søndag den 5. oktober 2014

INSIDE 2014 åbnet - og de censurerede udstillinger til debat




Inden ret længe finder et seminar sted i Kunsthal Nord i Aalborg, og temaet bliver de censurerede udstillinger og deres værdi på nutidens kunstscene. 

Det tema prøvede jeg at anskueliggøre over for Herning Folkeblads kulturmedarbejder under åbningen af udstillingen INSIDE 2014 i Kunstpakhuset i Ikast d. 4. oktober. Jeg mener naturligvis, at de censurerede udstillinger har en rolle at spille som mulighed for debutanter og kunstnere, der ikke endnu har etableret sig, med henblik på at få deres værker vurderet af kunstnere. 

Måske netop dette faktum giver stof til debatten om, hvorledes de censurerede udstillinger kan spille en rolle i fremtidens kunstlandskab? 

Desværre lever INSIDE ikke op til de principper, som de statsanerkendte, censurerede udstillinger efterlever - nemlig at det er kunstnere, primært, der bedømmer de indsendte værker. Her havde man valgt én kunstner og to kunstfaglige personer med kunsthistoriske referencer som censorer, ligesom man tidligere har haft blandt andet en gallerist inde over, da der skulle udvælges værker til udstillingen. 

Den kommende debat - kunne man godt få en mistanke om - er muligvis forankret i, at kunsthistorikere og de kunstfaglige repræsentanter med en universitetsforankret baggrund føler at der går magt fra dem i forhold til, at de censurerede udstillinger stadig har en rolle at spille på kunstscenen. Så vælger man at sætte spørgsmålstegn ved værdien af udstillingsprincippet. 

Forhåbentligt overlever den type udstillinger - og INSIDE inklusive - forsøgene på at mistænkeliggøre grundtankerne om konceptet. 

INSIDE 2014 udgør i øvrigt en stærkt seværdig begivenhed i det midtjyske, og skal man alligevel på besøg i området, bør man absolut tage et blik på udstillingen, som er stærkt og skarpt censureret. 

Traditionen tro valgte man to kunstnere ud, som man mener fortjener hædrende omtale og som skiller sig ud kvalitativt, og de to blev henholdsvis Henriette Fabricius og Benjamin Nordsmark (det nederste billede). Sidstnævntes værker refererer til Danmark som krigsførende nation og beskæftiger sig i øvrigt med hjemvendte soldaters posttraumatiske stress-problemer. 

Hvad der er nok så interessant, er at Nordsmark samtidigt er en af landets fremmeste talenter inden for møbeldesign.