget.

Og hvad så...? kunne man med en vis logik spørge! Men nu er det der.....

Pinse i hovedstaden

Der burde måske have stået ”Hovedstadsområdet” i overskriften, da jeg – som vanligt – boede hos min gode og søde ven Anne Sandberg i Albertslund. Det blev en begivenhedsrig pinse. Bl.a. havde jeg lejlighed til en gang power-walking i hovedstaden, hvor jeg havde mulighed for at se Forårsudstillingen på Charlottenborg. En meget mærkværdig udstilling i forhold til sidste års mangfoldige og levende udgave. Charlottenborg har som institution ændret sig – og dét bærer Forårsudstillingen voldsomt præg af. Det minder mest om den designmesse for tekstilkunstnere, der så er garneret med lidt kunst. Ét af lyspunkterne – for maleri er der ikke meget af – var Søren Bjørns corny malerier med kassettebånd. Man bliver næsten nostalgisk…

Statens Museum for Kunst viser en udstilling med malerirammer. Jeg har altid interesseret mig mest for, hvad der er inden for rammen, så dét gav mig ikke meget! Man viser også for tiden en udstilling med Troels Wörsels malerier, som sidste år blev udstillet på Venedig-biennalen. Solidt; men forudsigeligt… Mest overrasket – i positiv forstand – blev jeg over en forholdsvist nyåbnet udstilling med billedhuggeren Øivind Nygård. Overrraskende var det også, at der på museet lige på dét tidspunkt, jeg var der, fandt en koncert sted med sangerinden Kaya Brüel, der har allieret sig med nogle af landets fremmeste jazzmusikere i en debuterende konstellation.

Kaffepause

Sollyset trækker! På værkstedet er belysningen præget af to neonrør, som bestemt ikke kan konkurrere med solen i haven. Herregud; maleriet på staffeliet render ingen steder og det andet, som står på gulvet skal tørre i endnu en periode, før jeg kan komme videre med dét!

Der er dømt kaffepause! Dette er én af de mest anvendte overspringshandlinger, der udføres her på parcellen. Det er ikke et udtryk for manglende disciplin - tror jeg da ikke? Jeg er sikker på, at øjnene trænger til en pause fra oliemaleriernes regelbundne kompositioner og nu trænger til at falde til ro med udsigt til baghavens vildnis.

Der ligger en bunke halvt sammenrevet græs ude midt på plænen. Det dufter stadigt! Tokakspibeplanterne gror næsten synligt. Det er ikke noget problem. Rødderne er ikke dybe, så de kan hives op uden besvær. Anderledes forholder det sig med de mange skvalderkål. De har slået dybe rødder i et sindrigt netværk under jorden. Man siger de kan spises? Jeg prøver forsigtigt at smage på et blad. Det smager let syrligt... Måske har en emsig hankat afsat en stråle på netop dét blad?

Jeg når lige at slubre en halv kop. Så må jeg ned og iagttage maleriet på staffeliet. Ufatteligt så hurtigt man glemmer, hvad man lavede for to minutter siden. Der skal lige foretages nogle justeringer! Imens bliver kaffen halvlunken i Henriettes artificielt udførte krus. Jeg kan god li' dét krus. Det er mit yndlingskrus!

Jeg kniber øjnene sammen, sætter mig og lukker øjnene. Jeg ser de to nyopspændte lærreder for mit indre blik. Jeg burde gå i gang med dem; men solen frister...

Bare lige et minut endnu!

Frank Rubin

Der er vel ikke mange, der længere kan huske Frank Rubin? Rubin levede fra 1918 til 1990 – og jeg er da i stand til at huske en stor udstilling med kunstneren på Silkeborg Kunstmuseum sidst i 80’erne.

Rubin var i sine ti sidste leveår medlem af Koloristerne og i Weilbachs Kunstnerleksikon kan man bl.a. læse: ”Rubins akvareller og maleri er præget af et næsten impressionistisk afvejet farvespil. Figurer og antydninger af genkendelige, iagttagne genstande integreres i billedets opbygning, der dog altid styres af farven”. Dette er blot et uddrag af Troels Andersens biografi om kunstneren i Weilbach.

Det afbillede litografi af Frank Rubin ”faldt jeg over” under et besøg hos en marskandiser på Borgergade her i Silkeborg. Det er trykt i temmeligt mange eksemplarer; men til gengæld var prisen meget lav.

Oh Danmark

En kunstudstilling med temaet "danskhed" kan godt gå hen og blive noget, der skurrer lidt underligt i ørerne. Enten man vælger at anskue det ud fra forloren kolonihavehygge, frikadelleselvtilstrækkelighed eller rendyrket nationalisme, lyder det jo unægteligt en anelse odiøst. Egentligt ærgeligt, at det er blevet sådan; men når man som kunstner bliver inviteret til at deltage i en sådan udstilling, må man jo prøve at gradbøje emnet, så det får en relevans i ens egen tolkning.

Hvordan man end vælger at gå til bidet, så er det en kendsgerning at 'Oh Danmark' er den foreløbige titel på årets sommerudstilling i CopenhART Gallery i Valby. Den løber fra den 24. juni og frem til den 30. august.

Hvad publikum bør kunne forvente, er en salon-udstilling, hvor galleriet i bogstaveligste forstand bugner af billedkunst på vægge og gulv.

Selv er jeg i fuld gang med at lave billeder til udstillingen. Hvordan jeg tackler danskheden, vil jeg vende tilbage med på et senere tidspunkt...

En aha-oplevelse

Akademiet for de Skønne Kunsters begrundelse for at tildele Vibeke Mencke Nielsen Eckersbergmedaljen i 2005 var bl.a.: ”Uden ydre gestus, renfærdigt og upåvirket af moderetninger, har Vibeke Mencke Nielsen fastholdt sin egen kurs. Med udgangspunkt i sit liv og i sin hverdagssituation har hun evnet, i en levende vibrerende streg, at vise os noget, som vi ikke vidste om os selv og verdenen. Gjort det private alment og vedkommende”.

Således står der blandt meget andet i kataloget, der omhandler grafikeren Vibeke Mencke Nielsens udstilling, som finder sted for tiden på Vejle Kunstmuseum. Jeg lader mig gerne nedgrave i skammens muld over at indrømme, at jeg ikke var bekendt med denne fremragende kunstner, der især med sine koldnålsraderinger har gjort et stort indtryk på mig, som man kan sige – i kraft af besøget i Vejle – har fået en veritabel ”aha-oplevelse”.