David Bowie 1947-2016

I dag indløb meddelelsen om, at David Bowie (yderligere præsentation overflødig) er død tre dage efter sin 69-års fødselsdag.

Fødselsdagen udgjorde samtidigt dagen, hvor den legendariske sanger, komponist og performer udgav sit sidste album - mesterværket Blackstar, som i sit melankolske og mørke udtryk står som et passende requiem for den store kunstner.

På røven ved Silkeborgsøerne

Man kan sige, hvad man vil om vinteren, når et snetæppe dækker området omkring Silkeborgsøerne; men smukt er det.

Jeg var på en længere ekskursion med henblik på at finde motiver til min kunstneriske praksis, og vinterlandskaber har såmænd deres charme; men det er godt nok en hård nød at knække, hvis man skal lave kunstværker, der ikke blot fremstår som noget "guldalder-wanna-be"-agtigt.

Dette skulle dog ikke forhindre mig i at tage et større antal fotografier på turen - og faktisk mange flere, end der optræder herover.

På et tidspunkt ville jeg lige gå en anelse tættere på søbredden ved Almind Sø; men her var grunden dækket af et massivt lag is, som jeg ikke kunne se på grund af sneen.

Hvad sker der? Jo.... Jeg går såmænd i bogstavelig forstand på røven, og slår knæ og albue ret heftigt - dog var jeg mere optaget af, om mit kamera, som jeg i momentet bar i den ene hånd, havde lidt overlast. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

I skrivende stund er jeg lidt øm i albue og knæ, så mon ikke jeg er sluppet heldig fra mit fald?

Kommentarer til Carstensen-censur

"Claus Carstensen skriver sig her ind i den kunstneriske tradition, der hedder readymade. Han har fundet en valgplakat, der er tegnet på, han har taget noget fra virkeligheden og placeret det i en kunstsammenhæng. Og Carstensen har lavet mange defacing-projekter, hvor han ændrer på det eksisterende udtryk"

Citatet er fremsat i Politiken og skal tilskrives leder af Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius, og baggrunden er et kunstværk af Claus Carstensen, der netop nu er udstillet på Esbjerg Kunstmuseum. 

En del af værket består af en valgplakat for DF-politikeren Michael Larsen. Plakaten er blevet forsynet med blandt andet et hagekors, og da politikeren fandt ud af, at han ufrivilligt var blevet en del af en kunstudstilling, bad han enten kunstneren eller museet om, at plakaten blev fjernet fra udstillingen. 

Det problem løste man ved at placere plakaten med bagsiden udad. Altså: Man valgte at foretage en censurering langt inde i udstillingsperioden. 

Politiken har i denne anledning spurgt tre personer med forskellige baggrund om deres holdning til dette forløb - og altså blandt andre Jacob Fabricius, der faktisk mener, at politikeren kunne vælge at blive beæret over at være en del af et kunstværk frem for at vælge den fornærmede attitude. 

Christine Ulrich Andersen, som er advokat for medier og kunstnere med speciale i æreskrænkelser er lidt mere "ulden" i sin analyse af situationen og refererer til en paragraf 267 - og henholder sig i øvrigt til, at hun ikke kan vurdere sagen, da hun ikke har set det pågældende værk i sin oprindelige form. 

Katrine Winkel Holm, som er formand for det såkaldte Trykkefrihedsselskab, er dog klar i sin analyse, og finder, at forbinder man en politiker med et hagekors, må det betragtes som "stødende". 

Den udmelding fra netop en repræsentant fra Trykkefrihedsselskabet, kan man så fundere over. 

Hun slutter dog sin udtalelse meget fornuftigt med "Men hvis museet synes, det er vigtigt, må det gøre det, og så må det tage skraldet". Og her refererer hun naturligvis til, om museet og kunstneren er på kant med injurieloven.

Claus Carstensen censureret

En politiker, som repræsenterer Dansk Folkeparti, har ifølge dagbladet Politiken fået ondt i en vis legemesdel over, at kunstneren Claus Carstensen har brugt en modificeret plakat fra en valgkamp til et kunstværk, der for tiden er udstillet på Esbjerg Kunstmuseum.

Museet har taget konsekvensen af politikerens klage over sin deltagelse på udstillingen, og vendt objektet, så det nu optræder med bagsiden udad.

Ifølge Mette Sandbye, som er leder for Institut for Kunst og Kulturvidenskab (!) er der tale om "en videreudbygning på Claus Carstensens kunstneriske værk". 

Christiane Finsen, som er inspektør på Esbjerg Kunstmuseum udtaler: "Vi lægger os ikke fladt ned. Det havde vi gjort, hvis vi havde taget plakaten helt ud af udstillingen. Den hænger der endnu og er endnu mere synlig nu. Det er jo det paradoksale: Den er blevet vendt om, men er meget mere synlig og er blevet meget mere spændende og har fået meget mere omtale, end den nogensinde ville have fået ellers".

I min verden er det totalt ligegyldigt, om museet i kraft af den pågældende modifikation har fået mere omtale, end det ellers ville være tilfældet. Naturligvis er der fra museets side tale om rendyrket censur.

Ifølge Politiken har den pågældende politiker henvendt sig til kunstneren med henblik på at få fjernet plakaten; men om det er Claus Carstensen selv, der har anbefalet den omtalte modifikation af værket, melder historien ikke umiddelbart noget om.

Det pågældende værk af Claus Carstensen, som nu er censureret af Esbjerg Kunstmuseum. Det er det hvide område øverst til højre, som man nu kun kan se bagsiden af (foto: Martin Lehmann)

Auerbach's pastositet

Frank Auerbach: 'Head of J.Y.M. II', 1984-85. Olie på lærred. Privateje (pressefoto: Tate)

"Hvor meget farve kan en kunstner komme på ét og samme billede, og hvor tykt og klumpet kan man male, før man får spoleret sit gode ry? For at male ovenpå er jo, i manges øjne, det samme som at fortryde og så rette noget for at slette sporene af det, man allerede har gjort. Og åbenbart har gjort forkert. Men en kunstner, der er betydelig, maler vel ikke noget, der er forkert."

Problematikken, som Peter Michael Hornung beskriver i sin anmeldelse i Politiken, handler ikke generelt om det pastose maleri, men i langt højere grad om en udstilling, der indtil 13. marts kan ses på Tate Britain i London med værker af den tysk-engelske maler Frank Auerbach. 

Man kan udmærket spørge sig selv om, hvorvidt malere, som benytter sig af adskillige fede lag af oliefarver selv er 100% klar over, hvornår maleriet i princippet er færdigt. 

Der kan tillige ligge andre årsager til grund for, at lærredet bliver forsynet med så meget farve, end hvad der ligger i en ren fortrydelsesmekanisme. 

Dermed antyder jeg langt fra, at der nødvendigvis bør sættes lighedstegn mellem stoflighed og pastositet.

Den Lille Havfrue for fræk til Facebook

Bedst som man havde fået opfattelsen af, at det sociale medie Facebook havde sat nye og mere liberale standarder for nøgenhed på mediet, bliver et link fra den socialdemokratiske politiker Mette Gjerskov indeholdende et billede af det danske nationalklenodie Den Lille Havfrue, afvist. 

Årsagen: Havfruen viser "viser for meget bar hud og rummer seksuelle undertoner". 

Jeg synes, det er væsentligt at påpege, at Den Lille Havfrue er udført i bronze, så påstanden om for meget bar hud, må stå for Facebooks egen regning. 

Hvor megen seksuel udstråling en dame med fiskehale ellers kunne besidde, ved jeg faktisk ikke; men Facebook har vist efterhånden et problem, der må beskrives som monumentalt i forhold til mediets tolkning af nøgenhed generelt. 

Personligt synes jeg, at vi skal udnævne 2016 til "nøgenhedens år".

Ege-ekspeditioner på Silkeborg Bad

Forleden dag - mellem jul og nytår - fandt jeg en pakke placeret ved min hoveddør. Den indeholdt den fine bog 'Ege-ekspeditioner' af billedkunstneren Ole Lejbach og forfatteren Jens Blendstrup. 

Der er faktisk mere tale om et projekt end blot en bogudgivelse, da der snart åbner en udstilling med egetræerne som tema på KunstCentret Silkeborg Bad, og netop her skal nok findes forklaringen på, at bogen var blevet placeret ved min hoveddør. 

Udstillingen har været vist på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og på Johannes Larsen Museet på Fyn - og nu vises den altså i Jylland på Silkeborg Bad, hvor den kan ses fra d. 9. januar og frem til d. 24. april.

Illustrationen er en blyantstegning fra 2013 af Ole Lejbach, og den forestiller Kongeegen i Jægerspris Nordskov.