lørdag den 29. december 2012

ProKK som pseudoakademisk komediant

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i de seneste år har set kunstmiljøerne blive ædt op af studentikose og akademiske narrekasketter.

Efterhånden ligner kunstlandskabet en udbrændt ruin af floskler og besynderlige grydeklippede repræsentanter med hornbriller. Et af de mest oplagte eksempler herpå udgør udstillingsinstitutionen Århus Kunstbygning, der om få dage skifter navn og profil. Kunsthal Aarhus har for længst sat ord på sin nye filosofi, og man har tilsyneladende ikke gjort sig de store overvejelser om, hvorvidt man føler en forpligtigelse til at formidle og udstille billedkunst?

Det er i hvert fald under alle omstændigheder ikke lige præcist dét, der signaleres med de netop offentliggjorte udstillinger i begyndelsen af 2013.

Man kunne måske sige, at jeg burde give institutionen og udstillingerne en chance, inden jeg farer i tastaturet? Jo; naturligvis! Men når der samtidigt dukker et dokument op i min postkasse, der præsenterer foreningen ProKKs program helt frem imod 2017, så er det svært at bevare optimismen, for magen til pseudointellektuelt nonsens skal man da lede længe efter.

Jeg tror ikke, at man ensidigt kan skyde skylden på ProKKs bestyrelse og kuratorer samt den såkaldte ”facilitator”, der optræder i beskrivelsen. Jeg føler mig ret sikker på, at de blot har udfærdiget dette program (som for øvrigt kun i en begrænset forstand har noget med kunst at gøre) for at tilfredsstille kunstbygningens – undskyld – kunsthallens behov for dybe, intellektuelle banaliteter.

ProKK er en del af Kunsthal Aarhus, og har – efter en del kulturkommunalt palaver – samtidigt fået udstillingsplads i udstillingsinstitutionen. Det burde måske være overflødigt at nævne, at jeg er medlem af ProKK og tidligere bl.a. har siddet i foreningens bestyrelse. Om mit medlemskab bliver fornyet, har jeg ikke taget stilling til – endnu!

Sidst ProKK udstillede i Århus Kunstbygning, kunne man bl.a. opleve det smukke værk af Liné Ringtved Thordarson, der ledsager denne blog. Thordarson er - hvis nogle skulle være i tvivl - billedhugger.