Akademiet for de Skønne Kunsters begrundelse for at tildele Vibeke Mencke Nielsen Eckersbergmedaljen i 2005 var bl.a.: ”Uden ydre gestus, renfærdigt og upåvirket af moderetninger, har Vibeke Mencke Nielsen fastholdt sin egen kurs. Med udgangspunkt i sit liv og i sin hverdagssituation har hun evnet, i en levende vibrerende streg, at vise os noget, som vi ikke vidste om os selv og verdenen. Gjort det private alment og vedkommende”.
Således står der blandt meget andet i kataloget, der omhandler grafikeren Vibeke Mencke Nielsens udstilling, som finder sted for tiden på Vejle Kunstmuseum. Jeg lader mig gerne nedgrave i skammens muld over at indrømme, at jeg ikke var bekendt med denne fremragende kunstner, der især med sine koldnålsraderinger har gjort et stort indtryk på mig, som man kan sige – i kraft af besøget i Vejle – har fået en veritabel ”aha-oplevelse”.