Verner Panton i en farveeksplosion på Trapholt

 

Hvis man tror, man kender til Verner Pantons design, fordi man måske har set en enkelt plastikstol og nogle Flower Pot-lamper, bør man besøge kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding og kigge nærmere på en endog ganske mangfoldig udstilling med Pantons værker. 

Hvis man samtidigt ikke er bange for at møde et fænomen, der udfordrede den gængse farvelære og harmonien, som afspejler denne, vil et besøg på Trapholt være inden for den ramme, man prioriterer ud fra, hvis man kun ser få udstillinger om året. 

Jeg besøgte udstillingen forleden dag, og fik en meget grundig introduktion af udstillingens kurator Sara Staunsager, som naturligt nok er meget engageret i projektet, hvilket ikke er mærkeligt, da der har ligget et kæmpearbejde i at få udstillingen sat i scene. 

En del af projektet rummer udstillingsafsnittet 'Lyset og farven', som museet helt tilbage i 1998 lavede i samarbejde med Panton. 

Desværre døde han pludseligt, inden udstillingen åbnede, men netop dette kapitel af historien bliver nu genfortalt på Trapholt sammen med det meste af Pantons øvrige produktion, og den er omfattende, skulle jeg hilse og sige. 

Udstillingen på Trapholt, som jeg er i gang med at skrive en anmeldelse af, kan ses helt frem til d. 14. august 2022, så der er god tid til at få den set.

20 har søgt stillingen som direktør på ARoS

 

»Der er folk fra hele verden, som har søgt jobbet. Det afspejler, at budskabet er nået bredt ud. Samtidig er internationalt netværk noget af det, vi har lagt vægt på i stillingsopslaget, så det er positivt«

Ordene er fremsat af Layra Hay Uggla, som er medlem af bestyrelsen for kunstmuseet ARoS i Aarhus - og samtidig er hun formand for det udvalg, der skal ansætte en ny direktør på museet efter Erland Høyerstens pludselige afgang fra posten ved udgangen af juni. 

Udtalelsen er blevet publiceret i Århus Stiftstidende, hvori det også fremgår, at 20 ansøgere har søgt stillingen som direktør for museet. 

Ved et pressemøde for nyligt på ARoS gik snakken naturligvis omkring den en potentiel fremtidig direktør, og hvem der har ansøgt stillingen, ved naturligvis kun de direkte involverede. 

Men når det hele foregår på rygteplan, er der selvfølgelig mange meninger om hvem, der kunne et tema. En anmelderkollega mener således, at det er en fordel at være kvinde, hvis man aktuelt kan komme i spil. Her bliver tidligere direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews nævnt, men hun er netop blevet udnævnt som direktør for Glasmuseet i Ebeltoft. 

En anden placerer det kønspolitiske på et sidespor og fremhæver Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber som et tema. 

Personligt mener jeg, at en ny direktør for ARoS bør besidde de nødvendige kunstfaglige egenskaber, således at museet ikke ender op i at være et forum for pop, pjat, papillotter og Lyngvild-agtige begivenheder. 

I Stiften er allerede blevet nævnt et antal personer, som kan løfte opgaven som direktør for ARoS. Her har man blandt andet fremhævet Marie Nipper, som i dag er kunstnerisk leder på Copenhagen Contemporary og tidligere har fungeret som overinspektør på ARoS. 

Det samme har Gitte Ørskou, men hun er i gang med et projekt, som jeg ikke tror hun slipper lige med det første, nemlig som direktør for Moderna Museet i Stockholm. 

De sidstnævnte er begge kvinder, og selv har jeg naturligvis et kvalificeret bud på en kommende direktør for museet, og jeg må sige, at der ikke er tale om en kvinde, men derimod en mand, som i dag er direktør for Museet for Moderne Kunst i Salzburg, men jeg ved naturligvis ikke, om Thorsten Sadowsky har søgt stillingen som direktør på ARoS?

Bombardement af farver på Trapholt

 

Installationsfotos fra den farverige Verner Panton-udstilling på Trapholt (fotos: Stjernegaard Fotografi)

»Panton var en eminent dygtig formgiver og en opdagelsesrejsende i nye materialer. Han ville noget med sit design. Det skulle åbne vores sind, røre ved vores sanser, og det skulle glæde os«

Der ligger en ironisk vinkel i designanmelder på dagbladet Politiken, Lars Hedebo Olsens anmeldelse af udstillingen 'Verner Panton - Farver en ny verden', der netop er åbnet på Trapholt i Kolding. 

Faktisk spørger anmelderen retorisk i begyndelsen af teksten: »Begynder jeg at få det dårligt?« Det kan han naturligvis bedst selv svare på, men som anmeldelsen skrider frem, er der efterhånden ikke så megen tvivl om, hvordan anmelderen ser på den endog meget farverige udstilling. 

Det er netop farvebombardementet, der til en indledning gør ham utilpas, og da jeg har set et antal pressefotos fra udstillingen, der selvfølgelig belyser Verner Pantons store passion for alternative materialer og rene farver, tror jeg godt, at jeg kan følge Lars Hedebo i hans indledende vurdering. 

Han begaver i øvrigt udstillingen, der kan ses helt frem til d. 14. august 2022, med fem ud af seks mulige hjerter. 

Hvordan jeg selv vil opleve udstillingen, vil jeg få opklaret ganske snart, da jeg allerede har planlagt en tur til Kolding. 

Jeg glæder mig til at besøge Trapholt.

Tidens modeord inden for kunsten

 

Installationsfotos fra udstillingen 'Immemorial', der rummer tre ruminstallationer af Sif Itona Westerberg

»Han bruger ord som "monstrøs" og "antropocæne problematikker" for at beskrive værkerne og det, de gerne vil formidle - »det er de store modeord inden for kunsten lige nu. Man kan ikke komme nogen steder uden, at de bruger det,« hvisker en anmelder, der også er inde at se udstillingen«

Citatet stammer fra en reportage, som Tina Bryld har forfattet til JP Aarhus om udstillingen 'Immemorial' med værker af Sif Itona Westerberg på ARoS. 

Personen, der henvises til, er udstillingens kurator Jakob Vengberg Sevel, der ret usædvanligt virker en smule famlende under sin præsentation af udstillingen. 

Den omtalte anmelder, der er på besøg på ARoS, er såmænd mig - og således behøver jeg ikke at nævnte, at jeg allerede er i gang med en anmeldelse af udstillingen, som kan ses på ARoS frem til d. 23. januar 2022.

Jyllands-Posten 150 år

 

Jyllands-Posten så lidt anderledes ud for 150 år siden end i dag (foto: jp.dk)

»Det er noget pis at spørge mig om Jyllands-Posten, for det er ikke fordi kultursektionen fylder særlig meget i den, vel? Men jeg kan godt lide JP's anmeldelser. Ligesom i Børsen står de uden for det indspiste kulturcirkus, der er i Danmark. Der er så meget rygklapperi og rygpisseri blandt anmeldere, men det har JP ikke en skid at gøre med. I JP kan man få en mere interessant anmeldelse, der er skrevet uden for klubben«

Samme dag - d. 2. oktober - som sangeren og musikeren Sting fylder 70 år, fejrer dagbladet Jyllands-Posten 150 år som avis. 

Citatet herover stammer fra et særtillæg, som er udgivet sammen med avisen på dagen, og det er en udtalelse fremsat af forfatteren Knud Romer, da han sammen med et større antal kultur- og erhvervspersonligheder samt folk fra den politisk verden bliver spurgt om deres syn på morgenavisen. 

Jeg synes naturligvis godt om Romers analyse selv om jeg ikke rigtigt kan se, hvad "rygpisseri" har med sagen at gøre. 

Anyway... Tillykke til avisen med de 150 år, skal det lyde her fra kontoret i Silkeborg.

Værkstedet d. 1. oktober 2021

 

Moderne kunst under hammeren

 

Pierre Soulages: 'Eau-forte XXVI', 1974. Akvatinteætsning i farver (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Jeg traf for nylig Niels Raben, som er ansat i auktionshuset Bruun Rasmussen i København, og han fortalte mig, at man havde haft særdeles vanskeligt ved at vurdere og prissætte en serie fotografier og et kassettebånd med et interview, som nogle unge mennesker har foretaget med John Lennon og Yoko Ono under parrets besøg i Thy i 1970. 

Den sag har der været skrevet stolper op og stolper ned om i den seneste tid, og også at hammerlaget på de enestående Lennon-relikvier blev på 370.000 kr. i forhold til en estimering på 200.000-300.000 kr. Således var vurderingen foretaget af auktionshuset ikke helt skæv. 

I afdelingen for moderne kunst hæftede jeg mig mest ved en akvatinteætsning af Pierre Soulages, som var vurderet til 60.000-80.000 kr. og som blev solgt for hele 150.000 kr. Ganske imponerende for et stykke grafik. 

Et hurtigt vue hen over de øvrige hammerslag åbenbarer ikke de store overraskelser i kategorien moderne kunst. 

Meget blev solgt i omegnen af vurderingerne og en del måtte trækkes ud, da der tilsyneladende ikke kunne opnås hammerslag over den forventede mindstepris.