lørdag den 3. marts 2018

At obducere kroppen med pensel og farve


Henriette Hellstern: 'Indre Atlas IV og X', 2018. (pressefotos)

"Mine tentakler er altid ude, og mit ekspressive følsomme jeg rammes af dagligdagens grusomheder og uretfærdigheder, men også af håbet. Hvis mine værker og min person, min historie og erfaringer kan gøre verden til et mere spændende sted - et bedre sted, er mit mål nået". 

Det kan synes ganske ambitiøst, når en kunstner i kraft af sin tilstedeværelse og sit værk udtaler en intention om at gøre verden til et bedre sted. 

Der er såmænd intet i vejen med at sætte overliggeren højt i forhold til det daglige arbejde med - i Henriette Hellsterns tilfælde - det ekspressive maleri. 

Det betydningsbærende i Hellsterns værk er da også farven, som kan virke symbolsk ublandet på lærredsfladerne og dermed give et udtryk af stor intensitet. 

Hendes seneste udstilling har titlen 'Indre Atlas', og den finder sted i tidsrummet 11. marts- 15. april 2015 i Galleri NB i Viborg. "Atlas" er i det aktuelle tilfælde ikke en bog med landkort, man kan navigere efter; men en lille nakkehvirvel, som er en detalje i den menneskelige krop - og her fungerer Hellstern i rollen som visuel obduceringskirurg - blot med farver og pensler som værktøj.


torsdag den 1. marts 2018

Marts er auktionstid

På auktion hos Bruun Rasmussen d. 6. marts: Erik Hoppe, 'Søndermarken' olie på lærred. Vurderet til kr. 40-50.000 (foto Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det er svært at se på vejret, men i meterologisk forstand er vi gået ind i den første forårsmåned, hvilket også betyder, at årets første fysiske auktioner nu finder sted hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København. 

Hvis man vil have sin kunstsamling udvidet, er det således nu, man bør være på plads i auktionshuset eller - alternativt - hjemme ved computeren, hvorfra man også kan byde på de mange effekter. 

Selv er jeg mest interesseret i, hvordan hammerslagene på moderne maleri falder ud. Og på auktionen, der finder sted d. 6. og 7. marts, er netop sådanne værker til salg. 

Her finder man endnu en gang bemærkelsesværdige værker af Cobra-kunstnerne - heriblandt Asger Jorn - ligesom der sælges værker af nulevende kunstnere som Per Kirkeby, Michael Kvium, Erik A. Frandsen, Olafur Eliasson og Tal R. 

Jeg må heller ikke glemme blandt nulevende kunstnere, når jeg nævner Cobra, som Pierre Alechinsky tilhører. 

Det er meget spændende at følge auktionerne og på den måde prøve at pejle sig frem til hvilke kunstnere, som sprænger rammerne i forhold til auktionshusets vurderinger. 

Bruun Rasmussen er dog andet og mere end fysiske auktioner i Bredgade. Der afholdes året igennem netauktioner på auktionshusets hjemmeside.

onsdag den 28. februar 2018

30.000 år gammel skulptur er pornografisk - mener Facebook

Der er tilsyneladende ingen grænser for censorernes mærkværdige beslutninger på det sociale netværk, Facebook. 

Tidligere har man givet karantæner til folk, der har ladet gengive kunstværker, som har indeholdt, hvad det kropsforskrækkede medie kalder "gengivelser af nøgenhed". 

Således er en fransk kunstner i 2011 blevet suspenderet fra netværket, da han oploadede en gengivelse af Gustave Courbets maleri 'Verdens oprindelse' fra 1866. 

Maleriet gengiver, hvad man i 2018-terminologi ville kalde for en "dusk" - en ret morsom og direkte betegnelse for den kvindelige pubesbehåring. Om det er dusken eller, hvad der er skjult bag den, som anfægter censorerne på Facebook, er svært at sige, men sagen vakte under alle omstændigheder en del opmærksomhed i adskillige medier, da den var aktuel. 

Dette har dog ikke medført, at Facebook er blevet mere mild over for kunstværker, der gengiver det nøgne menneskelegeme. 

Således har mediet fjernet et billede af en ca. 30.000 år gammel skulptur, som til dagligt befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum i Wien. Facebook betragter figuren Venus fra Willendorf (billedet) for "upassende". 

Fra museet hedder det, at man har anmodet om, at figuren forbliver gengivet uden censur, da ingen har klaget over dens formidling af nøgenhed nogensinde blandt museets gæster. 

Ifølge The Art Newspaper udtaler museets direktør Christian Koeberl, at "der er ingen grund til at tildække Venus fra Willendorf, med henblik på at skjule hendes nøgenhed hverken på museet eller på Facebook". 

Det er svært at være uenig med Koeberl.

foto: Naturhistorisches Museum, Wien

Ord uden afsløringer

Da der tilsyneladende ikke er nogle konkrete eksempler på personer, der har udvist krænkende adfærd på den danske kunstscene, har jeg valgt at illustrere dette blogindlæg med en ål smukt malet af Frits Ahlefeldt (foto: vandloeb.dk)

"Selvfølgelig har dansk kunstliv også krænkende adfærd og magtmisbrug som resten af samfundet og andre faggrupper. Spørgsmålet er bare: Hvorfor er der ingen, der står frem? Er kunstscenen for lille til, at nogle tør på grund af store sociale og professionelle konsekvenser?"

Således og i forlængelse af dette spørger billedkunstneren Bettina Camilla H. Westergaard i forbindelse med et arrangement - lavet af I DO ART og Billedkunstnernes Forbund i fællesskab - som har til hensigt at afdække problemer med netop krænkelser og overgreb i det danske kunstmiljø. 

Westergaard besvarer ret passende selv sit spørgsmål med et modspørgsmål, så man kan sige, at hverken hun eller debatten, der fandt sted for nyligt i København, drager håndgribelige konklusioner i forhold til #MeToo-problematikken, som ellers har fået hoveder til at rulle i diverse kulturelle miljøer i de seneste måneder. 

Jeg ser med spænding frem til, at konkrete personer inden for miljøet bliver stillet til ansvar for deres krænkende handlinger. 

Diskussionen fortsætter, men foreløbig er der tilsyneladende kun tale om en flod af ord frem for en strøm af afsløringer?

søndag den 25. februar 2018

Gissel på Profilen












Maleren Mogens Gissel har netop åbnet en udstilling på i det aarhusianske Galleri Profilen. 

Udstillingen har titlen 'Minature', og der er hverken tale om en tastefejl eller begyndende ordblindhed hos redaktøren af denne hjemmeside. Ganske vist optræder en del mindre malerier på udstillingen, og disse kunne mageligt beskrives som "miniaturer" og dermed give titel til udstillingen. 

Jeg tror dog, at forfatteren Peter Laugesen har haft en finger med i spillet i udviklingen af udstillingstitlen. Laugesen har i blandt andet skrevet teksten til udstillingens katalog, som er en lille fin sag med sort-hvide tegninger af Gissel ledsaget af Laugesens tekst. 

'Minature' kan ses på Galleri Profilen frem til d. 13. april, og inden for nær fremtid åbner en anden udstilling i Aarhus, som viser Gissel i selskab med maleren Mette Bräuner. 

Denne udstilling finder sted på udstillingsstedet KH7 artspace, som er beliggende på adressen Sydhavnsgade 7 i Aarhus C. 

Udstillingen, som har titlen 'Dengang & nu', kan ses i tidsrummet 9.-31. marts.

lørdag den 24. februar 2018

Selvmodsigelserne står i kø

Billede fra ferniseringen af Kunstnernes Påskeudstilling 2017.

For nyligt kunne jeg her på siden fortælle om Kunstnernes Påskeudstillings censureringsprocedure, som jeg finder helt uacceptabel, da man har valgt udelukkende at udvælge de indsendte arbejder på grundlag af digitale fotos. 

Det bør naturligvis være oplagt, at kunst objektivt set kun kan vurderes på præmissen om kunstværkets fysiske kvaliteter, hvilket umuliggøres i forhold til den valgte fremgangsmåde. 

Jeg blev faktisk opmærksom på micèren i en artikel i Aarhus Stiftstidende, hvor avisens kulturjournalist Hans Petersen nævnte, at man udelukkende bruger digitale gengivelser i censurprocessen, hvorefter jeg henvendte mig til KP's forretningsfører for at få at vide, om det virkelig kunne være rigtigt, eller om den gode Petersen (og det skulle ligne ham dårligt) havde misforstået et eller andet. 

Det viser sig, at Petersen havde hørt og forstået budskabet rigtigt, og siden har jeg erfaret, at KP får støtte fra Statens Kunstfond, hvilket er en betingelse for, at udstillingen kan fungere som pointgivende i forhold til medlemskab af Bkf Billedkunstnernes Forbund. 

Nu har Hans Petersen imidlertid endnu en gang været på besøg hos Kunstnernes Påskeudstilling, hvor han har foretaget nogle interviews med medlemmer af censorgruppen. Her hedder det i overskriften i Stiften "Alle får en fair chance hos smagsdommerne". 

Udtalelsen om, at alle får en fair og seriøs behandling, er fremsat af Uffe Isolotto, som dog længere fremme i interviewet erkender, at ikke alle er lige for Vorherre og KP's censurkomité. "Fotos og videoer har måske lidt bedre vilkår, men dem er der ikke overvægt af. Malerier og skulptur er bedst repræsenteret". 

I interviewet udtaler et andet medlem af censurkomitéen, Elsebeth Jørgensen, på spørgsmålet om, hvorvidt man kan bedømme værker retfærdigt på en skærm: "Det afhænger af værket. Med malerier, hvor der er lagt vægt på materialiteten, skal vi være skarpe". Hun kunne faktisk - frem for at prøve at frikende proceduren - svare med et kort og rungende "nej!" 

Afslutningsvis udtaler Isolotto: "Vi giver mange wild cards og viser kunstnerne tillid, fordi vi tror, de har noget mere i sig". 

Så er sagen lagt helt klart frem. Om man deltager i KP er ganske enkelt som at deltage i et tilfældighedsprincip, som rammer de to sidste stavelser i censorens navn ganske fint ind. 

Jeg anmeldte i øvrigt KP i 2016 til fire stjerner. Her skrev jeg blandt andet: "Tidligere udgjorde KP et udstillingskoncept, som man regnede med; og hvis man fra Kunsthal Aarhus' side disponerer projektet fremadrettet som en sekundær begivenhed i kunsthallens planlægning, er jeg alvorligt bange for, at en vigtig institution mister sin betydning på kunstscenen, og dermed vil få svært ved at tiltrække kvalificerede talenter". 

KP åbner d. 17. marts og kan ses frem til d. 17. april.

onsdag den 21. februar 2018

Den store gestus

Kehnet Nielsen: 'The darkland sketches III', 2014. 200 x 200 cm., olie på lærred (pressefoto: Sophienholm)

"Mange af de unge vildes billeder var hurtigt udført arbejde. Kehnet Nielsen søgte umiddelbart efter succesdebuten mod et mere gennemarbejdet maleri, hvor selve den langsomme tilblivelse - arbejdet lag på lag og plads til korrektioner - formodentlig blev en meditativ kvalitet for kunstneren selv. Og noget tilsvarende for os, der kigger på billederne og søger efter noget, der kan tilfredsstille en erkendelsesmæssig sult i en - til dels - overfladisk tid"

Således afslutter Torben Weirup i Berlingske sin anmeldelse af Kehnet Nielsen-udstillingen 'Den store gestus', som netop er åbnet på Sophienholm nord for København. 

Kehnet Nielsen er født i 1947. Han slog, som Weirup rigtigt antyder i anmeldelsen, igennem i begyndelsen af 1980'erne sammen med de kunstnere, man har betegnet som "de unge vilde". 

Udstillingen, som kan ses på Sophienholm frem til d. 8. april, får fem ud af seks stjerner i Berlingske.