tirsdag den 27. september 2016

Tilbage til "Start"

Zinkplader og radernåle - samt en enkelt fjer - på værkstedet

Da jeg for næsten 30 år siden for første gang begyndte at eksperimentere med grafikken, var det med udgangspunkt i koldnålsraderingen, som er den mest enkle form for dybtryk, man kan udføre. 

Det er meget enkelt: Man ridser simpelthen sit motiv i en blød metalplade, og metoden egner sig godt til at man foretager sine arbejder ude i det fri. 

Jeg har for eksempel lavet nogle raderinger under mit ophold i Berlin i sommer, og i de seneste måneder har jeg tillige foretaget nogle koldnålsraderinger under mine ekskursioner rundt i det midtjyske søhøjland. 

Inden for ikke alt for lang tid skal disse plader trykkes, og det er altid en proces, jeg glæder mig til, da det først er når arbejderne åbenbares på papiret, at man for alvor erfarer, om den oprindelige plan er lykkedes.

Martinsen og Google Earth

Søren Martinsen: 'Eksplosion (Allested, Midtfyn)', 2015. Olie på lærred (foto: sorenmartinsen.com)

"Kravet til fornyelse har været Søren Martinsens udfordring. Tidligere har den ytret sig gennem de stærke farver og store formater, han benyttede. Nu har den taget et ekstra skridt fremad, ved at kunstneren er gået i inspireret parløb med Google Earth. Søgemaskinen er som et gigantisk forstørrelsesglas, som man efter smag og behov kan holde ind mod hver en plet på planeten"

Jeg kan umuligt fortænke maleren Søren Martinsen i, at han finder fascination i Google Earth. 

Jeg selv har brugt oceaner af tid på den geografiske genistreg, som er udviklet af IT-giganten, der først udviklede verdens mest udbredte søgemaskine. 

Citatet herover stammer fra en anmeldelse i dagbladet Politiken, hvor Peter Michael Horning beskriver Martinsens aktuelle udstilling ' Nye Landskaber' hos Martin Asbæk Gallery i København. 

Her kan man opleve malerier,, som er direkte inspireret af verden, som den ser ud oppefra, og her er Google Earth som bekendt et glimrende redskab. 

Hornung giver fire stjerner til udstillingen, som kan ses frem til d. 22. oktober.

søndag den 25. september 2016

Ord som motiv

Tanja Nellemann: "Naionallanoitanretnl", 2016. Billboard af lasercuttet MDF-plade.

Man kan vel - med den aldrende kunstners selvforståelse og arrogance - roligt påstå, at den eneste oplagte fejl ved udstillingen 'Ord og billede', som netop er åbnet på Kunstpakhuset i Ikast, er at jeg ikke deltager i den. 

På den anden side: I så fald havde jeg ikke haft mulighed for at anmelde en faktisk ret fin udstilling, der tager udgangspunkt i ordet som motivisk tema. 

Den kan ses frem til d. 30. oktober.

torsdag den 22. september 2016

Når værkstedet rykker udendørs


Det er sket før, og det vil ske igen! Ofte er det langt mere interessant at foretage de umiddelbare motivjagter ude i landskabet frem for blot at udvikle værkerne hjemme på værkstedet. 

Det er klart, at det kræver lidt omtanke at gøre tingene på dén måde - især når man færdes til fods. 

Men det kan naturligvis ses som en god mulighed for at få lidt motion, når man trasker fra bopælen og ud til f. eks. Avnsø, som blot er én af Silkeborgsøerne, jeg ofte frekventerer med hensyn til at fange lidt motivisk inspiration - og vejret har jo været fint i september, så alle muligheder for at rykke værkstedet udenfor har været til stede.

Samlingsudstilling på ARoS

Værket her består af et antal skilte, som tiggere har brugt over hele verden, og som finske Jani Leinonen har indkøbt og brugt i denne installation, som tidligere blev vist i forbindelse med kunstnerens store særudstilling på ARoS tidligere i år. Nu kan det ses på den aktuelle udstilling (foto: ARoS/Anders Sune Berg)

"Kunst - alle former for kunst - kan være refleksionsrum. Det er kunstens særlige karakter, at de, der skaber den, undertiden er i stand til at anskue verden på en anden måde og dermed åbne vores øjne for andre fortolkninger"

Ordene kunne læses tidligere i september i avisen Berlingske og er blot et uddrag af Torben Weirups anmeldelse af udstillingen 'No Man is an Island - The Satanic Verses', som finder sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen viser publikum et udsnit af værker fra museets samling - og disse er primært blevet erhvervet inden for de seneste år, på trods af, at man også kan se ældre eksempler på udstillingen. 

Årsagen til min interesse for denne samlingsudstilling er, at jeg er blevet opfordret til at sætte nogle ord på udstillingen i TV-programmet 'Kulturkampen', som er en del af TV2 Østjyllands sendeflade. 

Af samme årsag er jeg naturligvis nødt til at besøge ARoS med henblik på at finde ud af, hvorledes titlerne på to romaner fra to forskellige epoker kan give inspiration til en udstilling. 

Meget mere om alt dette senere, når jeg dels har besøgt ARoS - og dels har givet mine altid objektive iagttagelser i 'Kulturkampen'.

onsdag den 21. september 2016

Seks ud af seks til Warhol

"Udstillingen er eksemplarisk, stram og flot kurateret med et katalog, der henter inspiration in 1960'ernes typografiske snit. Heri er der et væld af information, der som en yoyo bringer os i kontakt med en menneskelig kerne hos Warhol for i næste øjeblik at slippe linen løs"

Citatet er hentet fra Erik Steffensens anmeldelse af Andy Warhol-udstillingen på kunstmuseet HEART i Kristeligt Dagblad. 

Som Steffensen ganske rigtigt skriver, er både udstilling og katalog værd at beskæftige sig med. 

Så meget, at han giver hele seks ud af seks stjerner til 'Manden bag myten', som kan ses på HEART helt frem til d. 8. januar 2017.

mandag den 19. september 2016

Ord i Kunsten

Poul Pedersen: 'Køretur-Retur-Ur', 2014 (Courtesy: SPECTA)

"Vi vil med udstillingen gerne vise, hvordan denne udvikling har sit særlige sidestykke i billedkunsten: at netop forholdet mellem ord og billede, eller ord som billede, er noget selvfølgeligt. Det er et fænomen der til stadighed udforskes og ofte anvendes i billedkunsten. Der er med andre ord en tradition for ord i billedkunsten"

Dette er blot et uddrag af pressemeddelelsen i forbindelse med en udstilling, der åbner snart i Kunstpakhuset i Ikast. 

Teksten er forfattet af kuratorerne til udstillingen 'Ord og billede', Lise Nørholm og claus ejner

Ord i forbindelse med billedkunst er som bekendt ingenlunde noget nyt fænomen - og jeg har såmænd selv leget lidt med camouflerede bogstaver og orddannelser i min egen billedkunstneriske praksis. 

En af kongerigets fremmeste udøvere af ordkunst er den i Paris bosiddende billedkunstner, Poul Pedersen - blandt venner Bogstav-PP - og han vil også være repræsenteret på udstillingen i det fine udstillingssted i Ikast, som for øvrigt er beliggende i behagelig kort afstand til Ikast Station. 

Udstillingen åbner med fernisering d. 24. september kl. 13 og varer frem til d. 30. oktober.