mandag den 13. juni 2011

Skulpturer ved bugten



"Det er noget lort - der er 6-7 værker, der holder". Det var en tilkendegivelse, jeg fik 2. pinsedag fra en aarhusiansk billedkunstner ved indgangen til 'Sculptures by the Sea'. En gedigen nedrakning i Stiften med én efterfølgende stjerne burde måske have fået mig til at holde mig langt væk; men jeg kender Broch-Lips, når han er i dét lune, så jeg tog alligevel chancen, og jeg må sige, at det er noget af et samsurium, man har stablet på benene på strækningen Tangkrogen-Ballehage i Aarhus.

Senere mødte jeg en repræsentant fra museumsverdenen, der lige skulle checke om jeg var på stedet som anmelder, inden hun tilkendegav en vis begejstring for projektet. "Der er da noget for enhver smag!" Det er naturligvis også en slags statement; men dagens største grin var alligevel da en ældre medborger kommenterede en voldsomt patineret stålskulptur med ordene: "Den kunne blive pæn, hvis man malede den i en flot farve!"