torsdag den 27. oktober 2016

ARoS' mentale fitnesscenter

"ARoS Public er skabt ud fra tanken om, at kunst er mest spændende i mødet med mennesker, og at den har størst værdi, når dette møde skaber nye former for socialt samspil. Formidlingscentret er en unik ramme, hvor tankevækkende samtaler med afsæt i kunsten og samfundet kan folde sig ud. Det er et moderne forsamlingshus og et eksperimentarium – en indsigtsfuld legeplads for mennesker i alle aldre"

Således kan man blandt andet læse på kunstmuseet ARoS' hjemmeside omkring et helt nyt center, som netop er åbnet på museet. 

Jeg var til stede, da ARoSPublic blev introduceret for presse og publikum, og ved den lejlighed udtrykte museets direktør Erlend Høyersten en stor glæde ved at være i stand til at indvie, hvad han beskriver som et "mentalt fitnesscenter". 

Det er da også rigtigt, at centret udfordrer kunstudstillingsgæsten på en helt ny måde - især i kraft af et antal interaktive stationer, der giver gæsterne mulighed for at udfordre sig selv i forhold til værker i museets samling.